Cutfather kæmpede med sukkerafhængighed: Abstinenserne kom med 100 kilometer i timen

12 uger i helvede.

Det var, hvad musikproducer og tidligere X Factor-dommer Mich ”Cutfather” Hedin sammen med fem andre kendte sagde ja til i foråret.

12 uger med benhård træning, en stram kostplan, ingen alkohol og ingen sukker.

Især sidstnævnte blev en udfordring for den selvudnævnte sukkerjunkie, som, så længe han kan huske, har haft et sliklager i kontorskuffen, og for hvem de søde sagervar blevet en fast del af hverdagen.

Men de almindelige skjortestørrelser var blevet for små, og kroppen? begyndte at give efter – der skulle gøres noget.

Vi har taget en snak med Cutfather om hans tanker op til TV-programmet ’12 uger i helvede’ – og hvordan det gik med at dulme sukkertrangen. 

Hvad betød sundhed for dig før programmet?

”For mig var sundhed meget lig med, at jeg fik motioneret.

Kost har fyldt meget, men måske på den lidt forkerte bane: Jeg havde ikke fokus på sund mad, men på at jeg skulle spise lækker og god mad. Noget, der smagte godt.

I perioder har jeg tænkt, at jeg skulle tabe mig og er gået på kur, men jo længere jeg kom i livet, jo mindre fedt blev det at være på kur.”

Hvor sund / usund har du været før?

”Jeg har haft en kæmpe udfordring med slik- og sukkerindtag. Jeg havde simpelthen et dagligt slikforbrug. Det er ikke, fordi jeg ikke har været klar over det, og jeg har da også prøvet at skære ned i perioder, hvilket egentlig ikke har været så slemt. Men jeg er altid faldet tilbage.

Jeg har dog aldrig tænkt, at der har været noget galt med min krop og min størrelse. Jeg er jo bare sådan, som jeg er. Jeg var den lille, tykke dreng i klassen. Det   har jeg aldrig haft problemer med.

Men på et tidspunkt kom det til, at jeg ikke kunne passe de almindelige skjortestørrelser, når jeg kom ned i butikken. Dér begyndte nogle store alarmklokker at ringe, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg tænkte, ”Det er ikke godt, det her.”

Hvorfor var det nu, at du skulle være sund?

”Lige før Corona-pandemien gik i gang, var jeg oppe og ramme de 115 kilo, og jeg kunne godt mærke, at det var ikke sundt. Det gnavede lidt i leddene, lænden, benene og ryggen på den forkerte måde, selvom jeg egentlig var meget god til at få motioneret. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg simpelthen ikke var stærk nok til den krop, jeg var i. Så jeg måtte have skeen i den anden hånd.

Og så kom Corona, hvor jeg pludseligt ikke skulle ud at rejse, men sidde og holde alle sessions på Zoom. Men man bliver sindssyg af at sidde derhjemme og se ind i en skærm hele tiden, så jeg skulle ud på nogle cykelture og have brændt noget krudt af. Jeg var jo ellers vant til et meget højt aktivitetsniveau med mange sociale aktiviteter, rejser rundt i verden og at komme sent hjem fra studiet... 

Kroppen havde været vant til et pres, og det presvar pludseligt bare væk – og så skulle energien kanaliseret et andet sted hen, så det blev til mere motion og sundere mad, og det gav altså pote.”

Hvad tænkte du op til programmet?

”Da de ringede og spurgte, om jeg ville være med i programmet, var jeg allerede i gang med at få startet min mere positive tur, så jeg tænkte bare ’yes’. Jeg havde faktisk slet ikke nogen betænkeligheder. Jeg tænkte bare ’jeg skal være med i det der!’, for jeg var allerede så godt i gang, og tænk, hvis jeg kunne få nogle endnu bedre råd og give den endnu mere gas. Så jeg var bare klar.”

Var der noget, du bange for?

