Det vidste du ikke om kvinder
Hvad er de nyeste opdagelser om kvinder? Hvordan har vi det på jobbet? Derhjemme? Og hvordan står det til med vores helbred? Og sexliv? ALT for damerne har konsulteret videnskaben for at finde ud af, hvordan vi går og har det.
SUNDHED: Usunde klasseskel
Dem, der er sunde, vil blive ved med at være sunde. Og dem, der ikke er det, vil blive endnu mere usunde. Ser det ud til.
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at de fleste danske kvinder går op i kost og motion. Bladrer du lidt i det blad, du har i hånden lige nu, vil du sikkert både finde opskrifter på sund og næringsrigtig mad, tips og tricks til, hvordan du holder den slanke linje, og måske også en artikel om, hvordan du skal træne din krop for at holde den stærk. Undersøgelser viser, at en stor gruppe af de danske kvinder er blevet sundere – desværre viser de også, at der er en gruppe, der har problemer med helbredet.
− Der er nogle kvinder, der er meget sunde, motionerer meget, er meget interesserede i kost og har kvittet smøgerne. Og så er der en stor gruppe med dårligt helbred, der er karakteriseret ved, at de har en kort uddannelse, eller at de ikke ligger højt på den sociale rangstige, fortæller professor Bente Klarlund Pedersen.
− Desværre ser trenden ud til, at vi bliver ved med at have den her polarisering. Den sunde gruppe vil tilsyneladende blive ved med at være sunde, og så har vi den anden gruppe, som vi er mere bekymrede for. Det ser nemlig ud til, at de vil blive mere og mere usunde.
Det er blandt andet de ændringer, der er sket i samfundet over de sidste 50 år, der er synderen.
− Mad er blevet mere tilgængeligt, og usund mad er nemmere at få fat på. Vi transporterer os i bil overalt, og selv om der har været meget fokus på at kvitte smøgerne, så er det sådan, at hvis du først er blevet afhængig af nikotin, så skal der et vist overskud til for at holde op, siger eksperten.
For eksempel ryger hver tredje 25-44-årige kvinde, der har gået i skole mindre end 10 år, dagligt. Blandt deres medsøstre, der har læst i mere end 15 år, er det ikke en gang hver tiende, der ryger.
LÆS OGSÅ: Se de 11 smutveje til at blive slank og sund
KARRIERE: Mændene blokerer karrierestigen
Det er stadig svært for kvinderne at nå til tops. Men de har været bedre end mændene til at holde på deres jobs igennem finanskrisen.
Kønskvoter, øremærket barselsorlov til fædre og ligeløn er nogle af de ting, der stadig bliver diskuteret på Christiansborg og sikkert også over middagsbordene i de danske hjem. Selvom vi efterhånden har fået tilkæmpet os en god portion ligestilling, så kan det stadig være svært at gøre karriere som kvinde.
− På ledelsesniveau ser det skidt ud. Op til finanskrisen, hvor der blev ansat flere, kunne vi se, at andelen af kvindelige ledere steg, fortæller konsulent Charlotte Kirkegaard, der er ekspert i køn og arbejdsmarked. Den udvikling satte krisen imidlertid en stopper for. I dag er der fire gange så mange mænd som kvinder i mellemlederstillinger, og ser vi på topposterne, er hele 18 gange så mange af dem besat af mænd.
− De kvinder, der gerne vil gøre karriere, bliver ofte udsat for nogle fordomme af de mandlige ledere. Ofte har mændene selv en kone, der har valgt at gå på deltid for at passe børnene, og når de så hører, at en af deres kvindelige medarbejdere er gravid, så udelukker de hende automatisk fra at få en karriere, fordi de helt automatisk tænker: Det er jo ligesom min kone.
I stedet forsøger mange kvinder sig som selvstændige, når de opdager, at karrierestigen er blevet blokeret af deres mandlige chef og kollegaer.
− Det er kvinder, der som ene kvinde blandt mænd ikke føler sig set, og det betyder, at de laver deres eget. I konsulentbranchen går det bedst. For de kvinder, det for eksempel starter en tøjbutik, går det knap så godt, for de bliver ramt af finanskrisen, siger Charlotte Kirkegaard.
Til gengæld er der knap så mange arbejdsløse kvinder som mænd. I den – noget kedelige – statistik fører mændene nemlig med næsten 16.000. Det er der ifølge Charlotte Kirkegaard en god forklaring på:
− Der er rigtig mange kvinder, der er ansat i den offentlige sektor. Den er hårdt presset med hensyn til nyansættelser, men finanskrisen har i virkeligheden ramt mænd hårdest. Andelen af arbejdsløse mænd er større, fordi det i første omgang er den private sektor, der har lagt ryg til.
FAMILIE: Tøjvask og kødgryder er stadig kvindens domæne
Det gamle mønster hænger stadig ved: Når børnene kommer, får kvinderne dobbeltarbejde. Danske kvinder er under massivt pres. Der er mange krav – både ude og hjemme.
Dobbeltarbejde, kalder Charlotte Kirkegaard det, når hun skal beskrive, hvordan de danske kvinder tackler både familie og job. Ifølge hende er det største problem for ligestillingen i hjemmet, at det er kvinderne, der tager barselsorloven.
