Kom tæt på topmodellen Miranda Kerr

Kom tæt på topmodellen Miranda Kerr

Hun er den yndige lillepige med de fine smilehuller, der er blevet et australsk nationalikon og lever et glansbilledlignende familieliv med kendismanden Orlando Bloom. Kom tæt på Victoria’s Secret-englen og topmodellen Miranda Kerr – du får selvfølgelig også hendes allerbedste skønhedstips.

En novemberdag i New York sidste år står modellen Miranda Kerr backstage til Victoria’s Secrets catwalkshow. Alle andre shows, modefester og -events blegner fuldstændig i forhold til det amerikanske lingerimærkes overdådige opvisninger i va-va-voom-glamour. Victoria’s Secret samler nemlig verdens smukkeste kvinder, diamanter for millioner og et opbud af tidens hotteste musikere i én glitrende pærevælling. Det burde være alt, alt for meget. Hvis det altså ikke samtidig var så underholdende at se på (showet er blevet en international tv-begivenhed).

Jobbet som en Victoria’s Secret-‘engel’, som modellerne i showet kaldes, er i årenes løb tilfaldet bl.a. Gisele Bündchen, Heidi Klum, Doutzen Kroes, Lara Stone, Tyra Banks og Adriana Lima og anses som lidt af en ære. Ironisk nok, ville nogen måske mene, eftersom førnævnte kvinders velformede for- og bagpartier i den grad gør tidens eftertragtede androgyne catwalkmodeller til skamme og i stedet leder tankerne tilbage til 90’ernes kurvede supermodeller.

Artiklen fortsætter på næste side...

Fantasy Treasure Bra

Miranda Kerr får følgeskab på catwalken af bandet Maroon 5, som giver en veloplagt liveoptræden med hittet Moves Like Jagger. Imens rejser Mirandas mand, skuespilleren Orlando Bloom, sig storsmilende fra sin plads på første række og klapper ad sin kone.

Blot 10 måneder efter at have født sønnen Flynn har Miranda Kerr, der også er stifter af skønhedsfirmaet Kora og forfatter til selvhjælpsbogen Treasure Yourself, cementeret sin stjernestatus som en af verdens bedst betalte modeller. Men hvem er den australske brunette egentlig?

Fra model til forretningskvinde

28-årige Miranda Kerr er en af de million dollar models, som i stil med kollegerne Elle Macpherson, Heidi Klum og Tyra Banks har formået at udnytte sit eget brand med maksimalt kommercielt udbytte – og det uden at gå på kompromis med hverken babydrømme eller en tilsyneladende kernesund yoga-livsstil. Men selv om modellen ud over sit job som en Victoria’s Secret-engel i dag også betræder catwalken for bl.a. Chanel og Stella McCartney som den mest naturlige ting i verden, har hun langtfra altid været blandt de foretrukne modeller ved de store modeuger.

“Miranda Kerrs historie er ret atypisk i forhold til, hvordan de fleste modellers karrierer udvikler sig. Hun startede ikke som highfashion-model, men blev næsten udelukkende brugt til kommercielle job i Australien og USA de første 10 år af sin karriere,” fortæller direktør for det danske modelbureau 2PM, Peter Damgaard.

Han mener, at den australske topmodels nuværende popularitet i høj grad skyldes hendes meget omtalte forhold til den 35-årige skuespiller Orlando Bloom.

“Der er ingen tvivl om, at han opgraderede hende med lidt ekstra stjernestøv, da de blev kærester i 2007,” siger Peter Damgaard.

Men uden for paparazziernes søgelys har Miranda Kerr i løbet af de seneste år dog også selv søsat en række af sine egne projekter, og hun fremstår således i dag som en af de mest engagerede forretningskvinder blandt sine modelkolleger. I 2009 lancerede hun fx sit eget økologiske skønhedsmærke, Kora Organics, i Sydney, som både ‘englens’ mor og lillebror arbejder for i dag. Og i 2010 udgav hun sin første selvhjælpsbog rettet mod kvindelige teenagere, Treasure Yourself. Bogen handler om, hvordan man opbygger en sund selvopfattelse og bliver tilfreds i sin egen krop – et emne, der ligger Miranda Kerr nært.

