Frida var 22 år, da hun mistede sin far. I løbet af tre måneder svandt han ind. Og så var han væk

Hun havde vidst det i en uge. Siden han havde ringet og sagt, at der var noget, han skulle fortælle hende, og inviteret på middag. Alligevel spillede hun overrasket, da han præcis syv dage senere endelig fortalte det til en forsamlet familie over aftensmaden. At han var syg. Alvorligt syg.

"Min far var en type, en rigtig karakter. Men har var også et forudsigeligt menneske. Han havde ikke passet ordentligt på sig selv; røget en pakke cigaretter om dagen og drukket for mange øl," fortæller 25-årige Frida Sigurth i dag.

"Lungekræften var ikke en overraskelse, den var nærmest forventet."

Den aften gav hun sin far et stort knus og fortalte ham, at hun ville blive rasende, hvis han døde.

"For det var sådan, vi to talte sammen."

Skriveraseri

I dag sidder Frida i forårslyset på en café på Vesterbro i København. Med en kop kaffe og sin nye digtsamling, En fortælling om sorg, på bordet foran sig. Hun skrev den efter sin fars død i noget, der bedst kan beskrives som et sandt skriveraseri. I et forsøg på at få bare lidt hold på de følelser af tab og sorg og savn, der skyllede ind over hende. Og for at prøve at finde ud af, hvem hun var nu, hvor døden på en eller anden måde havde forandret hende.

For døden forandrer én. Også selv om man er ung og først netop er blevet til den, man troede, man skulle være for altid. Frida var 22 år, da hendes far døde. I dag er hun fyldt 25. Men det er ikke sådan, hun har det indeni.

"Jeg vil nok sige, at jeg er midt i 30’erne, siger hun og ser et øjeblik tænksom ud."

"Cirka 35 år," siger hun så.

"Jeg synes, jeg blev nærmest ti år ældre på et enkelt døgn."

Gik i kirke

I tiden efter sin fars diagnose forsøgte Frida ellers at holde fast i ungdommens sorgløshed. Hun rejste til Buenos Aires på en for længst planlagt rejse. I en tro på, at hun kunne fastholde den form for lethed og frihed, der hører til et liv i 20’erne. Imens ville hendes far sætte gang i den behandling, som både han og lægerne var overbeviste om ville rede hans liv.

"Men jeg følte ingen lethed, og jeg følte mig slet ikke fri. Jeg mærkede hele tiden et sug mod Danmark og min far og følte mig bare ængstelig og ude af stand til at være til stede i mit nye liv i Argentina," husker Frida.

"I stedet gik jeg hele tiden ind i en stor katedral, hvor jeg kunne tænke på ham i fred og bede for, at han blev rask. Alt indeni mig begyndte i virkeligheden at forandre sig, allerede før han døde," fortæller hun.

Frida rejste hjem og landede midt i et mislykket behandlingsforløb. Kemoen virkede ikke, og det, der havde været en stålsat forventning om helbredelse, blev forvandlet til en terminal prognose. I løbet af tre korte måneder svandt Fridas far ind. Og så var han væk.

"Vi vovede over ham de sidste døgn. Min lillebror og jeg og hans kæreste," fortæller Frida.

"Men han døde, mens min bror og jeg var væk. Det var, som om han ville skåne sine børn."

Barnlig far

Fridas far var ellers ikke det, man ville betegne som en traditionel farfigur, men levede ifølge sin datter sit liv som en teenager: sjov og spændende, men også ret umulig og ikke altid lige stabil.

"Men alt det, jeg måtte have haft af bebrejdelser over en lidt rodet barndom, forsvandt fuldstændig, da han blev syg og døde. Der var intet af det tilbage. Kun kærlighed og tilgivelse," siger Frida.

I den forstand var det lige til at give slip. Der var kun en ren og dyb sorg af den slags, der er gjort af stor kærlighed. Ingen bitterhed eller fortrydelse. Det var derimod det, der kom efter, der fik det hele til at kæntre.

"Mine forældre blev skilt, da jeg var ti år, min lillebror var kun 18 år, da vores far døde, og min mor var syg med sklerose og havde det rigtig skidt i den periode, så jeg stod med alt selv: bisættelser, blomster, pensionsopsparinger og testamente," fortæller Frida.

"Et helt liv af møbler og tøj og sager, der skulle sorteres. Og så en overvældende følelse af ensomhed.

For hende var det som at blive katapulteret ind i voksenlivet. Uden forberedelse og uden et netværk, der kunne gribe."

Ensom i sorgen

"Der var ikke specielt mange af mine venner, jeg kunne tale med," fortæller hun.

"Det føltes, som om der pludselig var en enorm afstand. De forstod ikke min sorg. Og tog sig måske heller ikke tid til at gøre et forsøg. De var jo forblevet unge og letsindige. Og der var jeg ikke længere. Jeg havde pludselig en alvor i mit liv; en tyngde, som blev meget tungere, end den måske skulle have været, fordi jeg var meget alene om at bære den."

Når Frida ikke havde andre at tale med, måtte hun tale med digtene. Det var en måde at sætte ord – helt bogstaveligt og ned på et papir – på alt det, der bevægede sig i hende.

"Jeg opdagede, at det ikke er farligt at være ked af det. Men at det er farligt at undertrykke, at man er ked af det," siger Frida.

"Sorg er svær og smertefuld, men den bliver en næsten umulig størrelse, når man er helt alene med den."

Det var i virkeligheden slet ikke meningen, at det, hun skrev om sin far, hans død og sin sorg, skulle udgives. Men det blev pludselig magtpåliggende for Frida at give digtene videre. Så andre ville kunne føle sig knap så ensomme, som hun selv gjorde.

"Vi vil jo gerne føle os glade og lykkelige, især når vi er unge. Men livet er ikke altid sådan. Og det er vigtigt, at vi tør dele det svære og det, der gør ondt," siger Frida.

Hun håber, at ordene, hun har skrevet i sin egen fortælling, kan hjælpe andre til at gøre netop det.