Ea Ørum: "Hvis du vil holde på kærligheden, er det din pligt at sætte grænser og sige fra"

Kap forbindelsen. Sig op. Gå fra ham. Flere gange har jeg i stedet for at sige fra i tide sagt absolut farvel, fordi alt andet har føltes håbløst og for sent. I stedet for at sætte grænser undervejs er jeg blevet nødt til at kaste et familiemedlem, et job eller en kæreste over bord. Og jeg er ikke alene. Nogle af os har en fortvivlende, men også menneskelig facon, der hverken gavner os selv eller omverden: I stedet for at sige fra løbende, når vores grænser overskrides, fjerner vi os, når skuden er uigenkaldeligt på gal kurs.

Min mor har engang sagt, at hun ville ønske, jeg havde en mere utilgængelig forhave – at folk ikke bare kunne spadsere lige over til min hoveddør og brase ind i mit hjerte. Men hvad, man skal helt tæt på mig for at vide, er, at når græsset er trådt ned, smider jeg folk ud. Jeg drømmer om at turde forklare dem, at de altså går og tramper rundt på min ejendom, inden det når så vidt.

Jeg bryder mig ikke om offerrollen og lægger stolthed i aldrig at trække det-er-synd-for-mig-kortet. Men jeg må desværre erkende, at jeg i praksis er med til at gøre mig selv til offer og andre til krænkere, når jeg ikke siger stop. Når tonen er alt for grov. Når kritik er aldeles uberettiget. Når jeg har brug for sammenhænge mellem noget sagt og noget gjort. At jeg har grænser.

Jeg har derfor rettet op. Jeg siger nu fra i det små. På den korte bane kan jeg rapportere, at det giver lidt flere konflikter, men jeg forestiller mig, at det over lang tid medfører, at mere vil bestå. Og at jeg består.

Den primære årsag til, jeg ikke siger fra af natur, er, at jeg ikke vil være besværlig. Jeg vil ikke være svær at kunne lide. Men sandheden er, at jeg bliver vanskeligere at holde af, når jeg pludselig er forsvundet. Den sekundære årsag er, at jeg, nok fordi jeg er født med en frit tilgængelig forhave, ikke føler mig sikker på, hvor mine grænser er. Det gør det underligt at sætte dem, fordi mine umiddelbare følelser snyder mig. De siger, at alting bare er helt ok, og at modgang giver bredere skuldre.

Engang kastede en beruset bekendt en kaffekop i hovedet på mig under en ellers fredelig middag. Jeg responderede ved at spørge, hvad der dog fik hende til at kaste keramikskyts. Jeg ville ønske, jeg havde kastet hende ud af hoveddøren. Jeg ville ønske, jeg havde sagt "hvad bilder du dig ind?!". Hvis jeg svarede helt ærligt på spørgsmålet "hvad tænker du nu, Ea?", ville det oprigtige svar ofte være "snappy comebacks" – jeg tænker på alt det, jeg ville ønske, jeg havde sagt.

Den første konsekvens af at lade mine grænser træde mere i karakter har været, at jeg føler mig fysisk større. Jeg føler på en eller anden måde, at jeg fylder mere i rummet, når jeg siger fra.

Jeg har på rejsen også lært, hvorfor jeg elsker at være alene. Det er simpelthen nemmere for mig at være på egen hånd. Jeg har en tese om, at introverte i virkeligheden er mennesker, som ikke er gode til at sætte grænser, sætte ord på deres behov, og således bliver det umuligt at lade op iblandt andre.

Jeg vil vokse, sige fra, finde myndighed og selvrespekt. Jeg vil give folk en fair chance for at vide, at de står i min forhave. For min egen og for deres skyld. At sætte grænser lader til at være en pligt, hvis man vil holde på kærligheden.