ALT tester: Foundations
Hvor dækkende skal din foundation være? Skal den være opstrammende, give glød eller holde længst muligt? Læs vores guide og find den variant, som passer til netop dine behov.
EN GLATTERE HUD
Der kommer flere og flere plejende foundations, som kan mere end blot give en flot og ensartet hud. De nye alderskorrigerende foundations indeholder opstrammende og udglattende ingredienser, som minimerer linjer, og får huden til at se mere ensartet og ung ud.
Fra venstre:
Exuviances Skin Caring Foundation er en oliefri, hudplejende foundation, der passer til alle hudtyper. Formularen er letflydende og giver en transparent til medium dækning. Den kræver lidt at arbejde ind i huden, fordi den er så let, men giver et fint, jævnt resultat.
Skin Caring Foundation SPF 15, 30 ml, Exuviance, 399 kr.
Plantscription foundation er seneste udvidelse af Origins anti-age plejeserie til kvinden over 30 med tendens til tør hud. Formularen er cremet og giver et medium dækkende resultat. Den er nem at arbejde ind i huden og giver et naturligt, blødt resultat.
Plantscription Anti-aging Foundation SPF 15, 30 ml, Origins, 295 kr.
Shiseidos nye Radiant Lifting Foundation er cremet og nem at fordele. Formularen giver en ensartet dækning, der samtidig kamuflerer linjer, urenheder og udvidede porer. Alligevel er resultatet meget naturligt, så et oplagt valg til dig, der har lidt uren hud, du gerne vil skjule.
Radiant Lifting Foundation SPF 15, 30 ml, Shiseido, 385 kr.
LÆS OGSÅ: ALT tester: Alt-i-ét-cremer
EN NATURLIG GLØD
En stærk tendens inden for foundations er, at resultatet skal se naturligt ud. Så selvom formularen er dækkende, skal huden stråle med en naturlig glød som typisk fikses med lysreflekterende partikler, der giver et flot skær.
Fra venstre:
Le Teint Touche Éclat er mere letflydende og transparent end dens berømte concealer-lillesøster, men har samme lysspredende egenskaber, der giver en naturlig, smuk og strålende hud. Den lette dækkeevne kræver dog, at du har en nogenlunde flot hud i forvejen, eller at du lægger flere lag for at opnå en bedre dækning.
Le Teint Touche Éclat, 30 ml, Yves Saint Laurent, 350 kr.
Diors nye Nude foundation er cremet og lægger sig perfekt på huden. Resultatet ser helt naturligt og lækkert ud, selvom den er rimelig dækkende - huden er ensartet med en fløjlsblød, strålende overflade, der ikke smitter af.
Nude Skin-Glowing Makeup SPF 15, 30 ml, Dior, 345 kr.
Armanis nye Maestro foundation er ultralet og silkeblød i konsistensen, ja nærmest vægtløs. Den er sammensat af lette olier, som øjeblikkeligt absorberes af huden og giver et fantastisk naturligt resultat med en transparent til medium dækning, der bliver hvor den skal.
Maestro Fusion Makeup SPF 15, 30 ml, Giorgio Armani, 455 kr.
LÆS OGSÅ: ALT tester 5 øjencremer
ET HOLDBART RESULTAT
Har du brug for, at din foundation skal holde hele dagen, skal du gå efter de langtidsholdbare
varianter, som lover at holde i op til 12 timer. Konsistensen er typisk mere drøj og dækkende, men resultatet kan sagtens se naturligt ud.
Fra venstre:
Estée Lauders klassiske langtidsholdbare foundation Double Wear er netop blevet reformuleret, så den nu er endnu mere behagelig at bruge. Konsistens og dækkeevne er den samme, men den nye formular er mere fugtgivende og virker ikke tilstoppende på porerne. Resultatet er ensartet og jævnt med en medium dækning, der kan bygges op.
Double Wear Stay-in-Place Makeup SPF 10, 30 ml, Estée Lauder, 355 kr.
Bobbi Browns nye foundation Long-Wear lover op til 12 timers holdbarhed og giver en medium til fuld dækning. Formularen er cremet og drøj, hvilket gør den lidt svær at fordele, og den lægger sig desværre ikke så jævnt og ensartet, som man kunne ønske.
Long-Wear Even Finish Foundation SPF 15, 30 ml, Bobbi Brown, 340 kr.
Velvet Perfection er seneste foundation fra Nilens jord, der ellers bedst er kendt for deres mineralske makeup-produkter. Velvet Perfection er en blød og cremet foundation, der giver en dækkende, mat finish uden at virke udtørrende. Resultatet er jævnt og ensartet, og perfekt til dig, der ønsker en høj dækkeevne.
Velvet Perfection Foundation, 30 ml, Nilens jord, 220 kr.
TIP
Brug en pensel med syntetiske hår til at fordele den flydende foundation. Det giver et meget jævnt resultat, og er mere hygiejnisk end at bruge fingrene.
LÆS OGSÅ: Sådan laver du smokey eyes