Syv par har vundet ‘Nybyggerne’: Sådan går det dem i dag
Onsdag aften afgøres det, hvem der løber med sejren i årets sæson af ´Nybyggerne´. Men hvordan er det gået de tidligere vindere? Læs med her.
I alt kan syv par kalde sig vinderne af ‘Nybyggerne’. Men bor de stadig i huset eller lejligheden? Og er der stadig gang i byggeprojekter og boligindretning?
Få et overblik herunder.
Caroline og Reece, vindere af sæson 7
Sidste år, i 2021, blev Reece og Caroline Curran udråbt til vindere af ‘Nybyggerne’ og vandt drømmehuset til 2,8 millioner.
Da finalen fandt sted, holdt parret på en stor hemmelighed. I perioden mellem, at programmerne var blevet filmet, og at finalen skulle finde sted, fandt Caroline og Reece Curran nemlig ud af, at Caroline var gravid.
Den nyhed valgte de at dele med resten af Danmark i slutningen af december 2021, og den 24. juni 2022 kom datteren Vera til verden.
På det tidspunkt havde parret fået nøglerne til hoveddøren til ‘Nybyggerne’-huset, og i dag bor den lille familie stadig i huset i Sønderborg.
"Det går rigtigt godt. Vi er glade for huset og byen, og Vera har det rigtigt godt," fortæller Caroline til HER&NU.
Udover at nyde livet i Sønderborg har Caroline og Reece også været en tur i Australien, hvor Reece endelig fik set sin familie efter 22 måneder.
Sunnvá og Martin vindere af sæson 6
Propperne sprang i bydelen Balle udenfor Silkeborg, da Sunnvá og Martin i 2020 modtog nøglerne til deres drømmehus til en værdi 2,6 mio kr. Lige efter nøgleoverrækkelse afslørede det færøske par, at de i fremtiden ikke kun skulle have nye nøgler i nøglebundet; De skulle også have ringe på fingrene.
Det har de fået i dag. På vej ind i 2022, på nytårsdag, blev Sunnvá og Martin gift på Færøerne i den smukke Funningur Kirke, hvor de havde samlet venner og familie.
Fem måneder efter brylluppet delte parret endnu en glædelig nyhed; De skal være forældre.
I dag er Sunnvá i sidste trimester i sin graviditet og kan føde når som helst.
Den lille ny flytter ind i ‘Nybyggerne’-huset, som parret har boet i siden 1. marts 2021.
Ida og Mads vindere af sæson 5
I 2019 vandt Ida Holm og Mads Taiki Pedersen TV 2-programmet ‘Nybyggerne’ og fik nøglerne til hovedpræmien, nemlig det hus, som de to havde færdigbygget og indrettet i løbet af programmet.
I dag bor parret dog ikke længere i huset.
"Vi flyttede ud af Nybyggerne-huset efter at have boet i det i to gode år. Vi driver vores virksomhed hjemmefra, hvorfor meget af vores hjem er brugt til kontor, lager og andet arbejdsrelateret. Da vi fandt ud af, at vi skulle være forældre, kunne vi derfor hurtigt se, at der ikke var plads til både virksomhed og barn i det lille 120 kvm hus," fortalte parret sidste år til alt.dk.
I dag er parret flyttet til Risskov, hvor de har et bedre fundament for både at være familie og drive virksomhed uden at falde over hinanden på grund af manglende plads. De har fået sønnen Kai på et år, og derudover driver de stadig deres fælles virksomhed Taishō og Seramikku, hvor de sælger hhv. designplakater og japansk keramik.
Charlotte og Fredrik vindere af sæson 4
I 2018 var det Charlotte Møller Jakobsen og Fredrik Holm Koch, som vandt fjerde sæson af ‘Nybyggerne’, og dermed fik udleveret nøglerne til den 125 kvadratmeter store stuelejlighed i Hedehusene til en værdi af 3,4 millioner kroner.
Parret havde ikke meget byggeerfaring, men med deres festlige humor, hyggelige genbrugsfund og legende tilgang til indretningen vandt de både dommerne og seernes hjerter.
I dag bor parret ikke længere i lejligheden. Kort efter finalen fik de en søn, og det gjorde, at de med tiden savnede familie og venner i Jylland. Derudover opstod der sygdom i nær familie, og de følte et stort behov for at være tæt på.
Derfor solgte parret lejligheden og flyttede tilbage til Aarhus. Noget tid senere fandt de deres drømmehus ved vandet syd for Aarhus. Det var et håndværkertilbud. som gjorde, at de kunne starte forfra med en renovering og bruge de kompetencer, som de havde tilegnet sig under Nybyggerne.
Anne og Todd vindere af sæson 3
I 2017 var det Anne Kristine Bach og Todd Edlin fra grønt hus, der, sammen med datteren Lily, vandt nøglerne til deres helt eget Nybygger-hus i Aalborg.
Efter fire år i rækkehuset, solgte parret det og flyttede et stenkast længere væk. De har elsket at bo i rækkehuset i Aalborg, men siden de vandt, er deres familie blevet større. I dag har Anne og Todd døtrene Lily på 8, Nora på 3 og sønnen Arthur på 1 år.
I stedet købte de en stor 70’er villa, der ligger to kilometer fra nybyggerhuset, som de har renoveret og indrettet på ny.
Lise og Michael vindere af sæson 2
I Nybyggernes anden sæson i var det nordjyderne Lise Vandborg og Michael Christensen, som løb med sejren og et hus i Farum til en værdi af 3,4 millioner kroner.
Siden da er de blevet gift, har fået to skønne drenge, og så er de flyttet tilbage til deres hjemstavn, Skørping i Nordjylland. De fandt nemlig drømmegrunden tæt ved Rold Skov, hvor de endnu engang har bygget et nyt hus.
"Vi bor ikke i Nybyggerhuset mere. Vi valgte at sælge det efter knap gode tre år. Det var vemodigt, for det var vores første “rigtige” hus, og vi havde fået dejlige relationer til naboerne. Men vi fandt simpelthen drømmebeliggenheden i vores hjemstavn i Nordjylland. Vi havde nogle skønne år på Sjælland i Nybyggerhuset, men vores drøm blev pludselig til en realitet, da vi fandt grunden i Skørping," fortalte parret til Alt.dk sidste år.
Anne og Simon vindere af sæson 1
I den allerførste udgave af ‘Nybyggerne’, som blev sendt i 2013, var det parret i gult hus, Anne Halskov og Simon Dalsgaard Nielsen, som kunne kalde sig vindere af det populære TV-program. Rækkehuset, som de havde designet, opbygget og indrettet, lå i forstaden Vonsild lidt udenfor Kolding og havde en værdi af 2,2 millioner kroner.
Efter 1,5 år i huset valgte de dog at sælge ‘Nybyggerne’-huset, hvorefter parret flyttede ind i et ældre byhus – også i Kolding, som de efterfølgende renoverede.
I dag er Simon og Anne blevet skilt, og i dag bor Anne i en arkitekttegnet villa fra 70’erne sammen med sin kæreste og deres seks unger.
Denne artikel er første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.