Her er Leonora Christina Skovs yndlingsparfumer: "Det må godt være lidt dirty"

Når forfatter Leonora Christina Skov er død, vil hun iføres Tom Fords parfume Tuscan Leather.

“Når man skal begraves, vil man sikkert gerne have sådan en dejlig, rolig, blød favn. Tuscan Leather er rar at være i,” siger hun og dufter til sit håndled.

“Det er også den, jeg har på i dag.”

Hun stikker armen frem. Der snuses. Det er dog ikke dagen for Leonora Christina Skovs begravelse. Det er dagen, hvor Eurowoman har bedt hende om at vise sin imponerende parfumesamling frem. Hvis der er noget, Leonora Christina Skov har lyst til, så er det det. Ud over ord og litteratur er hendes passion parfumer.

“Parfumer kan transportere mig et andet sted hen, og de skaber en følelse af velvære. Der er altid en duft derude, der er bedre, og som jeg endnu ikke har opdaget. Det gør, at jeg seriøst kan bruge tre-fire timer i et parfumeri.” Hun køber gerne sine parfumer i det københavnske nicheparfumeri Crime Passionnel eller konceptbutikken Storm, og når hun hver sommer bruger en måned eller to i Berlin, hvor stormagasinet KaDeWe har en parfumeafdeling, der er værd at besøge. Hun går helst rundt for sig selv.

“Når folk i udenlandske parfumerier ser mig og vil betjene mig, tror de altid, at de ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil have. Så kommer de med blomsterparfumer, sådan noget roselort eller hvide blomster, der skriger i næsen, og jeg vil bare ikke have det!”

Leonora Christina Skov kan pege en parfume ud til enhver lejlighed blandt de 50 flakoner, hun har i duftgarderoben. Black Afgano fra Nasomatto har fulgt forfatteren på de to turneer for hendes seneste bøger, Den, der lever stille fra 2018 og Hvis vi ikke taler om det fra 2021. Hun er pt. på sin femte flakon. Det er ikke en genert duft, den udbasunerer sine intense noter af træ, tobak og cannabis.

“Den passer sindssygt godt til at stå på en scene. Den får mig til at føle mig godt tilpas og fylder rummet så godt ud, at de kan dufte mig helt ned på ottende række.”

Leonora Christina Skov kan ikke tage sig af, hvis der er nogle blandt publikum, der ikke bryder sig om parfume.

“Duftene er så gode, at jeg gerne vil dele dem. Jeg synes, at verden har ret til at vide, at der findes så gode dufte. Alle dem med parfumeallergi synes, at jeg skal tage hensyn til dem. Men det gør jeg ikke.”

Terroni fra Orto Parisi er en anden insisterende ruskind og tobak-duft, som Leonora Christina Skov bruger, når hun holder foredrag, og som holder på huden i 24 timer. Holdbarheden er et vigtigt parameter for Leonora Christina Skov, når hun skal udse sig en ny duft. Men parfumer skal også udvikle sig på huden, for hvis duftene er lineære, keder hun sig i næsen.

De der blomstrede forstøverdufte, der forsvinder hurtigere, end du kan nå at sige “eau de toilette,” er ikke noget, forfatteren benytter sig af. Af samme årsag anskaffer hun sig altid en parfumeprøve på den duft, hun har udset sig, så hun kan prøve den en, to, tre, fire gange derhjemme, gå og snuse til den og finde ud af, hvor længe den holder på huden, og hvordan den udvikler sig. Kan de indgå i et tæt forhold til hinanden? Fortæller den en historie i mange afsnit?

Men der skal ikke være mere end 50 parfumer i samlingen, så kan hun ikke overskue den. Og nok står de fremme i dag til ære for fotografen, men langt de fleste flakoner står normalt i skygge bag skabsdørene i boudoir-møblet, der står i hendes kontor i Frederiksberg-lejligheden. Leonora Christina Skov lærte på den hårde måde, at parfumer ikke kan tåle sollys, så brænder noterne nemlig ud og mister deres kraft. Eller også bliver de sprittede. Hun samler den tunge Chanel-flakon med den sorte skrift, Sycomore, op fra bordet.

“Den har mistet sine topnoter, men den er faktisk bedre uden.” Parfumen har hun haft i 15 år.

“Det var mit første møde med vetiver, som er en af de noter, jeg virkelig godt kan lide. Vi havde fremlejet vores lejlighed, og hende, der havde boet her, havde ladet den stå.”

Leonora Christina Skov havde indtil da kun brugt udtalte kvindeparfumer. Chanels Coco Mademoiselle, Jean Paul Gaultiers Classique med flakon formet som en kvindekrop, Moschinos sorte og røde Cheap & Chic og Lolita Lempickas selvbetitlede formet som et lilla æble, blandt mange andre sukkersøde parfumer.

