Johanne Schmidt-Nielsen om sin kæreste: "Vi skal også have børn sammen på et tidspunkt, men det kan jeg godt blive lidt træt af at snakke om"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en markvej. Jeg er vokset op på landet på Fyn, hvor vi var 20 familier, der boede sammen i et bofællesskab. Det var en barndom med marker, skove og bål. Der var jordbær, mudder og nyopgravede kartofler. Jeg syntes, det var så pinligt som teenager, for jeg ønskede mig bare et parcelhus med HTH-køkken og hæk. Vi var 40-50 mennesker, der spiste sammen, og hjemme hos os var der ikke to ens tallerkner. I dag må jeg indrømme, at det er der heller ikke i mit eget køkken. Jeg er vist ved at blive lidt som min mor. Jeg har aldrig boet sammen med min far, så vi var bare mig og min mor. Det smarte var, at der var så mange andre voksne og børn, så når min mor skulle rundt og være censor på lærerseminarierne, boede jeg bare ovre hos dem i nummer 19. Eller var det 18?

– Da jeg fyldte 18 år, kunne jeg dog ikke komme hurtigt nok væk, og jeg flyttede ind midt i København. Senere boede jeg 10 dejlige år på Blågårds Plads på Nørrebro. Jeg kom jo fra en lille fynsk landsby, hvor skolen senere blev lukket, og trinbrættet var ved at blive sløjfet, og man siger dav til hinanden på gaden. Jeg oplevede lidt af den følelse på Nørrebro. Men hvor alle mine venner flyttede i kollektiv, da de var i 20'erne, flyttede jeg ind bag en lukket dør. Det var ikke en bevidst mod-reaktion, for jeg syntes faktisk, det var fantastisk at vokse op som jeg gjorde. Jeg har bare ikke selv haft lyst til at bo sådan. Jeg har et arbejde, hvor jeg bliver vurderet meget, og det er vigtigt for mig at kunne komme hjem bag en lukket dør.

Din levevej?

