Parforhold: Er det normalt at diskutere så meget?

"”Jamen hvis jeg gør sådan, så bliver du bare sur” eller ”Du bryder dig jo ikke om, hvis jeg ...” eller ”Jeg kan ikke, for så bliver du bare ked af det …”. Sådan siger min mand tit, hvis jeg beder ham om at være mere tydelig og melde ud i familien. Han går og putter med tingene, og det irriterer mig grænseløst. Hvorfor siger han ikke bare noget, jeg kan jo se på ham, at der er noget i vejen? Og så begynder vi at diskutere frem og tilbage og frem og tilbage, nogle gange hver dag, og det er meget opslidende. Børnene er begyndt at trække ind på deres værelser, og det er i det hele taget ikke særlig hyggeligt at være hjemme hos os."

Pia sukker og ser træt på mig.

"Er det normalt at diskutere så meget? Jeg synes, det slider os op, og det er ikke rart at være i vores hus. Slet ikke for børnene. Vi er alle fire på vagt hele tiden. Der er hele tiden potentielt en konflikt i luften."

Pia og hendes mand Henriks liv er helt normalt. Desværre alt for normalt, for det tærer på kærligheden og på trygheden i familien. For de er, som mange andre, alt for optaget af, hvordan den anden har det, hvad den anden synes, hvordan den andens reaktion nu vil være, hvordan stemningen og humøret er, og det bliver afsindigt styrende for deres adfærd.

Pia og jeg taler lidt frem og tilbage om, at hun har så meget fokus på sin mand og han på hende. De vogter på hinanden og analyserer og tolker på det, den anden gør, og når den ene så træder ved siden af, starter diskussionen. I har simpelthen hele overkroppen henne hos hinanden i stedet for at være hjemme hos jer selv og passe jeres egen butik.

Kan du genkende det?

"Jamen er det ikke helt normalt i et parforhold", spørger Pia.

"Selvfølgelig er jeg optaget af, hvad Henrik gør, og hvordan han har det. Vi er jo gift og har børn og husholdning sammen, og jeg elsker ham jo, det er da derfor. Ellers ville jeg da være ligeglad med ham. Og jo, det er desværre helt almindeligt for alt for mange, at vi gør os for afhængige og påvirkelige over for vores partner. Vi er ikke to uafhængige satellitter, som er upåvirkede af hinanden, når vi lever så tæt sammen, som man gør i et parforhold."

Men for de fleste mennesker og også for Pia og Henrik fylder det, den anden gør, alt for meget, og det ikke hensigtsmæssigt. Når vi er (for) styret af, hvad hinanden synes, hvad reaktionen må blive, om den anden nu bliver sur eller såret, så bruger vi rigtig meget krudt på at tyde og tolke på, hvad der mon sker, hvis jeg siger fra, og hvad der mon foregår i den anden. Derfor bruger vi uhensigtsmæssigt meget krudt på at lægge bånd på os selv, fordi vi er bange for reaktionen. I yderste konsekvens for at blive forladt.

Læs også: ”Han er en god mand, men jeg kan ikke undvære suset fra sex”

Det er desværre usundt for kærligheden. Vi kan ganske enkelt ikke tåle det på den lange bane. Fordi vi bliver viklet for meget ind i hinanden, og fordi det, vores partner gør, så føles sårende, som om vi bliver kritiseret og bebrejdet, og vi ender med ikke at føle os gode nok. Vi gør os afhængige af, at den anden skal levere kærligheden. At den anden skal se og anerkende os og give os accept og ros, og hvis de så ikke gør det, så bliver vi ulykkelige.

Pia og jeg taler om, hvad kærlighed så er, når det ikke betyder at være overinvolveret i sin partner, men i stedet bruge energien hjemme hos sig selv. Når vi tager ansvar for os selv i stedet for at gøre os afhængige af, at vores partner skal være på en bestemt måde.

Kun på den måde kan kærligheden flyde frit, og vi kan holde af os selv og hinanden uden at skulle æde for mange kameler og få overskredet vores grænser eller gå for lud og koldt vand i vores forhold. Og samtidig kan vi tage hensyn til og give plads til vores partner på en fri og kærlig måde. Vi skal tage os af os selv. Give os selv kærlighed. Passe på sig selv. Sætte vores grænser og dække vores egne behov. Det er ikke den andens ansvar. Det er vores eget. Pia og jeg havde en del sessioner, før Pia for alvor forstod, hvad jeg mente i praksis.

"Jeg har altid troet, at når vi elskede hinanden, så var vi også tæt forbundet og viklet ind i hinanden, nu kan jeg godt se, at Henrik og jeg har været alt for afhængige af hinanden og påvirkede af hinandens ord og handlinger. Jeg ved ikke, om vi kan lære at gøre noget andet, men det giver mening, det du siger, og jeg vil i hvert fald blive ved med at øve mig."