Det er ikke, fordi leopardprint på noget tidspunkt har været helt ude af modebilledet. Det har et brand som danske Ganni blandt andet sørget for. Sæson efter sæson har de nemlig stædigt holdt fast i deres leopardprint og med god grund – for det er altså smart og fungerer til alt og alle. Måske fordi det er tilpas vildt og samtidig klassisk.
I hvert fald er flere brands i år hoppet med på leopardprint-vognen, og vi har med al tydelighed taget imod med kyshånd. For der er leopardprint så langt øjet rækker i gadebilledet og på de sociale medier.
Et par bukser eller en taske i leopardprint kan gøre meget for et outfit, og du er med på moden. Men du kan også vælge at gå all in som influencer Karo Dall gør i en reel på sin Instagram-profil. Her demonstrerer hun, hvordan leopardprint kan parres med ja, leopardprint. Og kun dét.
Du vælger helt selv.
Måske du allerede har tøj med leopardprint liggende i gemmerne fra tidligere sæsoner, som du nu kan finde frem igen, men er du helt ny udi trenden, har vi fundet gode bud på, hvordan du kan opgradere din garderobe med sæsonens print.