− Undersøgelser viser, at inden et par får børn, er det lige fordelt med madlavning, rengøring og tøjvask, men lige så snart det første barn kommer, er det kvinden, der kommer til at overtage meget af det huslige arbejde i forbindelse med sin barselsorlov. Og det mønster hænger ved, siger hun.
En anden tendens, der viser sig, når storken har afleveret det første barn, er arbejdsfordelingen i den daglige afleverings- og afhentningslogistik.
− Det er tit fædrene, der afleverer om morgenen, og mødrene, der henter om eftermiddagen. Det siger sig selv, at når du skal ned og hente i daginstitutionen, så kan du ikke lige gøre den indsats ekstra på arbejdet. Det er meget stressende for kvinderne.
På spørgsmålet om, hvorvidt de danske kvinder er tilfredse med familielivet, lyder svaret:
– Både og. Generelt er danske kvinder under et massivt, hårdt pres, fordi de både skal have et job, de holder af, helst også have nogle ambitioner, være super lækre og fantastiske mødre. Der er rigtig mange krav. Vi er med til at skabe et billede af, at alting er godt, men min bekymring er, at der er rigtig mange kvinder, der tager lykkepiller, og mange unge piger, der får spiseforstyrrelser.
Læs videre på næste side.
SEX: Moderne kvinder tager ansvar
Kvinder ved, hvad de gerne vil have i sengen. Men hvis det ikke fungerer, er det nemmere at vende de intime detaljer med veninden end med partneren.
I ægtesengen er de danske kvinder begyndt at tage mere ansvar for deres eget sexliv. De kender i højere grad end tidligere deres egne ønsker og behov. Det fortæller sexolog Rikke Thuesen.
− Kvinder er blevet meget mere bevidste om, hvad de gerne vil have i sengen. De har fået større frigjorthed i forhold til at sige, ”jeg kan godt li’ at få det hårdt. Jeg ku godt tænke mig at prøve noget s/m.” Eller: ”Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at give oralsex.” På den måde har de meget mere mod på og mere lyst til at udtale de ønsker og behov, de har.
Bly violer er vi ikke. Generelt er åbenheden omkring sex blevet meget større både i medierne og mellem veninder, men den udvikling er muligvis ikke kun positiv.
− Jeg tror desværre også, at der er kommet nogle fordomme omkring, hvordan andre folks sexliv er. Man kan gå hen og føle sig forkert, hvis man tror, at alle andre har et meget mere avanceret sexliv. Jeg tror, det er vigtigt, at vi bliver endnu mere åbne omkring, hvad vi egentlig gør i sengen siger sexologen, der mener, at vi på den måde vil komme til at føle os meget mere normale.
Men selv om vi har nemt ved at vende privatlivets intime detaljer med veninderne og er vant til at se nøgenscener og høre frække ord i både reklamer og film, så er det stadig svært for os at tale om sex med den eneste person, det måske i virkeligheden er relevant at gøre det med:
− Vi har svært ved at tale med vores partner om, at vi ikke lige føler, at vores seksualitet fungerer. Især over for partneren kan vores seksualitet være tabuiseret, og så kan man komme til at gå og føle sig ensom – både som kvinde og som mand, siger sexologen.
LÆS OGSÅ: Sådan overrasker du ham i sengen
MÆND OG KVINDER: Den lille forskel
…skaber passionen – husk det! Vi skal huske, at vi er mænd og kvinder og dyrke den forskel.
Et emne, videnskaben altid har været meget optaget af, er forskellen på mænd og kvinder. Vi er vist aldrig blevet helt enige om, hvilket køn der er det stærke. Er det kvinden, fordi hun kan føde børn? Eller manden, fordi han kan løfte tunge ting? De fleste af os vil sikkert gerne bevise, at vi er mindst lige så gode som mænd til hvad som helst, men faktisk kan det være vigtigt for vores parforhold og seksualitet at dyrke den lille forskel, mener Rikke Thuesen.
− Polariseringen mellem mænd og kvinder er tit og ofte det, der skaber passionen og lidenskaben. Hvis vi hver morgen skal kigge på hinanden og spørge, hvem af os, der har nosserne på i dag, så bliver det kønsløst. Jeg mener, at vi i højere grad kan dyrke forskellene, der hvor vi lidt uskyldigt siger, det er ham, der bærer de tunge poser, ham, der åbner døren, og ham der siger, ”nu må du lige holde op!” til den unge mand, der kører forbi på knallert. Og så er det til gengæld dig, der laver det lidt hyggeligt, og dig der sørger for at få sendt de der fine postkort. Så bliver vi mere kvinde og mere mand, og på den måde bliver vi husket på vores egen essens, siger hun.
Ifølge sexologen er det en dårlig idé, hvis vi begynder at føle os overlegne i forhold til vores mænd, selv om forskningsresultaterne af og til viser, at der er ting, vi er bedre til.
− Hvis han begynder at føle sig mindreværdig, går det ud over seksualiteten, for der er ikke ret mange kvinder, der har lyst til at gå i seng med en mand, som ikke rigtig slår til. Der er også mange mænd, der kan have problemer med potensen, hvis de går og føler sig underdanige og ikke føler, de kan leve op til den stærke kvinde, de har.
Når det er sagt, betyder det ifølge sexologen ikke, at et forhold, hvor kvinden tjener pengene, og manden henter børn, ikke kan fungere, så længe han har masser af selvværd og hviler i sin maskulinitet.
LÆS OGSÅ: Guide: Forstå din mand