73-årige Helle Ryslinges sidste spillefilm havde nær slået hende ihjel

Offentligheden har ikke hørt ret meget til Helle Ryslinge i nogen år. Den sidste store film, hun skrev og instruerede, var Halalabad Blues, og den kommer vi tilbage til. Det var i 2002. Hun tøver også med at svare på, om hun vil stille op til interview. Faktisk tøver hun i en måned, og da hun endelig vender tilbage, tøver hun igen.

Men der er en vigtig historie, hun gerne vil fortælle, og derfor møder hun op på et hotel en sommerdag. Solbrun, lille, slank, 73 år gammel og stærk som en okse i røde sommergevandter og med brune øjne.

Der var meget, der sluttede med Halalabad Blues, men det var også der, noget nyt begyndte.

– Jeg kunne ikke holde filmbranchen ud mere. Bogstaveligt talt havde jeg det sådan efter Halalabad Blues: Vil du leve eller dø? Hvis du vil leve, så er det ud af den branche, siger hun og peger over mod hotelværelsets lukkede dør med en strakt pegefinger.

– Så valgte jeg livet, siger manuskriptforfatteren og instruktøren.

Jeg er min egen

I virkeligheden startede det godt for Helle Ryslinge og filmbranchen, som hun fandt vej til efter først at have læst til lærer og siden være kommet ind i teaterverdenen.

– Da jeg startede, var processen enklere. Der var filminstituttet, og der var DR. Det var nemt. Så kom der for eksempel manuskriptkonsulenter i 1990'erne, og man skulle begynde at søge penge flere forskellige steder, når man skulle lave en film. Der var pludselig så mange titler og mennesker, der mente noget. Alle ville sætte et fingeraftryk. Hvis man ikke var enig med dem, blev de sure, husker hun.

Helle Ryslinge er ikke typen, der er enig med folk bare for at få fred. Det mærker man meget hurtigt i interviewet, og det var også, hvad filmbranchen fik at føle dengang.

– Jeg instruerer mine egne projekter. Jeg er min egen, og jeg vil have tingene på min måde, indrømmer hun.

Det fik hun ikke, da Halalabad Blues gik i gang.

– Den film var ved at tage livet af mig. Producenten gik konkurs undervejs. Jeg havde et kæmpe fejlcast af en af hovedrollerne. Jeg måtte også fyre en koreograf undervejs, fordi hun ikke forstod, hvad jeg ville. Det endte i en erstatningssag. Men det værste var næsten, at de på det tidspunkt var begyndt at køre sådan nogle testforestillinger for et prøvepublikum for at se, om man skulle lave slutningen om på sin film og sådan noget, siger Helle Ryslinge med himmelvendte øjne.

Hvis nogen laver slutningen om på Helle Ryslinges film, så er det Helle Ryslinge.

– Dét nægtede jeg, så jeg sagde, at de måtte køre deres fucking testkørsel, men jeg kom ikke til den, fortæller hun.

Noget om køer

Helle Ryslinge vil gerne have en kop kaffe til interviewet, hvis hun kan få rigtig mælk i. Hun har lige været i Holland, hvor kaffemælken er noget langtidsholdbart lysebrunt stads, som smager rædselsfuldt, synes hun.

– Nej, det ville jeg ikke have, og så ender det med, at jeg står i et restaurationskøkken og siger MUUUH for at få rigtig mælk i kaffen, siger hun uden antydning af hverken smil eller selvironi i stemmen.

Helle Ryslinge er vant til at bestemme på et filmset og i en yogaklasse, og en kande rigtig mælk er ikke noget, hun er bleg for at bede om, så det får hun denne formiddag i København. Faktisk er det ikke det sidste, man hører til køer i dette interview.

Halvandet år efter Halalabad Blues' premiere holdt hun op med at have mareridt om filmen. Altså regulære natlige mareridt om produktionen, fejl, personer, konkurser, som vækkede hende i koldsved hver nat.

– Det var ALT ved den film. Men det gik langsomt væk. Men der besluttede jeg, at jeg ikke skulle have mere med den verden at gøre.

Alligevel blev Halalabad Blues ikke Helle Ryslinges sidste film – den har hun slet ikke lavet endnu, for hun har stadig kamera med på sine rejser rundt i verden. Hun har lavet et par dokumentarfilm i Indien, hvor hun rejste og stadig rejser meget.

– Jeg var blevet helt vild med indiske bykøer. Jeg gik og betragtede dem. Om dagen går de alene, men jeg lagde mærke til, at om aftenen går de hen og lægger sig sammen med deres venner. Det ville jeg lave en film om, og det skulle bare være mig og mit kamera. Uden andres penge, understreger Helle Ryslinge.

