Hold ferie i München: 5 tip
Jette Egelund er datter af Holger Nielsen, som opfandt Vipp spanden, og i dag ejer af Vipp. Tyskland og særlig München har været central for virksomhedens eksport, og Jette elsker byens Biergartens. Her er hendes topfem grunde til, hvorfor München er en fantastisk feriedestination.
1 SHOP
Pool er min favoritbutik i hele München. Det er en konceptbutik a la Colette i Paris og Corso Como i Milano. De sælger alt fra tøj og bøger til smykker og duftlys og er et af de mest inspirerende, kreative steder, jeg kender. Alle som besøger München bør også besøge Pool.
Verypoolish.com, Neumarkter Str. 87.
2 NYD
Gärtner Platz er stedet, hvor jeg drikker både min formiddags- og eftermiddagskaffe. Pladsen og hele området omkring den er fuld af små hyggelige caféer, skæve butikker, restauranter og masser af liv og energi. Her kan jeg gå og kigge i timevis.
3 SLAP AF
Englischer Garden er et af mine absolut favorit steder i München. Det er her i parken midt i byen, jeg slår hjernen fra efter en lang arbejdsdag og løber mig en tur. Eller sætter mig på en bænk i en solskinsstråle og kigger på mennesker – det er altid livsbekræftende og inspirerende.
Slå den op på Schloesser.bayern.de.
4 SPIS
Jeg er meget glad for at spise lokalt, når jeg rejser, uanset om jeg er i Thailand eller Tyskland. Der er svært at vælge ud blandt favoritterne i München, men jeg slår gerne et slag for Park Café, hvor jeg spiste frokost, sidst jeg besøgte byen. Stedet er meget autentisk, og de serverer typisk bayersk mad. Om sommeren er det skønt at sidde i deres Biergarten og få en øl i solen.
Parkcafe089.de, Sophienstrasse 7.
5 OPLEV
En regnvejrsdag i München ville jeg bruge på museet Pinakothek der Moderne, som er Münchens svar på MoMa. Jeg kan bruge timevis på bare at gå og kigge på alle de fantastiske kunstværker og installationer. Jeg er stor fan af moderne arkitektur, hvilket museet bruger meget plads og energi på at vise.
Pinakothek.de, Barer Strasse 40.
Læs også: Dét skal du opleve Buenos Aires