”Jeg var bange for skader. Det er som om, at de gange jeg gennem livet er begyndt på noget nyt, som eksempelvis løb, synes jeg altid, jeg har fået skader. Jeg snakkede derfor meget med holdet om, at det skulle være noget træning, der gav mening for min krop, så jeg ikke blev skadet. For bliver jeg først skadet, ender jeg nede i det sorte hul, som jeg plejer, hvor jeg ligger inde på sofaen – og så går det galt.

Og så selvfølgelig, hvordan pokker det skulle gå med den kost der.” 

Du fortæller om udfordringer med slik- og sukkerindtag, og i programmet ser vi også, at du havde et sliklager på kontoret. Hvor længe har du haft det sliklager?

”Lige så længe, som jeg kan huske – jeg har været en sukkergris gennem mange år.”

Hvor ofte tog du dengang fra skuffen?

”Et par gange om dagen. Der lå altid et par poser slik – ikke kæmpe poser, men nogle af de lidt mindre. De kunne godt forsvinde i løbet af en dag eller to.”

I programmet ser vi dig sætte tape over skuffen, så den ikke kan åbnes. Hvad gik der igennem dit hoved der?

”Da vi mødte vores træner Tor for første gang, og han sagde ”nul sukker i de næste tolv uger”, gav det et helt gib i mig. Jeg var godt klar over, da jeg sagde ja til at være med i programmet, at det nok var noget, vi skulle ud i.

Jeg var nden programstart allerede i gang med at lægge min kost om, så jeg var begyndt at skrue ned for det og var begyndt at tabe mig nogle kilo. Jeg motionerede godt og var kommet ind i en god bane, men var aldrig nået til tanken om at skære det helt fra.

Slikken var jo blevet en del af min hverdag.

Det har været lidt af en afhængighed. Det var det, helt sikkert.”

Så det gibbede i mig, og jeg tænkte, ”hvordan i alverden kommer jeg igennem det her.”

Du kunne mærke forskel på sukkertrangen allerede efter en uge med Tor – kan du fortælle mere om det?

”Det sværeste var virkelig at slippe sukkeret, 100 procent. At lade slikskuffen være lukket.

Jeg kunne mærke afhængigheden allerede en dag eller to inde i programmet, fordi der begyndte den berømte hovedpine, man åbenbart får, når man stopper med at spise sukker. Den kom fisende med 100 kilometer i timen, og jeg havde det virkelig skidt. Oprigtigt dårligt. Ryste-dårligt.

Det var der, de største alarmklokker begyndte at ringe. Jeg tænkte, ”det går simpelthen ikke det her – det må jeg gøre noget ved.”

Men jeg skulle alligevel virkelig holde mig selv oppe for ikke at hoppe i de første mange uger – og da vi fik 1.000 ’gratis’ kalorier, valgte jeg også at få kalorierne i slik. Men det viste sig, at da jeg var kommet halvvejs igennem slikskålen, havde jeg faktisk ikke lyst til mere af det. Det var virkelig en fed fornemmelse.”

Har du et godt tip til at dulme sliktrangen?

”Jeg har fundet ud af at det er alt afgørende at spise den rigtige mad på de rigtige tidspunkter.

I programmet fik vi et spisevindue mellem kl. 12 og 20, så man måtte spise det første rigtige måltid klokken 12. Jeg fandt ud af, at hvis jeg ikke fik den rigtige kost ind på det rigtige tidspunkt, tikkede resten af dagen langsomt afsted.

Jeg havde været for vant til, at jeg havde spist morgenmad, og at der så var gået for lang tid, inden jeg havde fået frokost – og så var det, at det begyndte at tilte i den forkerte retning.

Det er svært med skæve arbejdstider, artister i studiet… Lige pludseligt kokser det hele, og så står slikskålen bare fremme, fordi der skal noget hurtigt til for at holde energien oppe.

Så struktur omkring mad, det er klart det, der har hjulpet mig.”

Læs her, hvordan det gik Cutfather, da de 12 uger var ovre: ”Jeg skal virkelig passe på, at jeg ikke falder ned i det samme hul igen”