Christel Seyfarth: ”Da jeg blev 50, tænkte jeg: Hvad har jeg egentlig lyst til?”

I gamle dage sejlede sømændene ud fra Fanøs kyster. Når de kom tilbage, var det med lasten fuld af mellemøstlige krydderier, eksotiske klædestoffer og fremmedartet kunsthåndværk. Fanø var en søfartsø, indbyggerne havde ofte været jorden rundt flere gange, og man var derfor orienteret mod verden.

Det gælder også strikdesigner Christel Seyfarths slægt, som kan spores på Fanø så langt tilbage som til 1647 – mange af dem som sømænd. Christel selv har i dag en strikkeforretning på Hovedgaden i ”hovedstaden” Nordby.

– Hele livet har jeg hørt historierne fra alle de steder, søfolkene har været. Jeg har set finurlige souvenirs, og hjemme hos os drak man te af kinesisk porcelæn, længe inden Kina overhovedet blev åbnet for omverdenen, husker den i dag 61-årige strikkedronning, som også selv krydsede Nordsøen i skib utallige gange som barn, når familien tog på weekend i England.

Danmark set udefra

Atlanten krydsede hun som 16-årig, da hun blev udvekslingsstudent. Som voksen arbejdede hun i rejsebranchen – blandt andet tre år i Canada sammen med sin mand, som hun i dag har sin omfattende strikkevirksomhed sammen med.

– Det var interessant at blive sendt ud i verden for at se Danmark udefra. Jeg har virkelig fået evnen til at løfte blikket. I generationer har vi fannikker orienteret os mod horisonten, siger hun.

Det samme har Christel. I stedet for at åben en lille strikkebutik og koncentrere sig om den, har hun åbnet en lille strikkebutik og brugt den som et internationalt strikkekulturelt epicenter.

– Butikken er kun en lille del af, hvad jeg laver, og i modsætning til hvad mange tror, er jeg her faktisk sjældent. Jeg strikker max to timer om dagen, resten af tiden passer jeg min virksomhed. Det er 90 procent administration og 10 procent kreativitet. Men jeg ville heller ikke kunne holde til at strikke mere end det, for det er hårdt for kroppen, siger hun og ser på sine hænder.

Det er ofte et helt andet billede, folk har af en kvinde med egen strikkebutik.

– Jeg møder mange, der gerne vil starte egen butik, og jeg vil sige, man skal have flair for forretning. Det er ikke noget med, at du bare sidder og strikker og hygger dig, og så kommer folk af sig selv. Det gør de ikke. Du skal brande dig selv, og det er ikke særlig dansk. Jeg har lært det i Amerika, siger hun og griner.

Flair for forretning

Christel Seyfarth udkommer med fem til syv nye mønstre om året, som strikkere fra nær og fjern køber som kits, eller kunder køber som færdige sjaler, jakker og trøjer i hendes butik eller webshop. Det er dog hverken Christel selv eller andre foretagsomme fannikker, der har strikket de færdige varer. Det sker på den anden side af Indien, hvor den entreprenante kvinde har hyret 60 strikkere til at strikke sine designs. På den måde holdes prisen nede.

Lige siden seksårsalderen har strik været Christels hobby, men det var da hun boede i USA, hun fandt ud af, at det også kunne være en levevej. Her kørte hun nemlig allerede som ung en virksomhed, der solgte færdigstrik ved homeparties. Noget hun huskede med glæde.

Da hun for 10 år siden igen vendte blikket mod strik som et levebrød, arbejdede hun dog med sommerhusudlejning på Fanø.

– Da jeg blev 50, besluttede jeg, at nu skulle det være sjovt. Når du som kvinde står midt i livet, har du pludselig et økonomisk og mentalt råderum efter mange år med børn, hvor du har skulle have hjemmet til at hænge sammen. Da jeg blev 50, tænkte jeg: ”Hvad har jeg egentlig lyst til?” Samtidig havde jeg så meget erfaring med mig, at jeg godt vidste, hvordan jeg skulle gøre det.

