"Tindrende smuk" debutroman, erotik og krimi
ALT's anmelder anbefaler en krimi med hele to handlinger og endnu en erotisk bog. Se her, hvor mange stjerner bøgerne udløser.
”Stoleleg” Af Arne Dahl Modtryk, 464 sider, 299 kr.
”Stoleleg” er den svenske krimiforfatter Arne Dahls anden bog i en ny serie, hvor den gamle kreds af detektiver, som vi kender fra hans første krimieserie om A-gruppen, er udvidet med nye, europæiske kolleger i den hemmelige politigruppe, Opcop. Og denne gang spiller klaveret! Godt nok er her meget at holde styr på, hele to krimihandlinger, der hver kunne have været en roman værdig, er flettet ind i hinanden. Men Dahl skriver med stort overskud, og så er manden samtidig overordentlig morsom. Følg med, når to seriemordere krydser spor, da de begge slår til mod samme mand i en celle på en gammel og forladt fængselsø.
”Romerske fantasier” Af Noa N. CK forlag, 131 sider, 150 kr
Hvad laver pigen med de triste øjne til hverdag? Hvad skriver han i sin sms? Er ham den lækre der god i sengen? De fleste har digtet liv på mennesker, de møder tilfældigt, og kvinden i ”Romerske fantasier”, ny, dansk erotisk roman af pseudonym Noa N. gør det også. Fantasierne udleves kontant i et hedt forhold, hun indleder til en mystisk mand på sin forretningsrejse, og historien er velturneret. Sprogligt desværre ikke så elegant som omgivelserne i smukke Rom, og sexen i kirker, på museer, restauranter og toiletter mere jordnær end fantasierne, der til gengæld bærer fint igennem. Bogen er anden del af trilogien CK Erotica.
”Rosenvej” Af Eva Tind Gyldendal, 100 sider, 129,95 kr
Eva Tinds debutroman er en tindrende smuk lille bog om at blive voksen. “Rosenvej” er historien om en parcelhusbarndom i provinsen i 70’erne. Den er fuld af præcise iagttagelser set med det lille barns blik: “Cirkel, bue, kugle” som beskrivelse af den treåriges oplevelse af dåben. Fuld af meningsfulde metaforer om for eksempel følelser, der sidder og rasler “som sølvskæl” på hovedpersonens krop. Og fuld af død og depression: døde pindsvin, brødre og venner. Alt sammen beskrevet med barnets naive blik. Når jeg alligevel ikke bliver fuldt fanget af historien, skyldes det, at jeg savner, at nogen tager mig i hånden og fører mig igennem alle de sanselige situationer.
Læs også: 4 stjerner til lektioner i lyst