"Der er meget råberi efter mig, og det kan godt være voldsomt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var oppe i Hjerk nord for Skive, hvor jeg voksede op på en gård. Min farmor – hun hed også Inger Støjberg – boede 100 meter væk og spillede en stor rolle i min barndom, så jeg husker bedst vejen hen til hende. Den vej er jeg gået mange gange og nogle gange med min lille røde dukkekuffert, når jeg flyttede hjemmefra, fordi jeg var utilfreds med noget derhjemme. Jeg flyttede dog som regel hjem igen til aftensmadstid.

– Jeg voksede op på en gård, hvor der var meget at bestille. Jeg hjalp med mad og rengøring, passede høns og hund. Det var et barndomshjem, hvor der var en fast hånd på rattet, men hvis man holdt sig inden for rammen, var der frit slag – bare man var hjemme til spisetid. Da jeg begyndte at gå i byen, havde jeg ikke faste komme hjem-tider. Det var frihed under ansvar, men det var måske også fordi, jeg var nummer tre, og tingene var løsnet lidt siden de to andre. Jeg var et stille barn, men også en rigtig dreng. Sådan kan jeg vist bedst beskrives.

– Min veninde Lene var den analytiske, så da vi engang fandt et stort udgravet hul hjemme på gården, fandt Lene en pind for at måle hvor dybt, det var, mens jeg bare sprang i og måtte have hjælp til at komme op igen. Men i skolen var jeg stille. Fodbold, venner og skolearbejde var så nemt for mig, at jeg måske nok lullede mig selv lidt i søvn. Jeg havde jo forældre, der altid var hjemme, og to ældre søskende, som var for store til, at jeg rigtig kunne blive uvenner med dem.

– Mine forældre syntes på et tidspunkt, at jeg skulle udfordres, så de sendte mig på efterskole. Jeg havde så meget hjemve de første par måneder, men jeg nægtede at opgive og tage hjem. Fra juletid og det næste halvandet år havde jeg det fantastisk. Det var en helt anden pige, mine forældre fik hjem, så det var godt set af dem, og jeg kan takke den skole for meget.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Farmor havde frem for alt tid. Tid til at forklare. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg en dag hørte i TV-avisen, at der var udbrudt benzin-krig. Jeg var så bange for, at den krig skulle komme til Hjerk. Men så forklarede min farmor mig, hvordan det hang sammen. Hos hende var der også tid til at spille 500 og læse bøger. Og vi legede købmandsforretning med chokoladekugler, vi selv havde lavet. Jeg var købmanden, og hun var en bedstemor, der skulle købe chokoladekugler til sit barnebarn, og på den måde lærte jeg at regne og læse. Mit værdisæt kommer også fra hende: At man skal arbejde, for tingene kommer ikke bare flyvende. Jeg fik for eksempel fem kroner og nogle bolsjer, når jeg slog min farmors græsplæne.

Hvordan fandt du din levevej?

– Da jeg var barn, sagde jeg altid, at jeg ville være astronaut eller politiker. Jeg har altid været interesseret i politik, og jeg kommer ud af et politisk hjem. Jeg tog en kommunikationsuddannelse og arbejdede som journalist i nogle år. Samtidig sad jeg i amtsrådet, allerede fra jeg var 20 år. Jeg ville gerne på Christiansborg, men faktisk var det kun anden gang, jeg var på Christiansborg, da jeg blev valgt ind. Den første gang var med skolen. Hvis jeg nogle gange drømmer om andet end at være politiker, er det at skrive. Og så er jeg virkelig glad for at holde foredrag.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, det var i hvert fald svært at mærke vejgrebet, da min far døde for tre år siden. Og der er da også lidt lige nu, som gør det svært. Men det er aldrig så meget, at jeg vælter.

– Min far døde, mens jeg var udlændingeminister og havde meget travlt. Heldigvis havde vi god tid til at sige farvel, og jeg fik sagt alt det til ham, jeg ville. I den periode tog jeg hjem hver uge, og det gjorde det nemmere at komme igennem. Men det har også betydet, at jeg er kommet tættere på min mor. Sidste år gav jeg hende en tur til Færøerne, for mine forældre har aldrig rejst ret meget på grund af gården.

– Min mor og jeg fik vendt meget på den tur, for det er noget helt andet at køre rundt sammen i bil i naturen på Færøerne end bare at køre over og besøge sin mor og køre hjem igen. Man får snakket på en anden måde, og det var en god oplevelse. Jeg skal til at rejse meget mere med min mor, og vi er allerede gået i gang med at snakke om, hvor vi skal hen næste gang.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er ligegyldigt, hvordan jeg har det med det, for jeg kan ikke ændre på det. Men det er da rarest, når folk er flinke. For mig har udviklingen i det været stille og rolig, mens andre politikere eller de unge, som vinder X-Factor, brager igennem fra den ene dag til den anden. De første år jeg var i Folketinget, blev jeg nævnt i aviserne to gange, og det var rart at kunne gå i fred.

– I starten var det sådan "Nårrhh, er det ikke…". Nu har alle en holdning, og det føles ind imellem, som om de står med en megafon. Men sådan er det at være i værdipolitik. Enten er man i det i mange år, fordi man ikke kan lade være, eller også så dypper man lige tåen og trækker den hurtigt til sig igen. Jeg er hoppet helt ned i poolen.

