Ina-Miriam Rosenbaum: Min skilsmisse er det største vejgrebstab, jeg har oplevet

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Ryparken ved Lyngbyvej, hvor vi boede, til jeg var syv år. Jeg elskede det sted, og jeg var i dyb sorg, da vi skulle flytte. Det var så småt og godt derude, men de andre var ved at blive sindssyge af at bo fire mennesker på 64 kvadratmeter, for der var kun to et halvt værelse, og når min far skulle optræde om aftenen, skulle han sove til middag, og så var min mor, min søster og jeg forvist til køkkenet.

– Det var et hjem med ikke bare klaver, men med flygel. Min mor tog sig af vores opdragelse, for vores far var meget fraværende på grund af sit arbejde som entertainer og cabaretleder. Det var også et hjem, hvor man blev set og hørt. Vi blev opdraget til at give vores mening til kende, og der blev diskuteret meget politik i vores hjem, og allerede som fire-fem-årig syntes jeg, at det var ydmygende og uretfærdigt, hvis jeg skulle sidde ved børnebord. Jeg var i øvrigt et meget talende barn. Jeg så for nyligt en smalfilm af mig selv, hvor jeg er otte-ni måneder gammel og sidder på et tæppe og taler og gestikulerer med hele verden. Det lå dybt i mig at kommunikere.

Din levevej?

– Jeg prøvede at undgå skuespillervejen, for teatret havde fyldt så meget i mit hjem, hvor min søster fik sin første rolle som 12-årig. Jeg overvejede at blive journalist. Jeg ville både RUC og Tvind, og jeg havde også gået på Det Fri Gymnasium. Jeg ville samfundet og politik, men en dag sagde min far: ”Hvorfor søger du ikke ind på skuespillerskolen”. Der skulle åbenbart ikke mere til, for en halv time senere annoncerede jeg, at jeg ville være skuespiller, og så skaffede min far mig en god lærer, så jeg kunne gå til optagelsesprøve. Min far var god til at spotte talent, men han var selv autodidakt, og han ville derfor have, at vi piger fik en uddannelse.

– Jeg kom ind på teaterskolen som 20-årig. I en periode syntes jeg dog ikke, at jeg fik næring nok af faget. Jeg sad bare og ventede på min store chance, og det har jeg aldrig været god til. Så søgte jeg ind på jura, for jeg tænkte, at kombinationen af jura og skuespil kunne bruges til noget. Jeg nåede aldrig at starte på studiet, for jeg blev gravid, og livet tog en drejning. Jeg har siden tit tænkt på at lære et nyt fag, men jeg har ikke haft tid. Teatret har opslugt mig i 37 år nu, men jeg har stadig Karnovs gule lovsamling stående et sted.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min far var meget tydelig om sine værdier, som især var ordentlighed og solidaritet. Han har også lært mig alt om publikum, og han lærte mig, at man ikke skal være bange for publikum. Især når du arbejder med humor, er du så afhængig af den feedback, du får fra publikum, så jeg er glad for, at jeg har set min far stå på en scene. Du skal stå på dine fødder og ikke være bange for dem, der er i rummet.

– Jeg har set min far optræde for et svært publikum og nogle gange endda vende det til det bedre. Vi talte også tit om det. Jeg fik mit første job i Visevershuset i Tivoli, hvor jeg skulle varme op for Sebastian, og folk var skidefulde. Der lærte jeg, at jeg ikke skulle prøve at vinde dem fra starten, men bare gå i gang og satse på, at de nok skulle komme til mig. Det var også min far, der lærte mig at sige ”Øv, jeg fik dem ikke i aften. Videre!” Selv i dag hvor han ikke er her mere, fylder han meget i mit liv.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Min skilsmisse er det største vejgrebstab, jeg har oplevet. Især fordi der var et barn på seks år involveret, og jeg var blevet gift som ganske ung. Jeg var 34 år, da vi blev skilt, og det tog mig flere år at finde vejgrebet igen. Jeg kan huske, jeg kørte fra en prøve, satte Sting på i bilen, og pludselig fortsatte jeg bare til Randers. Jeg indlogerede mig på Hotel Randers, og der sad jeg og tudede i to døgn.

– Det var det mest koncentrerede udbrud, jeg havde. Og så på et hotelværelse i Randers! Bagefter pakkede jeg bilen og kørte hjem igen. Det var ikke et kønt forløb, men jeg blev voksen. Ét er praktikken i ejerlejligheden og pantebrevene. Noget andet er at finde ud af: Hvem fanden er jeg egentlig? Det er en sund modningsproces, hvis man overlever. Man siger også, at hvis et barn overlever en skilsmisse, er det i hvert fald ikke blevet dummere af det.

