Sponsoreret indhold
Efter ’den værste dag overhovedet’ tog Stine Bramsen en vigtig snak: ”Skal jeg være den første til at gøre det, er det okay”
En særlig oplevelse har gjort, at sanger Stine Bramsen i dag planlægger sit arbejdsliv efter sin cyklus. Og det er der flere fordele ved, fortæller hun i femte afsnit af dokumentarserien ”Cyklusrevolutionen”.
Efter en optræden i Jyske Bank Boxen i Herning for år tilbage, hvor sanger Stine Bramsen i en hvid buksedragt skulle hejses op i loftet på ”den værste dag overhovedet i sin cyklus”, besluttede hun sig for at tage en snak med sin booker. For i dét specifikke moment, ville hun ønske, at den optræden først havde fundet sted 14 dage senere.
Det fortæller hun i femte afsnit af dokumentarserien ”Cyklusrevolutionen”.
Og derfor planlægger Stine Bramsen i dag – så vidt det er muligt – sit arbejdsliv og sine tournéer efter sin cyklus, så hun ikke fremover skal optræde, når hun har sin menstruation. Men selvom det er den rigtige beslutning for Stine Bramsen, er det ikke altid, der er forståelse for det, når hun sidder med rundt om bordet til forretningsmøderne, fortæller hun.
”Det er helt klart en proces. Jeg kan godt mærke, at det ikke er noget, der sker til alle møder, men hvis jeg så skal være den første kvinde, der gør det, så er det også okay. Så kan det være, det bliver nemmere for de kvinder, der er lidt yngre, når de skal sidde i den type møder, hvis de hører, at det er noget, jeg italesætter.”
Selvomsorg og accept
Det er ikke alle, der som Stime Bramsen kan planlægge sit arbejdsliv efter sin cyklus, men måske man heller ikke behøver at gøre dét. Langt hen ad vejen handler det nemlig om accept og selvomsorg – og dét kan alle praktisere uanset jobbeskrivelse, mener sangeren.
”Der er noget ved det med at være kærlig ved sig selv, ikke at blive frustreret over, at man måske har en dag, hvis man er superhormonel og indadvendt. Hvis man ligesom åbner dagen med den erkendelse og accept, så er det nemmere at troppe op og gøre det, man skal uden at blive frustreret over, at man ikke synes, man er god nok. Vi har alle sammen dage, hvor vi bliver nødt til at præstere lige meget, hvordan vi har det, men den der selvomsorg og accept af, hvad man kommer med, og hvad man er god til og så prøver at bruge det konstruktivt, gør en forskel.”
I første omgang handler det om at blive bevidst om sin cyklus og den forbindelse registrere, hvordan man har det i cyklussens forskellige faser, fortæller Stine Bramsen. Og for hende har de fire årstider været en fin måde at forstå sin egen cyklus på, ligesom de har fungeret godt til at beskrive, hvordan hun har det gennem sin cyklus. Både så hun bedre selv forstår det, men årstiderne har også gjort det nemmere for Stine Bramsen at snakke med sin mand om sin cyklus, fortæller hun.
”Vinteren (som er i den periode, man har sin menstruation, red.) skaber fx naturligt nogle billeder af hule, og det har hjulpet min mand rigtig meget – også til at turde at snakke om menstruation, fordi det har også altid været lidt tabubelagt hjemme hos os.”
”Og det er jo også vildt vigtigt for ham at forstå de dage, hvor jeg har mindre overskud, at det ikke er noget, han skal tage personligt – det er noget, der sker i mine hormoner i kroppen, det er ikke noget, jeg kan gøre for. Så bliver hverken han eller jeg frustreret over det, fordi det er helt naturligt, og det sker hver eneste måned.”
”Det er en gave, jeg giver mig selv”
I forlængelse af at vi skal øge vores forståelse for, hvad en cyklus indebærer, mener Stine Bramsen også, at det er vigtigt, at vi sætter fokus på menstruationssmerter og taler højt om, at de er en reel faktor.
”De (menstruationssmerterne, red.) kan også gøre, at man bliver frustreret over sin krop, og det, synes jeg ikke, er særlig konstruktivt. Jeg har faktisk oplevet, at jo mere jeg bliver venner med min cyklus og mentalt er okay med, at nu kommer min menstruation igen, jo færre smerter har jeg. Der sker bare noget mellem hjerne og krop.”
Derudover laver Stine Bramsen hver eneste morgen og aften nogle små udstræk – især for sine lysker – som hjælper mod menstruationssmerter.
”Det er en gave, jeg giver mig selv. For det er også nemmere at være venner med sin menstruation, hvis man ikke er i fysisk smerte.”