"Min første tanke var: Nu dør jeg også"

Modermærket på Anja Enggrens kind er ikke større end en enkrone, men det er stort nok til at få hele den dengang 44-årige kvindes fortid til at komme rullende tilbage som en bulldozer, der truer med at knuse hende. Anja har ad flere omgange fået tjekket modermærket af sin egen læge og en hudlæge, som har afvist, at der ”er” noget, for det ser glat og fint ud.

Men Anja insisterer: Hun vil have det fjernet – og taget en biopsi. Svaret, som hun får en tidlig forårsdag i 2013, slår luften ud af hende.

Sort uheld

"Jeg kan bare huske, at jeg hørte det ord, modermærkekræft, og da ramlede det", fortæller hun.

"Jeg var hundeangst for, at jeg ville dø, og fik trykken for brystet. Og jeg kunne ikke overbevise mig selv om, at de havde fjernet kræften, selv om de sagde det. Den historie havde jeg jo hørt før."

Anjas mistro kommer ikke ud af ingen ting. Præcis ti år tidligere mistede hun nemlig sin mand til selvsamme sygdom. Og derfor er det, som om det traume, der ellers er ved at falde til ro i hende, springer op som et sår. For hvad er chancen for at blive ramt to gange – af nøjagtig det samme?

"Jeg tænkte, at det var totalt surrealistisk og absurd", husker Anja.

"Min mand, Lennart, var rødhåret og havde lys hud, så han var særligt udsat – men jeg burde ikke være mere udsat end så mange andre, der har dyrket solen, som man nu gjorde, da jeg var ung. Jeg har da været i solarie, men ikke noget ekstremt. Så jeg kan ikke se, at det var andet end sort uheld, at jeg skulle rammes."

Sorgen fik plads

Anja er i dag 52 år og kræftfri. Og glad. For selv om hun med negativt fortegn er blevet udtrukket i livets store lotteri to gange, er hun ikke blevet bitter eller opgivende. Tværtimod har hendes oplevelse af, at jorden kan skride under hende når som helst, givet gåpåmod. Det kommer vi tilbage til. For det er ikke, fordi hun ikke kender følelsen af at falde ned i et dybt hul og have svært ved at se vejen op.

Særligt tiden efter Lennarts død, hvor hun skulle stable et liv på benene som alenemor med styr på såvel regninger og økonomi som madlavning og skolearrangementer, var svær at se sig ud af.

"Det var ren overlevelse. Jeg havde ikke noget valg andet end at gøre det, der skulle til, og jeg var så fokuseret på, at min datter skulle have det godt, så min egen sorg skubbede jeg fra mig", indrømmer Anja.

Vendepunktet kom først, da hun indså, at hun måtte give sorgen plads, før hun selv kunne få det bedre. Derfor tog hun orlov fra sit job.

"Jeg var ganske enkelt udbrændt, og i de første 14 dage sov jeg bare. Jeg kunne nærmest ikke komme ud af sengen", siger hun.

Samlede minderne

Anja fik normaliseret sin døgnrytme og fik endelig overskud til at dykke ned i sin sorg. Hun fandt gamle billeder frem og en kasse med ting fra sit bryllup, rekvirerede journaler fra de hospitaler, Lennart havde været indlagt på, indsamlede anekdoter fra hans omgangskreds og samlede det hele i en bog til sin datter, Emilie. Processen havde en terapeutisk virkning på Anja, som opdagede, at hun havde holdt krampagtigt fast i detaljer af frygt for at glemme dem.

Nu kom de ud af kroppen og ned på papir. Bagefter kunne hun mærke et nyt overskud til sig selv og Emilie; begyndte at kaste sig ud i ting, hun ellers ikke ville have gjort, for eksempel da hendes søster og svoger ville have hende og datteren med på rundrejse i Australien.

"Engang ville jeg have sagt nej på grund af økonomi og tid, og jeg var også flyttet sammen med en ny kæreste, så kunne jeg tillade mig at tage af sted i fem uger?", siger Anja.

"Men jeg havde en stærk følelse af, at jeg havde brug for at komme væk. Og jeg kan tydeligt huske, da jeg sad i flyveren på vej hjem og bare glædede mig til at komme hjem til Rolf – hvor det tidligere havde været blandede følelser, fordi to mænd fyldte i hovedet. Da vidste jeg, at jeg havde fået sat vigtigt punktum."

Da Anja ti år senere blev slået tilbage til start, var det på en måde Lennarts forløb, der reddede hende. I hans tilfælde opdagede lægerne for sent, at kræften havde spredt sig. Det fik Anja til at insistere på en grundigere undersøgelse i stedet for at acceptere de første meldinger om, at modermærket var godartet.

Først da kontrollerne hvert halve år blev ved med at vise ”kræftfri”, slap hun frygten – og vendte tilbage til den tilgang, der havde fået hende oven vande efter Lennarts død: Indstillingen om at kaste sig ud i sine drømme, selv om de virker urealistiske eller skræmmende. Hun havde længe haft et ønske om at blive selvstændig stresscoach og sorgrådgiver, hun ville gerne flytte på landet, og hendes datter opfordrede hende til at melde sig til tv-programmet Masterchef.

"Jeg lavede en aftale med mig selv om at være modig. For livet er her og nu. Så jeg kastede mig ud i det hele, selv om jeg var bange for at falde igennem", siger Anja.

Kroppen husker

Anja er i dag et rigtig godt sted. Interviewet med Hendes Verden foregår på hjemmekontoret, hvor udsigten til åbne marker matcher den fred, hun føler indeni. Hun har skabt det liv, hun drømmer om. Det betyder dog ikke, at sorgen over Lennart og chokket over selv at blive kræftramt er forsvundet.

"Følelsen kan sagtens komme tilbage, for kroppen gemmer på chok. Det vil jeg altid bære med mig, men jeg har lært at leve med det", siger Anja.

Frygten for arvelighed er også et vilkår. Emilie er født rødhåret og lyshudet, og hun har derfor gået til kontroller for modermærkekræft. Men Anja har valgt ikke at lade det store, lammende ”hvis nu” styre sit liv. For hun vil leve – og forhåbentlig inspirere andre til at tage bevidste valg i stedet for bare at følge den vej, de tilfældigvis bliver ført ned ad.

"Der er masser af min slags historier om mennesker, der tager deres liv op til revision efter en voldsom hændelse", siger Anja.

"Men man behøver ikke en krise for at tage kontrol over sit liv. De fleste kan godt mærke, om de er glade eller ej, men jeg tror, at mange tænker: ”Det er nok sådan, det skal være.” Har man bare en snært af ”var det virkelig det?”, synes jeg, man skylder sig selv at tage et aktivt valg om at gøre noget andet.

Kun på den måde, mener Anja, kan vi få det bedste ud af det liv, som hun på egen krop har mærket kan være ovre, før vi tror det.