Men i 1996 kom hun til København, og unisex-toget kørte afsted med CK One og Be og Comme des Garçons dufte, der, wow, kunne bruges af begge køn. Commes des Garçons Wonderwood, der måske er den ultimative træduft, er også en genganger i Leonora Christina Skovs samling. Hun kan godt lide noter af alle slags træ og krydderier, tonkabønne, patchouli, læder, safran, røgelse, whisky, immortelle, bergamotte og vetiverrod.

“Det må godt være lidt dirty. Lidt kat.”

Kat?

“Der er kat i bunden af den her,” siger hun og hiver låget af Cuir Cuba Intense fra Nicolaï Parfumeur Créateur.

Hvad er det, du siger? Kat?

“Ja, civet er et kattedyr, hvis kirtler producerer den her duft. I dag laver man den syntetisk. Så lugter du lidt, som når kattedyret har pisset. Det er lækkert. Det må godt være lidt beskidt, lidt røget, som en god lædersofa.” Hun stikker flakonen frem. Heftige sager. Jeg træder et skridt tilbage.

“Var det noget?”

“Jeg havde lyst til at dø”

Leonora Christina Skov er ikke mainstream-parfume-typen. Jo Malone og Christian Dior er de mest kommercielle mærker i samlingen. Hun orker ikke at gå rundt og dufte som alle andre.

“Det er røvsygt, hvis vi alle bruger de samme 20 parfumer. Det er ligesom, hvis vi alle sammen vadede rundt i det samme tøj.”

Hver morgen tager hun grundigt stilling til, hvilket humør hun er i, hvad hun skal – og hvilke dufte hun skal iføre sig. Ja, i flertal. Det er ikke, fordi hun blander sig frem til sin egen særlige signaturduft. Men hvert håndled får hver sin duft, og nogle gange en underarm, så hun har tre på i alt og kan stikke næsen ned til højre eller venstre alt efter, hvad hun har brug for. Er det i-lands-selvmedicinering? Det kan man vel godt kalde det. De klæder hende på og bliver ved med at bakke hende op i løbet af dagen.

Derfor var hun også helt ude af den, da hun sidste sommer fik corona og mistede sin lugtesans.

“Jeg havde lyst til at dø.” Store øjne. Ingen ironi.

“Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne leve videre, hvis ikke jeg fik min lugtesans tilbage. Jeg var så deprimeret. Jeg havde en hel måned, hvor jeg ikke kunne lugte noget.”

Den første parfume Leonora Christina Skov kunne dufte igen var Messy Sexy Just Rolled Out Of Bed af mærket A Lab On Fire, en duft, der er inspireret af Douglas Kirklands billedserie af Marilyn Monroe kort før, hun døde. Hun købte den på stedet, også selv om duften måske ikke matcher de andre i samlingen. Men der er altså et par outsidere. Også Roses Musk fra Montale. 

“Den her skiller sig ud, fordi der er rose i. Jeg kan ikke lide rose. Overhovedet. Og den her er som en rose, der skriger. En gang om måneden synes jeg, at en rose, der skriger, er det fede. Det er måske en dag, hvor jeg skal ind på forlaget, eller hvis jeg skal ud med en veninde om eftermiddagen og ikke rigtig gider.”

Siden Leonora Christina Skov var syv-otte år gammel, har hun brugt parfumer. Hendes mor var også glad for parfumer, ligesom hendes faster, som hun fik resterne af Paris og Rive Gauche fra Yves Saint Laurent af. Hun tog et enkelt sprøjt på, når hun skulle i skole. Det føltes rart.

“Min mor og jeg havde ikke meget tilfælles, men parfumerne havde vi. Jeg kan huske, fra jeg var helt lille, at jeg syntes, det var så voksent og spændende, at hun havde parfume på. Jeg prøvede hendes parfumer, når hun ikke var hjemme. Spejlet ude på badeværelset havde hylder, og på den ene side stod Anaïs Anaïs og på den anden side Le Jardin.”

Da Leonora Christina Skov begyndte at få lommepenge, købte hun selv sine parfumer. Den første var Lou Lou fra Cacharel. Siden kom også Amarige fra Givenchy til og bomber fra Benetton og Issey Miyake. Det var fuldstændig utænkeligt, at man som kvinde kunne gå med herreparfumer.

Lige indtil Leonora Christina Skov fik en kæreste, der var kvinde, og som introducerede hende for Magasins herreparfumeafdeling. Med ét var røgelse-ruskind-whisky-duftposen åbnet op for Leonora Christina Skovs næsebor. Den velouragtige fornemmelse, som hun også nyder i musikken med Beach House, Cigarettes After Sex og Mazzy Star på playlisten.

Og hvis Leonora Christina Skov ikke skulle have været forfatter? Så skulle hun have været parfumør.

“Jeg er så ked af, at jeg, da jeg gik i gymnasiet, ikke vidste, at det var et job.”

Det er ikke for sent. Er det? Det er det til gengæld ved at være for fotografen og journalisten, der skal til videre ud i verden.

“Skal I allerede gå? Nej, I må ikke gå!” Hun griner.

“Der er så meget mere, jeg kan fortælle om mine parfumer!” siger hun og sender os afsted på en duftsky af Tom Fords Tuscan Leather.