”Det nytter ikke at gå rundt og have det dårligt med, hvem man er. En rose kan aldrig blive til en solsikke, og en solsikke kan aldrig blive til en rose. Men alle blomster er smukke på hver sin måde, og det samme gælder for kvinder. Jeg ville ønske, at flere unge piger kunne lære at værdsætte, hvor unikke de er,” sagde modellen sidste efterår til New York Magazine.

Kontroversielt bikini-shoot

Miranda Kerr voksede op på en gård i den lille by Gunnedah i det østlige Australien. Ifølge modellen selv tilbragte hun sine tidlige barndomsår med at klatre i træer, ræse rundt på dirt bikes og ride på bedsteforældrenes to heste – og i øvrigt være fuldstændig ligeglad med, hvad hun havde på, og hvordan hun så ud. Da Miranda og hendes lillebror blev lidt ældre, flyttede forældrene familien til Brisbane, for at børnene også kunne snuse til bylivet.

Her gik Miranda i highschool, da hun som kun 13-årig vandt en modelkonkurrence i teenagemagasinet Dolly, som en veninde havde opfordret hende til at stille op til. Den unge skønhed blev efter sejren fløjet til Sydney en uge efter sin 14-års fødselsdag for at skyde sit første fotoshoot med Dolly, men oplevelsen var ikke helt gnidningsfri. Flere australske medier udtrykte nemlig på samme tid deres forargelse over Mirandas unge alder, og en ophedet debat om modeindustriens dyrkelse af purunge piger fulgte i kølvandet. Nogle mente ligefrem, at Mirandas fotoshoot med Dolly – der omfattede bikinibilleder – balancerede på grænsen til pædofili. Et par år senere sagde modellen selv om miseren:

“Dengang var medierne meget optagede af alt, der kunne have noget som helst med pædofili at gøre. Dolly er et blad for teenagepiger, ikke for gamle mænd. Og jeg havde tøj på! Der blev lavet en stor sag ud af ingenting.”

Balenciaga gav highfashion-stempel

Efter de omdiskuterede billeder i Dolly skrev Miranda Kerr kontrakt med modelbureauet Chic Managements Sydney-afdeling. Her fik hun hurtigt kommerciel succes i kampagner for det australske surfmærke Billabong, men den store opmærksomhed til trods valgte brunetten at fokusere på at blive færdig med highschool og derefter læse ernæring og sundhedspsykologi på Academy of Natural Living uden for Cairns i det nordøstlige Australien.

Modeljobbene blev dog for fristende i længden, og efter sin uddannelse flyttede Miranda Kerr til New York for at dyrke karrieren. Her skrev hun kontrakt med bureauet Next Model Management, der i dag bl.a. repræsenterer helt store navne som Karlie Kloss og punkikonet Alice Dellal. Miranda Kerr fik kampagne- og catwalkjob for mærker som Levi’s, Rock & Republic og Gwen Stefanis L.A.M.B. og blev fotograferet til Elle og Harper’s Bazaar. Men modellens mest betydelige gennembrud indtraf i 2006, da hun kom i stald som ansigt for kosmetikgiganten Maybelline og dermed blev eksponeret i reklamer verden over.

I den forbindelse fik Victoria’s Secret øjnene op for australierens potentiale, og lingerimærket hyrede deres første engel fra down under. Samme år medvirkede Miranda Kerr også i tv-serien How I Met Your Mother sammen med sine nye ‘engle-kolleger’ Adriana Lima, Alessandra Ambrosio, Heidi Klum og Selita Ebanks, og hun blev ansigt for Clinique-parfumen Happy. Med sin nye tjans som professionel engel lagt oven i Maybelline-kampagnerne rullede pengene for alvor ind på Kerr-kontoen, og i 2008 placerede erhvervsmagasinet Forbes skønheden som nr. 10 på listen over verdens højest betalte modeller – hun havde nemlig i de foregående 12 måneder alene tjent mere end 3,5 mio. dollars.