– I nogle år efter jeg var blevet skilt, var jeg meget fokuseret på at være mor for August. Som alenemor mistede jeg lidt af min identitet som kvinde, elskerinde og alt det, man nu er. Det handlede kun om arbejde og at give August en tryg tilværelse. Da han blev voksen og rejste til USA for at uddanne sig, tænkte jeg: ”Nu skal du tilbage til de sider af dig selv”. Så mødte jeg min kæreste.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Michael, som er bassist, kropsterapeut og en rigtig Aalborgdreng. Vi mødtes til Kolding Sommerrevy i 2008, hvor jeg instruerede, og han var i orkestret. I 2009 kom jeg tilbage og var der hele sommeren. Vi troede, det bare skulle være en sommerflirt, men vi blev ligesom aldrig færdige med hinanden. Han er et menneske, der har lært mig tålmodighed og at slappe af. Man finder kærligheden, når man mindst venter det og i et helt andet hjørne, end man havde troet. Michael bor stadig i Aalborg, så der er 416 kilometer mellem os, hvis vi kører over Fyn, men det har vi nu håndteret i 10 år.

– I starten skulle vi lige finde ud af, hvordan vi skulle ses, og hvornår man skulle ringe til den anden. Nu har vi fundet ud af det, og vi er meget stærke sammen. Vores tilværelse går op, fordi vi begge er så dedikerede til vores arbejde. Når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg flad, og så er det dejligt, at jeg ikke skal tage hensyn til nogen. Men vi savner altid hinanden, og vi har da også planer om at flytte sammen en dag.

Hvornår har du følt dig på afveje?

– Jeg blev forældreløs for tre-fire år siden. I den periode rendte Pia og jeg rundt som hovedløse høns, for dem, der altid havde været der, var pludselig væk. Det var en stor ændring, hvor du sidder med dit intellekt og godt ved, hvad der skal ske. Alligevel er det så fundamentalt, når det sker. Min mor døde ni måneder efter min far. Hun havde været syg i flere år, mens han var frisk og klar i hovedet. Pia og jeg talte forleden om at denne her årstid – sommeren – stemningen i byen og lyset og farverne får det hele til at vende tilbage. Man mærker det også specielt på mærkedage, så til min 60-års fødselsdag var der nogen, der rejste sig op og sagde: ”De er her jo stadig”. Forleden så jeg et billede af August og hans søn, Milos. Jeg så på Milos’ skæve øjenbryn, og pludselig kunne jeg se: Det er jo far.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg mærker det kun, hvis jeg lige har været med i en tv-serie. Til gengæld bliver jeg forvekslet med min søster (skuespiller Pia Rosenbaum, red.) hele tiden. Folk kommer og siger ”tak for sidst” og ”hvor var det hyggeligt”, og selv når jeg siger, at de forveksler mig med min søster, insisterer de på, at jeg er Pia.

I mange år har jeg haft en nul-tolerance over for det, for det sker hele tiden, og jeg bliver sindssyg af det. Vi er ganske vist i samme branche, men jeg har blå øjne, og hun har brune. Vi er i øvrigt meget tætte, selv om vi i en periode har haft afstand på grund af aldersforskellen. Men efter vores forældres død, har vi begge oplevet at være tiloversværende generation. I sin tale til min 60-års fødselsdag, sagde hun så rigtigt, at hun nu er mit eneste livsvidne.

Livet på landevejen?

– Jeg har turneret med stort set alt, hvad jeg har lavet. Det kan godt være, jeg bor i København, men jeg elsker at optræde for forskellige mennesker forskellige steder i landet. Det er så velgørende at komme ind i et nyt rum, hvor en masse mennesker sidder der på mærkelige stole, men det rykker på en helt særlig måde. Men det er også dybt anstrengende at turnere og flytte sig hele tiden. Man bliver så rodløs af hotelværelser og at spise den samme fiskefilet hver aften i en ny by.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej over til mit barnebarn, som jeg ikke har set hele sommeren, så han skal bare kysses nu! Jeg er også på vej til at kaste mig ud i flere historier i Projekt Glemmebogen, som er teater om den politiske virkelighed, vi står i. Jeg vil have det op på scenen og diskutere det med publikum. Det er alle de møgsager, der vælter ud af Christiansborg som for eksempel Helle Thorning-Schmidts skattesag, salget af DONG, og det næste, jeg tager fat i, bliver Irakkrigen og Offentlighedsloven. Jeg kan genkende mig selv som ung i Projekt Glemmebogen. Indignationen og min retfærdighedssans. Det er store projekter, men det tilfredsstiller mig enormt.