– Det var en skøn lille film. Jeg sendte den glad til DR2, men de ville ikke have den, siger hun med ærgrelse i stemmen.

– Det slog mig totalt ud.

Sammenbruddet

Året var 2006, og der skete andre ting i Helle Ryslinges liv, som gjorde, at hun blev slået grundigt ud.

– DR2 afviste filmen om køerne. Der var også noget med en mand. Og så blev jeg syg, jeg lukkede mit firma, og jeg ejede ikke en krone. Halalabad Blues var stadig i mit system. Det hele skete på en gang. Det var et skinbarligt breakdown, forklarer hun, inden øjnene og stemmen mildnes en smule.

– Det var yogaen, der byggede mig op igen.

Helle Ryslinge er blevet rastløs, for hun vil gerne ryge en cigaret på hotelværelset. Det må man ikke, så hun lader sig nøje med at rulle en cigaret – af tobak uden tilsætningsstoffer – og stille sig hen ved vinduet. Uden at ryge den.

– Men de kan jo ikke forhindre mig i at rulle den, siger hun med trods i stemmen og vender tilbage til fortællingen om sin vej til yogaen.

Hjemme i samme hus på Christianshavn, som Helle Ryslinge bor i, bor en kvinde, som vidste hvor slemt, det stod til med filminstruktøren i 2006. Hun kendte til yoga og mente, at det var noget, som ville være godt for Helle.

– Hun lagde en brochure på bordet. Jeg var så dårlig, at jeg nærmest kravlede ud til den yogatime. Min krop var fuldstændig krøllet sammen. Da jeg gik derfra halvanden time senere, var jeg oprejst for første gang i tre-fire år. Jeg havde hovedet op og fødderne nede.

Inden Helle Ryslinge faldt i søvn den aften, var hele læsset væltet igen, som hun siger. Men alligevel var alting nyt.

– Jeg havde fået halvanden times pause i rædslerne. Og jeg havde fået et redskab til at få den pause igen. Jeg blev samtidig smidigere og stærkere.

Fra da af fyldte yogaen mere og mere i Helle Ryslinges liv. Den dengang 63-årige kvinde kunne mærke smidigheden finde vej til både krop og sjæl.

Siden har hun taget et væld af kurser og er i dag selv yogaunderviser.

– Hvis bare jeg havde mødt yogaen dengang, jeg lavede film, så ville jeg havde vidst, hvordan man trækker vejret ordentligt. Hvordan man bruger vejrtrækningen til at komme omkring de ting og mennesker, man ikke kan holde ud.

LÆS OGSÅ: Michala Petri: "Jeg kan godt mærke i dag, at jeg var isoleret som ung"

Væk hjemmefra

De fleste mennesker ved godt, hvordan man trækker vejret. Bare sådan nogenlunde. At Helle Ryslinge ikke vidste det, før hun var 63 år, skyldes nok det barndomshjem, hun ikke vil tale om og så alligevel ikke helt kan komme udenom, hvis man skal lære hende at kende.

– Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Det var i Roskilde. Jeg var sådan et lille forknyt barn. Det var på grund af min mor. Man skulle fandeme ikke komme i vejen for min mor. Min far får jeg ondt i maven af at tale om, fortæller hun.

Helle så sit snit til at stikke af fra det følelsesforladte barndomshjem, da hun tog på lærerseminariet og aldrig vendte tilbage. Efter seminariet, som hun kom igennem på trods af pjæk, stod den på alternativt teater, indtil hun fandt vej til filmene, som hun lavede mange af uden en formel uddannelse.

– Når du kommer ud i livet uden tro på dig selv, skal du kæmpe nogle kampe. Jeg havde ikke det gods med hjemmefra, som andre har. Jeg havde håndteret filmbranchen bedre, hvis jeg havde haft den ballast, men jeg havde ikke redskaberne til at være i det.

Så blev jeg rollemodel

To år efter at Helle Ryslinge mødte yogaen, uddannede hun sig inden for disciplinen. Faktisk tog hun mange uddannelser i yoga, og hun er sprunget fra dem, hun ikke brød sig om.

– Jeg var altid 20-30 år ældre end de andre på holdet. Så blev jeg rollemodel. Folk synes jo, det er fantastisk, når jeg kan stå på hænder.

Som yogalærer ser hun mange i en situation, der ligner hendes egen for 10 år siden.

– Du aner ikke hvor mange, der er. Når man ser folk i tæt tøj, kan man se det på deres kroppe. Det er kroppe, der ikke fungerer. Flagrende mentalitet. Alt det kan du se på folk, forklarer hun og tilføjer:

– Jeg er en skidegod yogalærer.

Så går hun med sin hjemmekrøllede cigaret over til vinduet og åbner det.

– Nej-nej, jeg ryger den ikke, siger hun og smiler skælmsk.