– Hvis man skal snakke udlændingepolitik, skal man ville det, ellers er prisen for høj. Nogle gange har jeg tænkt: Hvis jeg havde vidst, at det var endt med 24 timers politibeskyttelse 365 dage om året, ville jeg så have gjort det? Men ja, det tror jeg, at jeg ville. Det er prisen værd, for det er vigtigt, hvordan Danmark kommer til at se ud. Jeg kan også godt tænke: Hvis jeg havde været min egen vejleder dengang, hvad ville jeg så have rådet unge Inger til? Og hvad ville farmor have sagt? Men der var jo ikke rigtig nogen, der snakkede om udlændinge dengang i Hjerk.

– Det bekymrer mig, at det, jeg mødte online for fem år siden, er flyttet ud på gaden. Der er meget råberi efter mig, og det kan godt være voldsomt for mig bare at gå på gaden. Jeg kan møde nogle meget søde mennesker det ene øjeblik, og ti sekunder senere er der en, der spytter efter mig. De råber som regel "fascist", "nazist" eller "racist", og så er det oftest en eller anden måde i kombination med "luder". Mit arabiske slår ikke til at forstå, hvad der bliver råbt ad mig på arabisk, men så vidt jeg ved, handler det om, at jeg er en vantro luder. Og det er bare til hverdag. Derfor timer jeg også mine indkøb lidt, så jeg ikke står i samme supermarked hver dag på samme tid.

– Men jeg går gerne til og fra arbejde, for ellers når jeg ikke op på mine 10.000 skridt om dagen. Nu har jeg heldigvis fået et kontor, der er så tilpas langt væk fra alt andet, at det ikke er til at undgå at gå 10.000 skridt. Det er der, man bliver sendt hen, hvis man lige skal køle ned i en periode, så der sidder alle vi, der er i skammekrogen for tiden.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg meldte mig ud af Venstre, gik der ti minutter, så var 19 års arbejde i Folketinget væk. Min mail, telefon og alting var lukket ned. Jeg tror virkelig, der er en eller anden IT-mand, der er løbet hen og har rykket et kæmpe stik ud af væggen, for pludselig virkede ingenting, og alt, hvad jeg har skrevet af læserbreve og kronikker, var væk. Det var en sær oplevelse, og jeg tror, IT-folkene i Folketinget syntes, at jeg så lidt bleg ud, da jeg dukkede op hos dem for at få det hele genskabt et par dage senere, for de tilbød mig i hvert fald et stykke chokolade.

– Det var så uvirkeligt for mig at melde mig ud af Venstre, for min familie har altid været Venstre-folk. Men der havde jo været meget knas undervejs, og da mit eget parti sendte mig for en rigsret, var det den ultimative mistillid. Hele min familie var samlet hjemme hos mig den dag, jeg besluttede mig for at forlade Venstre. Vi snakkede det hele igennem, og der var virkelig kaldt til familieråd i familien Støjberg. I sådan en situation rykker vi sammen. De forstod mig godt, selv om min mor har været medlem af Venstre, fra hun var 18, til i dag hvor hun er 81. Det er da underligt.

– For to år siden var jeg politisk chef for over 1000 medarbejdere i Integrationsministeriet. Nu er det Emil, Birgitte og mig, og indtil for nylig sad vi bare i et mødelokale, vi havde lånt. Det er ligesom at være iværksætter og starte alt fra bunden. Jeg er ikke vant til at sidde med alle detaljerne selv, men det er nok meget godt for mig at mærke, at tingene ikke længere kommer af sig selv.

– Jeg troede faktisk, det ville være ensomt at være løsgænger, men det er det ikke. Jeg taler stadig med mange af mine gamle V-kolleger. De rigtige venner har hængt ved, og så er der alle de Venstre-folk, der ikke hilser på mig på gangene i dag. Det skal man lige øve sig på. Men jeg må indrømme, at jeg ikke har haft det bedre i lang tid. Jeg har i hvert fald aldrig haft så få problemer med chefen som nu, ha-ha. Men det er jo ikke sjovt at være et sted, hvor man ikke er ønsket, og det tog hårdere på mig, end jeg havde regnet med. Jeg er dog ikke klar til at gå ind i et nyt parti. Jeg får da tilbud, men jeg skal lige have rigsretssagen overstået.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er blandt andet på vej til en rigsretssag, som starter til september, men den er jeg faktisk helt afklaret med, for jeg ved, hvad jeg har sagt og gjort, så jeg er sikker på, at jeg bliver frikendt. Men jeg må da sige, det var heldigt, I valgte at interviewe mig nu, for vi ved jo ikke, hvor jeg er fremover. Jeg stopper dog ikke som politiker. Jeg er værdipolitiker, og det stopper ikke her.

Hvem er Inger Støjberg?

• Født i 1973 i Hjerk, Nordvestjylland.
• Udannet inden for kommunikation, men har været politiker, siden hun var 20 år. Først i amtsrådet og siden i Folketinget for Venstre fra 2001.
• Tog i 2013 en MBA i ledelsen og økonomi fra Aalborg Universitet.
• Har været minister flere gange blandt andet udlændinge- og integrationsminister fra 2015 til 2019. Fra 2019 til 2020 var hun næstformand i Venstre. I 2021 meldte hun sig ud af partiet og blev løsgænger.
• Skal i slutningen af året for en rigsret, hvor hun står anklaget for ulovligt at have beordret mindreårige asylsøgende brudepar adskilt.
• Single og har ingen børn.