Da kvinden tog fat i Josefine i Netto, gik noget op for hende: ”Det var så pinligt”

Josefine Stork har fået en udfordring. Hun skal se på sit eget menstruationsblod, mens Emma Libner, som er journalist og kvinden bag underlivsuniverset Kh Underlivet samt forfatter til bogen af samme navn, kigger med.

Grunden er, at Josefine Stork føler en stor skam forbundet med sit menstruationsblod. Det oplevede hun blandt andet, da hun for nylig blev stoppet i Netto af en ung kvinde, som hviskede: ”Undskyld, du bløder lidt…”

Josefine Stork kiggede ned ad sig selv og kunne konstatere, at kvinden havde ret; hun havde blødt igennem sine hvide bukser.

””Hvor var det pinligt.” Det var bare den følelse, der sad i mig,” forklarer Josefine Stork i andet afsnit af dokumentarserien ”Cyklusrevolutionen”.

Freebleeding

Selvom omkring 800 millioner mennesker verden over menstruerer dagligt, så er det noget, de færreste taler højt om. For menstruation er stadig belagt med skam, om vi vil det eller ej. Heldigvis tyder meget på, at vi er kommet til en form for kollektiv enighed om at komme skammen til livs.

I 2010 begyndte reklamefilm for hygiejneprodukter at illustrere menstruationsblod med sin naturlige, røde farve – indtil da havde væsken været blå. Og selvom det er tankevækkende, at det først var da, i 2010, er det dog et skridt på vejen. Det samme var det, da den amerikanske musiker Kiran Gandhi i 2015 løb London Marathon med menstruationsblod ned ad lårene og i samme ombæring satte begrebet ”freebleeding” på alles læber.

Dokumentarserien ”Cyklusrevolutionen” er også et forsøg på at øge fokus på den biologiske kvindekrops cykliske natur og i den forbindelse afmontere skammen, fortæller kvinderne bag, journalist Josefine Stork og videojournalist Vera Kaiser.

Af samme årsag opsøger Josefine Stork Emma Libner i dokumentarserien; hun vil blive klogere på sin egen skam.

”Snak om det”

Ud over at blive pinlig berørt over situationen i Netto, føler Josefine Stork også en frustration over, at det er sådan, hun har det. Hun vil ikke være flov, fortæller hun.

Og dét, mener Emma Libner, er interessant: at man gerne vil være på beatet – og beatet er, at man er ligeglad – men alligevel er der det der lille sandkorn af skam og flovhed, som gnaver. Men Josefine Stork er ikke alene om at have det sådan, mener Emma Libner.

For Emma Libner hænger den skamfulde følelse sammen med, at vi ikke er i kontakt med vores menstruationsblod. Vi forholder os ikke til det, men holder det ud i strakt arm. Fordi vi mangler kendskab til, hvad det egentlig er; hvordan det ser ud og føles, mener hun. Og det er derfor, hun giver Josefine Stork netop den udfordring; at hun skal se sit eget menstruationsblod helt tæt på ved at hælde indholdet fra sin menstruationskop ud i håndvasken, så hun kan se, hvad det i virkeligheden er: blod. Intet andet.

”Min tese er, at fordi vi ikke er vant til at se vores eget blod på andre måder, end at det bliver til affald i en tampon eller et bind, så forstærker det følelsen af det abjekte, som kan tippe over i en følelse af skam, pinlighed, forkerthed. Men fordi menstruation er et sundhedstegn og så meget mere end ”affald”, så er det netop vigtigt, at vi kommer helt tæt på.”

Men det er ikke nok, at vi hver især får en fornemmelse for vores eget menstruationsblod. I fællesskab skal også øve os i ”at bløde igennem sprogligt”, mener Emma Libner. Med andre ord skal vi skal turde snakke højt om menstruation, hvis vi vil lykkes med at aftabuisere det.

”Vi har mange muligheder for at stå ved, at vi har menstruation og anerkende den impact, menstruation har på vores liv, ved at bruge vores ord. Ved at spørge sig selv: gemmer jeg det væk for min skyld, eller gemmer jeg det væk for andres skyld. Hvis svaret er det sidste, skal du måske mærke efter og finde ud af, hvad du egentlig har brug for. For har du brug for at snakke om det, skal du gøre det. Vi skal gøre menstruation til en naturlig del af samtalen,” mener hun.