Alligevel blev modellen ikke opfattet som high fashion, før Balenciaga året efter åbnede døren til et helt nyt kapitel i hendes karriere. Chefdesigner Nicolas Ghesquière og hans casting director Ashley Brokaw valgte at booke Miranda Kerr eksklusivt til Balenciagas forår/sommer 2010-show i Paris, og modellens entré vakte begejstring blandt publikum. Sæsonen efter gik hun på catwalken for Prada og har efterfølgende medvirket i kampagner for selvsamme og Jil Sander samt prydet forsiden af italiensk Vogue.

Kæreste med en bedrager

Mens modelkarrieren tog fart, datede Miranda Kerr i 2003 den australske børsmægler Adrian Camilleri, som over et års tid overøste sin smukke modelkæreste med luksuriøse gaver og eventyrlige ferier. Desværre viste det sig, at pengene ikke kom fra Camilleris egen lomme, og i 2004 blev han dømt for bedrageri og misbrug af op til flere lån fra en række intetanende investorer. Miranda Kerr afbrød øjeblikkelig forholdet og vendte sig i stedet mod sangeren Brent Tuhtan (også kendt som Jay Lyon) fra det australske band Tamarama. De var kærester i fire år, og modellen medvirkede i musikvideoen til Tamaramas sang Everything to Me. I 2007 gik parret imidlertid hver for sig som gode venner, og allerede senere samme år blev Kerr spottet hånd i hånd med skuespilleren Orlando Bloom.

De to havde mødt hinanden året før til et Victoria’s Secret-show og blev nu den kulørte presses nye yndlingspar du jour. I sommeren 2010 kom det pludselig frem, at de fotogene turtelduer i al hemmelighed havde giftet sig ved en intim bryllupsceremoni, og i vinteren 2011 fødte Miranda Kerr sønnen Flynn Christopher Blanchard Copeland Bloom. (Mellemnavnet Christopher stammer fra modellens første kæreste Christopher Middlebrook, som døde i en bilulykke i 1998, da de to var 15 år gamle og stadig datede.) Ud over en fælles kærlighed til naturen og et mere tilbagetrukkent liv fra mediernes spotlys deler Miranda Kerr og Orlando Bloom desuden en kærlighed til den religiøse overbevisning Soka Gakkai (SGI), der udspringer af nichiren-buddhismen. Sammen mediterer parret dagligt og tæller bl.a. den amerikansk-indiske spirituelle guru Deepak Chopra blandt deres tætteste venner.

“Jeg har i mange år været interesseret i forskellige former for spiritualitet, og jeg lærer dagligt nye ting om nichiren-buddhismen. Orlando introducerede mig til det, men jeg baner min egen vej igennem troen. Det, der særligt tiltaler mig ved buddhisme, er, at det handler om de simple ting i livet. Modeverdenen er spændende, men den alene ville aldrig kunne gøre mig lykkelig. Det er ens forhold og øjeblikkene med de mennesker, man holder af, der gør én glad,” sagde Miranda Kerr til modemagasinet Instyle sidste august.

Alenetid får den lille familie masser af, når de ferierer i deres ‘hytte’ på landet i England. Hvor præcis vil Miranda Kerr ikke ud med. Hun har forklaret, at feriehuset er det eneste sted, familien har, hvor de virkelig kan komme helt væk fra alting. Der er hestestald, masser af grønt i haven og motocrosscykler, akkurat som på gården, hun voksede op på i Australien. Når hun og Orlando Bloom ikke gemmer sig i England, bor de i deres hjem i L.A., og selv om modellen siger, at hun er vild med de mange økologiske markeder, huer det hende ikke at bo i en by, hvor man bliver nødt til at køre til alt. Derfor overvejer familien da også at flytte til Australien, så Flynn kan indsnuse samme landlige duft, som hans mor nød godt af som barn.

