Sexolog: Sådan påvirker din barndom din måde at være på i et parforhold

Har du og din partner forskellige måder at vise kærlighed på? Løser I konflikter forskelligt? Og har I nogle gange svært ved at mødes på midten, fordi jeres måder at reagere på er meget forskellige?

Så er grunden muligvis, at I har forskellige tilknytningsmønstre, mener sexolog og parterapeut Julie Houe.

Umiddelbart er det ikke et begreb, man normalt støder på, når man taler om kærlighed og parforhold, men måden, vi mennesker er tilknyttede på, siger meget om vores væremåde i tætte relationer, hvordan vi møder vores omverden, og hvordan vi løser konflikter.

”Man kan helt bestemt føle sig forkert, hvis man har en anden tilknytningstype end sin partner. Begge vil føle sig misforståede i relationen, fordi de hver især navigerer ud fra deres egen måde at være på i en kærlighedsrelation, og hvordan de løser konflikter. Derudover har de også en forskellig forståelse af, hvornår de føler sig trygge og knyttet til den anden – og de vil også begge to forsøge at insistere på, at deres måde er den rigtige, hvilket ofte ender med, at den anden føler sig forkert i parforholdet. Men sådan behøver det ikke at være,” fortæller hun.

Hvad er et tilknytningsmønster?

Vores tilknytningsmønster siger noget om, hvordan vi opfører os i tætte relationer med andre mennesker. Det er måden, vi møder verden på, og hvor meget tillid vi har til andre. Tør vi at tro på det bedste i vores tætteste og at knytte os til dem uden forbehold? Eller er vi skeptiske og ængstelige?

Ifølge sexolog Julie Houe bliver vores tilknytningsmønster i grove træk skabt i de første syv år af vores liv. Det opstår ud fra måden, vi interagerer med vores omsorgspersoner på i barndommen. En omsorgsperson er oftest en mor eller en far, men det kan også være en tæt pædagog fra en institution eller en plejeforælder. Det er bare dem, vi er tættest på og interagerer mest med, når vi er små.

”Når vores tilknytningsmønster skal defineres, kigger vi på, hvor tilgængelige vores omsorgspersoner var i barndommen. Var de til stede og så os? Eller var de konsekvent fraværende, enten fysisk eller psykisk? Var omsorgspersonerne der, når vi havde brug for dem? Hjalp de os, når vi græd eller var sultne? Registrerede de vores kalden og tilgodeså vores behov? Gav de kram, nærvær og kvalitetstid, eller blev vi ignoreret?”

Ud fra de tre kriterier; tilgængelighed, respons og engagement, kan det afgøres, hvilket tilknytningsmønster man får. Hvis man er vokset op i et varmt hjem med masser af kærlighed, tid og bekræftelse, er man oftest trygt tilknyttet, men hvis man i barndommen har oplevet at blive mødt med en ligegyldighed, svigt, fravær eller manglende bekræftelse, kan man blive utrygt tilknyttet.

”Man er sjældent kun 100% en af tilknytningstyperne, for de fleste af os har tendenser fra flere af dem. For eksempel kan man være 80% tryg og 20% ængstelig, hvis der overvejende har været tilstedeværelse og behovstilfredsstillelse i barndommen, men hvor personen med enkelte undtagelser har oplevet en form for utryghed,” siger Julie Houe.

Påvirker vores konflikthåndtering i parforholdet

60% af befolkningen er trygt tilknyttede, og derfor er de fleste gode til at gå på kompromis, at tilgodese hinandens behov og at finde løsninger på rolig vis. Dog vil der i mange forhold også opstå såkaldte negative samspilsmønstre, hvor kæresteparret ikke har samme indgangsvinkel til, hvordan man løser et problem – og det skyldes måden, vi er tilknyttede på.

Utrygt tilknyttede vil have større sandsynlighed for at indgå i de såkaldte negative samspilsmønstre, fordi de ikke før i tiden har været vant til, at tingene har løst sig på rolig og kærlig vis. I en konflikt kan de enten være bange for at blive forladt, være nervøse for at knytte sig eller bange for ikke at være tilstrækkelige – og den internaliserede frygt skinner igennem i deres konflikthåndtering.

Når man indgår i nye relationer, og især i et nyt parforhold, er det derfor en god idé at være bekendt med sit eget tilknytningsmønster, siger parterapeut og sexolog Julie Houe. Hvis man er det, vil man have nemmere ved at forstå sine egne reaktioner og impulser, og man er mindre tilbøjelig til at føle sig forkert eller misforstået i relationen.

”Hvis man ikke er bevidst om sit eget og sin partners tilknytningsmønster, kan samtalen blive meget fastlåst, fordi begge sidder rigtig hårdt på, hvad deres oplevelse af tryghed og en god relation er. For en ”undvigende tilknyttet” er essensen af tryghed, at der er fred og ro, for når der ikke er konflikter, er der trygt. For en ”ængstelig tilknyttet” vil det derimod være nær kontakt og følelsesmæssig forbindelse, der er i højsædet, og de har brug for at kunne mærke den anden hele tiden og at blive bekræftet. Det er ikke nok for den ængstelige bare at mærke ro i forholdet.”

Derfor opfordrer Julie Houe også til, at man sætter sig ned i parforholdet og taler om krav og forventninger til den anden. Både hvordan man viser kærligheden til hinanden i hverdagen, og hvordan kommende konflikter skal løses, når de opstår.

”Det er en virkelig god idé at tale med sin partner om, hvilke krav man har til relationen, så vedkommende har mulighed for at imødekomme det. Jeg opfordrer altid mine klienter til at lave en liste med 3-4 principper, de aldrig vil gå på kompromis med. Det skal overhovedet ikke forveksles med en checkliste, for det handler hverken om krav til udseende eller fælles interesser. Det handler derimod om behov til, hvordan man i forholdet skal løse konflikter, hvor tilgængelige man skal være for hinanden og hvor meget man skal arbejde på problemerne og på kærligheden.”

Julie Houe synes, det skal være en lige så naturlig samtale at have, som når man i parforholdet taler om, hvor man skal bo, og hvor mange børn, man drømmer om at få.

”Mange af os har en meget forankret idé om, at forelskelse er den hellige gral. Jo mere smæk, der er på de store følelser, jo mere rigtigt er forholdet. Men det er jo i og for sig ikke rigtigt. Det vigtigste er, at vi forstår hinandens følelsesliv og er villige til at imødekomme det.”

”Hvis vi skal tage højde for hinanden, skal vi være villige til at lære at forstå, hvordan vores partner er anderledes end os selv. Vi skal lære at forstå den andens tankemønstre, og vi må ikke tro, at den anden er forkert, bare fordi personen ikke tænker som os selv. Det har vi nemlig en tendens til at gøre, fordi vores egen måde at handle på, ofte er den rigtige ifølge os selv. Grundlæggende længes vi jo alle sammen efter kontakt, men vi har bare forskellige måder at opnå det på og billeder af, hvordan det ser ud.”