Derfor har Christel Seyfarth lige siden haft sin forretning på Hovedgaden med strikkekits og færdigstrik. Hun oplevede især et boom, da hun gik fra maskinstrik til håndstrik, og i dag har hun solgt alle sine strikkemaskiner og satser 100 procent på håndstrik.

– Mit marked for håndstrik eksploderede, og da tænkte jeg, at jeg virkelig havde fat i noget. Der er vist ikke andre, der tilgår farver, som jeg gør, funderer hun.

Christel har i dag gjort strikningen til en international forretning og eksporterer både mønstre og færdigstrik til hele verden, og lige nu ser især det amerikanske marked ud til at have fået øje på den entreprenante kvinde på den lille danske ø.

– USA er et marked, der vokser meget lige nu. Men jeg hører også fra Australien, Japan, Israel, hele Europa, Grønland – ja, selv Spanien og Italien. Nogle gange kan jeg godt tænke: ”Gad vide, hvor de har hørt om mig henne,” siger hun med et smil.

Udover farvespillet og mønsterstrikken, der har gjort hende kendt i strikkekredse over hele verden, har Christel fundet endnu en måde at brande både sig selv, Fanø og strikningen. En af hendes store succeser er nemlig den årlige strikkefestival på Fanø, som efterhånden har bredt sig til både Island, Skotland og Norge under navnet Cold Waters Knitting Festivals.

– Med festivalen trækker vi 10-15.000 mennesker fra hele verden til Fanø.

Komplicerede mønstre

I dag er Christel Seyfarth kendt som ophavskvinden til det, der kaldes Fanøstrik. Hendes stil er ikke enkel. Det er komplicerede mønstre, store strikketøj, som strikkes rundt og klippes op til sidst i stedet for at strikke frem og tilbage på to pinde. Når strikketøjet er klippet op, skjules klippemaskerne med en strikket bort, som er flot både på inderside og yderside. Dertil kommer farverne, som der altid er mange af.

– Jeg bruger seks-otte bundfarver, og så kommer mønsterfarverne oveni, fortæller Christel, som forhandler alle farverne i sin forretning, hvor garnet vindes op i mindre nøgler på en maskine bag disken.

Kvaliteten er ikke til diskussion, for der er kun én kvalitet i hendes forretning, og den er god.

– Folk spørger tit, om jeg er inspireret af Sydamerika, men det er jeg ikke. Jeg er snarere inspireret af Fanødragter, musik og dans. Men der er ingen dybere mening med mine designs. Det er bare mønstre og farver, for det ensfarvede keder mig grænseløst. Jeg strikker intuitivt, og jeg har aldrig haft en plan for næste projekt, kollektion, sæson eller mode. Jeg strikker, hvad der falder mig ind. Jeg tænker altid: ”Hvad har jeg lyst til at strikke nu”, og så popper der en frakke eller et sjal op. Derpå laver jeg et mønster eller diagram, som det hedder, og så går jeg i gang.

Det med at fortryde et strikketøj undervejs, har Christel aldrig brugt.

– Jeg siger altid til folk, at de ikke skal trevle op, hvis de er kede af deres strikketøj. Bare fortsæt. Et strikketøj skal op i en stor skala, for at du kan se, hvordan det folder sig ud, siger hun og kigger rundt i forretningen, hvor hendes modeller hænger som store jakker og sjaler.

Altid med farver.

Lige for tiden er hun mest optaget af grafiske mønstre med firkanter og streger. Før det var det de organiske mønstre med fugle og blomster.

– Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror bare, jeg er færdig med det andet, siger hun og trækker på skuldrene.

Hvad der ikke står til at ændre er, at basen hedder Fanø, hvilket den har gjort i 31 år.

– Jeg har rejst jorden rundt, men hver gang jeg kommer til Esbjerg og ser Fanøfærgen, tænker jeg ”hjem”. Jeg skal bæres herfra, siger hun.

Hvem er Christel Seyfarth?

Christel Seyfarth, 61 år

• Født på Fanø.
• Uddannet korrespondent, men har primært arbejdet i rejsebranchen.
• Åbnede for ti år siden strikke-forretningen på Hovedgaden på Fanø.
• Gift med Jørgen, som hun har tre voksne børn med.