Imaginære catfights med Heidi Klum

Bestræbelserne på at leve så sundt og økologisk som muligt er et karaktertræk, Miranda Kerr med egne ord har med sig fra barndommen på landet og ikke mindst sine studier i kost og ernæring. Hun spiser sundt hver dag (grøntsager som avocado og tomat indgår i alle morgenmåltider), og selv om modellen siger, at hun ikke følger en egentlig diæt, har hun haft gode erfaringer med at spise efter sin blodtype. Hun bedyrer desuden, at nøglen til smuk hud og skinnende hår er fire teskefulde kokosolie om dagen, fx i en smoothie. I modelbranchen er australieren kendt som en af de mest veltrænede piger blandt sine kolleger, og ud over at dyrke en halv times yoga hver morgen træner hun også regelmæssigt pilates og styrke- og vægttræning. Alligevel var der mange, der var ved at tabe underkæben, da Miranda blot få måneder efter sin fødsel i 2011 fremviste en usandsynlig tonet krop foran kameraet. Selv siger modellen, at hun ellers under sin graviditet havde forberedt sig på, at hendes karriere måske aldrig ville blive den samme igen – men så længe sønnen var sund og rask, ville det heller ikke gøre noget.

Der er nemlig masser af andre ting, denne iværksætter også gerne vil sætte tænderne i. I dag tager hun dog tit sin søn med på job og har således tweetet amme-billeder backstage til de mange prominente modeshows, modellen bliver hyret til. Selv om hendes forhold til Orlando Bloom naturligvis har været medvirkende til at øge opmærksomheden omkring hende i medierne, skyldes Miranda Kerrs pludselige high fashion-succes i høj grad også modebranchens nylige fascination af mere sexede kvinder på catwalken. En fascination, der opstod i kølvandet på serien Mad Men’s overvældende popularitet for et par år siden, og som kulminerede på det tidspunkt, Kerr betrådte catwalken for Balenciaga.

Rollen som Victoria’s Secret-engel forbliver den australske skønheds mest prominente, ikke mindst fordi showet i stigende grad profilerer de medvirkende modeller som regulære superstjerner. Med count down-videoer til årets show på hjemmesiden, backstage-reportager og tips til, hvordan vi almindelige dødelige kan få ‘englenes’ skønhedslook. I takt med at Miranda Kerrs status i det glamourøse show er steget, har pressen i New York gentagne gange forsøgt at sælge en klassisk catfight-konflikt imellem modellen og kollegaen Heidi Klum – den ældste og mest kendte Victoria’s Secret-engel i dag. Den historie giver hovedpersonerne selv dog ikke meget for. Særligt ikke Miranda Kerr, som sin succes til trods ikke længere føler, at hun behøver at lægge liv og sjæl i modeljobbet. I dag er hun nemlig først og fremmest mor og hustru, forklarer hun. Sine arbejdstimer fordeler Miranda Kerr mellem modeljobbene og videreudviklingen af Kora Organics, hvis hjemmeside i dag er vokset til lidt af et online skønhedsmekka. Derudover brygger modellen også for tiden på endnu en selvhjælpsbog til unge kvinder, og sidst, men ikke mindst afslørede hun i foråret, at hun gemmer på (endnu) et skjult talent.

”Jeg har indspillet et par sange, som ingen ved eksisterer. Man kommer formentlig ikke til at høre dem offentligt, men jeg elsker at synge,” fortalte Miranda Kerr til Vogue.com.

Vi afventer hermed det kommende album fra det australske multitalent, overjordiske skønhed og småbørnsmor med en af verdens pæneste mænd ved hånden. Alle, der sidder og tænker “snyd”, kan jo passende erhverve sig Mirandas bog Treasure Yourself.

Se også: Et magisk samarbejde: Jacobs & Vuitton »