Josefine Nielsen

Sådan kan du tørbørste dig til en smuk, naturlig glød

Mangler dit ansigt lidt ekstra glød for tiden? Så er tørbørstning måske lige noget for dig.

Tørbørstning er næppe et fænomen, mange kender til, og hvis vi skal være helt ærlige, synes vi også selv, at det virker lidt skørt. Ikke desto mindre har tørbørstning vist sige at give gode resultater – uden det helt store besvær – så metoden fortjener bestemt at blive forklaret:

I praksis står du nemlig ”bare” og tørbørster dine døde hudceller med – en tørbørste. Den simple bevægelse er nemlig effektiv mod appelsinhud og stimulerer kroppens nervesystem, blodcirkulation og lymfesystem – bare sådan.

Tørbørste.jpg

Tørbørste, Karmameju, 300 kr.

”Vi kan slet ikke komme uden om tørbørstning, hvis vi skal have fin hud,” sagde Tanja Eskildsen, der er holistisk hudterapeut, til en artikel i ALT for Damerne fra 2015, hvor vi første gang skrev om konceptet. Hun bliver understøttet af et studie fra University of Sunderland i England, hvor forskere fastslog, at daglig brug af en tørbørste gennemsnitligt reducerede testpersonernes cellulite med 26% på bare 5 uger.

Altså er en skrubbetur med en tørbørste ikke bare et effektivt middel, hvis du vil holde ”cellulite” fra lårene. Det hjælper også kroppen til at komme af med affaldsstoffer, holder din hud i form og er før blevet udråbt til at være det ubetinget bedste, du kan gøre for dig selv – og for dit ansigt.

”At tørbørste dit ansigt stimulerer bindevævet, fremmer lymfedrænage og eksfolierer skånsomt huden, som igennem regelmæssig brug hjælper med at forbedre hudens fasthed og reducerer fine linjer og rynker samt hævelser og mørke rande, så huden fremstår glat, ensartet og fuld af vitalitet” siger grundlægger af Karmameju Skincare, Mette Skjærbæk, som omtaler det at tørbørste sit ansigt som ”et nyere hudplejeritual, jeg tror meget på.”

Hun anbefaler 12 trin til dig, der drømmer om at mestre tørbørstnings-teknikken:

  1. Dekolletage. Børst fra bryst og skuldre i retning mod midten af kravebenene.
  2. Hals. Stræk halsen og løft hagen. Børst med lange strøg i nedadgående retning mod kravebenet.
  3. Kæbelinje. Løft hagen for at strække huden. Børst med energiske opadgående strøg under kæbelinjen.
  4. Hage. Træk underlæben ind for at strække huden. Børst i omvendte U-bevægelser fra midten og ud.
  5. Kinder. Stræk huden ved at bevæge mund og kæbe i modsat retning af det område, der børstes. Børst i omvendte U-bevægelser i en op- og udadgående retning.
  6. Overlæbe. Anvend korte og energiske strøg fra midten af læben i en udadgående retning.
  7. Næse. Børst fra siderne af næsen og næsetippen i en opadgående retning.
  8. Øjenområdet. Børst bryn og øjenomgivelser med cirkulære bevægelser.
  9. Tindinger. Børst med små korte strøg fra øjets ydre kant, mod tindingen.
  10. Det tredje øje. Børst med korte strøg i opadgående retning imellem brynene.
  11. Pande. Børst hele panden med strøg fra midten mod tindingen.
  12. Ansigtets profil. Fuldend tørbørstningen med lange strøg foran og bagved ørerne i nedadgående retning mod kravebenet.

Mette Skjærbæk har desuden et vigtigt tip til, hvad du ikke skal gøre, når du tørbørster:

”Selvfølgelig skal du sørge for, at din tørbørste er ren – både når du anvender den til dit ansigt, men også når du tørbørster din krop,” siger hun og specificerer, hvad du skal være særlig opmærksom på: ”Børst ikke for hårdt, undgå irriteret, sensitiv og beskadiget hud og vær særligt forsigtig omkring skønhedspletter, nye ar og hudafskrabninger – det er normalt, at huden rødmer en smule efter din behandling, men det skal ikke gøre ondt.”

Der er ikke andet for end at gå i gang. Og hvis du sidder tilbage med spørgsmålene: ”Hvor ofte, hvornår og hvor længe?” så er den gængse regel, at hvis du vil se resultater, skal du børste hver dag og prøve at få det ind som en fast morgenvane, inden du skal i bad, så du kan vaske de døde hudceller af bagefter.

God fornøjelse!