– I gymnasiet kæmpede jeg mod de høje klassekvoteinter, og da jeg kom til København og blev pædagogmedhjælper i en børnehave, gik der ikke ret lang tid, før jeg blev valgt til fællesstillidsrepræsentant og kørte rundt i København og lavede løntjek i institutionerne. Jeg cyklede rundt med et Krak-kort og var hele tiden stresset over, at jeg ikke kunne finde vej. Jeg tog en bachelor i socialvidenskab fra RUC. Der malede jeg bannere og kæmpede for gruppeeksaminerne og retten til flere undervisningstimer. Jeg var 23 år, da jeg blev valgt ind i Folketinget, og i dag kan jeg godt tænke: Hvad vidste jeg overhovedet om noget som helst som 23-årig? Men politik fyldte alt i mit hoved dengang, og det havde det faktisk allerede gjort i årevis.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Nej, ikke for alvor. Det undrer mig, at jeg ikke er gået ned med stress undervejs, men jeg har gode folk omkring mig, og jeg føler mig sjældent alene. Jeg har heller aldrig haft lyst til at stikke af fra det hele. Men ind imellem kan jeg godt blive ramt af følelsen: Nytter det her overhovedet? Jeg er generelt dårlig til at håndtere magtesløshed. Nogle gange stopper folk mig på gaden og fortæller mig om svære ting i deres liv. Jeg får adgang til alle mulige menneskers personlige historier. Det kan godt være lidt overvældende, for tit kan jeg jo ikke gøre noget ved det. Hvis jeg for eksempel bliver stoppet af en hjemløs stofmisbruger med en masse togbøder, eller en kvinde, der er syg men ikke kan få førtidspension, så kan jeg blive irriteret over, at jeg ikke kan gøre noget for dem. Så ved jeg, at jeg lige skal stoppe og trække vejret. Det nytter jo ikke, at jeg bliver irriteret over, at de ikke forstår, at det ikke er mig, der laver reglerne. Når jeg ikke har det overskud til andre mennesker, tager jeg lige en tur ned til mor på Sydfyn og klipper hendes hæk.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Casper, som jeg mødte gennem fælles venner. Jeg bor sammen med ham og hans to børn, som vi har hver anden uge. Det kan være svært at få to børn ind i livet, men det er faktisk gået overraskende gnidningsfrit for os. Det er nogle dejlige unger, og jeg er glad for at dele livet med dem. Vi skal også have børn sammen på et tidspunkt, men det kan jeg godt blive lidt træt af at snakke om, for jeg synes aldrig man taler om faderskab på samme måde, som man taler om moderskab. Hvorfor tales der i 2017 ikke på samme måde om mandlige og kvindelige politikeres forældreskab? Da Thorning var statsminister diskuterede man, om hun stadig kunne være en god forælder, det mindes jeg ikke, vi gjorde med Løkke og Fogh. Min mormor var Fyns første kvindelige borgmester, og jeg har lige gennemlæst nogle gamle interview med hende, fra da hun blev valgt i 1962. Selv om hun var 52 år, spurgte pressen alligevel, hvordan hun ville passe sin familie og sit hjem som politiker. Det svarede hun afværgende på. Til sidst spurgte journalisten: "Jamen fru Schmidt-Nielsen, hvad med kvindeligheden?". Det svarede hun til gengæld ikke på. Vi er nået langt siden 1962, men alligevel er det lidt de samme spørgsmål, du får som kvindelig politiker i dag. Min mormor var i politik i velfærdsstatens vorden, og da hun blev valgt, sagde man om hende, at hun ville blive kommunen en dyr dame. Hun kæmpede for, at alderdomshjemmene fik bad og toilet på værelserne, for gadebelysning og fjernvarme. Hun forsøgte i øvrigt også desperat at lære mig at gribe en bold. Det lykkedes hende aldrig.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i Valby i et efterhånden meget berømt hus. Sandheden er, at min berømte millionvilla er et håndværkertilbud, som vi valgte, fordi det var tæt på, hvor børnenes mor bor. Nu hvor jeg har en mere tilbagetrukket stilling i Enhedslisten, er der mere tid til at lave det sammen, som alle andre gør. Jeg tager til fodbold med ungerne i weekenden, maler kældertrappen og kører på genbrugsstationen. Det var ikke gået op for mig, at jeg savnede ro og at have græs mellem tæerne efter mange år på Nørrebro. Men det er så sundt for hjernen at hive skvalderkål op.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er Casper, der laver mad, men det er kun fordi, han er bedst til det. Vi prøver generelt at være ligestillede derhjemme, men jeg interesserer mig mere for boligindretning, end han gør. Til gengæld er det ham, der researcher på, hvilken græsslåmaskine vi skal have. Jeg har altid haft en ting for indretning. Som barn indrettede jeg campingvogne i min fantasi, når jeg ikke kunne sove, og der findes ikke et mødelokale på Christiansborg, jeg ikke har indrettet som bolig i mine tanker.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har en gruppe tætte veninder, som jeg ikke ville have klaret ti år i politik uden. Som 18-årige talte vi om, at drengene altid stod forrest og virkede så selvsikre med alle svarene parat. Vi mindede hinanden om, at vi ikke bare skulle være dem, der sad og snakkede om følelser og drenge men også om politik. Det har vi holdt fast i. De veninder har jeg haft brug for blandt andet under Thorning-regeringen. Enhedslisten var parlamentarisk grundlag, og der kunne være store slagsmål, for vi ville to forskellige veje. Det endte på et tidspunkt med, at Thorning lavede finanslov med højrefløjen, og jeg tror også, at hun havde mere til fælles med Løkke end med os. Men jeg havde forhandlet om natten og ikke været hjemme i månedsvis, og da det hele så gik i vasken, så kom slagsmålet bagefter, hvor vi skulle stå imod alle tæskene. Tonen kan være hård på Christiansborg, og der har du brug for de nærmeste relationer, som giver dig plads til at være sårbar. Jeg har dog ingen grund til at klynke, for jeg er en af de 179 folkevalgte, og jeg beskæftiger mig med det, jeg brænder for – og får løn for det. Det er vældig privilegeret.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Der skal være valg om senest to år, så da skal jeg finde et nyt job på grund af Enhedslistens rotationsprincip. Personligt har jeg det fint med, at jeg efter 10 år nu skal noget andet. Jeg er allerede trådt et par skridt tilbage, efter at jeg i mange år har arbejdet i døgndrift og aldrig holdt weekend. Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave, men selv om det lyder meget abstrakt, vil jeg gerne arbejde med tvivl. Det, jeg savner herinde på Christiansborg, er plads til at være i tvivl. For eksempel når vi snakker om store problemer som bandekonflikten, så er der ikke noget perfekt svar. Vi politikere forgiver, at hvis bare vi gøre tre ting, så er problemerne løst. Man skal have en holdning til alt. Det gode ved at træde et par skridt tilbage er, at jeg igen har fået plads til både fordybelse og tvivl. Men jeg vil også gerne blive ved med at kæmpe for en sag og lave noget, der giver mening. Det vil alle jo. Om det så er renere byer eller bedre daginstitutioner. Nu er jeg 33 år og får lov at starte et nyt slags liv. Jeg kan også godt se, at jeg er gået glip af meget, for når mine veninder skulle til fest, skulle jeg altid over og besøge en lokalafdeling i Jylland. Men det er okay, og jeg ville faktisk ikke bytte.