Lisbeth Zornig: Derfor besøger jeg Brønderslev-moren

I kølvandet på sin biografi ”Zornig – vrede er mit mellemnavn,” der udkom for et år siden, gav Lisbeth Zornig Anders i foråret endnu et indblik i sin svære opvækst i dokumentarfilmen ”Min barndom i helvede,” der blev set af en million danskere.

Det gav hundredvis af mennesker modet til selv at lukke op for deres egne hengemte hemmeligheder, lige som det har øget det politiske fokus på udsatte børn.

En af Lisbeth Zornig Andersens største kæpheste er, at vi skal interessere os for vores omgivelser, inden skaden er sket og ikke først, ”når ungerne begynder at løbe med bare tæer om vinteren,” som hun siger.

Læs også: Massiv opbakning til Lisbeth Zornig på Facebook

Besøgsven for Brønderslev-moren

Hun forsøger selv at efterleve det ved at tage sig tid til sine naboer i det almene boligbyggeri, hun bor i, og så har hun i et års tid været besøgsven med Tina Jensen - også kendt som Brønderslev-moren, der fik fire års fængsel for at have været vidne til overgrebene mod familiens ti børn uden at gribe ind. Lisbeth havde fulgt sagen professionelt og følte sig intuitivt forbundet med Tina Jensen.

De to er opvokset i det samme område på Vestlolland under trange kår, og de har gået på samme skole, men med seks års mellemrum. Hun sendte sin bog til Tinas advokat og spurgte, om hun måtte besøge hende. Det måtte hun, og hver 14. dag lægger Lisbeth altså stadig vejen forbi Anstalten ved Herstedvester til et gensyn med Tina Jensen.

- Jeg blev simpelthen personligt berørt af hendes situation, og jeg kunne se, at det kunne have været min egen mor. Jeg tror ikke, hun kunne klare at sidde i fængsel, og jeg fik den der tanke: ‘Hvis det var min mor, der sad i fængsel - hvad ville jeg så gerne, der var for hende?’ Og svaret var, at jeg gerne ville have, at man på en eller anden måde hjalp hende til et bedre liv. Dermed ikke sagt, at hun ikke skal have sin straf, men hun skal få færten af et bedre liv, når hun på et tidspunkt kommer ud. Jeg følte mig overbevist om, at min mor ville have profiteret af, at der var nogen, der gik ind og var der for hende.

"Det kunne have været mig, der sad derinde"

- Det kan godt være, der er nogen, der synes, det er at fritage hende for ansvar, men det mener jeg ikke. Jeg møder ingen onde mennesker, men skadede mennesker. For mig at se kunne vi alle sammen havne i den situation, hvis vi er født det forkerte sted med de forkerte vilkår, omringet af mennesker, som ikke ser os. Det kunne lige så godt have været mig, der sad derinde - vi er formet af samme miljø, jeg var bare så heldig at have nogle lærere, pædagoger og naboer, som gjorde noget, siger Lisbeth Zornig Andersen. De to er i samarbejde ved at udvikle en bog om, hvordan det sociale sikkerhedsnet kan maskes anderledes og øge chancen for at hjælpe de mest udsatte. Det snakker de om i fængslet, men også alt muligt andet.

- I starten var det lidt akavet for os begge to, men nu pludrer vi løs, når vi mødes. Vi snakker meget om negle, for det er hun supergod til, og hver gang vi mødes, har hun den ene kunstfærdige negl efter den anden med alle mulige farver og krummelurer, og jeg skaffer hende ting til at lave det. Da jeg kørte derfra sidst, tænkte jeg ‘Tina er sådan en, jeg ville drikke kaffe med, hvis vi var naboer og mødtes ude i friheden.’ Som udgangspunkt havde jeg ingen personlige relationer til Tina, men jeg vil gerne vise, at man via personlige relationer kan hjælpe andre mennesker et andet sted hen.

Lisbeth ønsker sig allermest for fremtiden et liv, hvor et godt samfund er kendetegnet ved måden vi tager os af samfundets allersvageste.

- Middelklassen bevæger sig længere og længere væk fra underklassen, og jo større forskellen bliver, jo sværere bliver det også at præge hinanden. Hvis vi ikke får tænkt om på det socialpolitiske område, så skal du se om tyve år et samfund med amerikanske tilstande og trailerparker. For lige at få det ned i hare-højde: Jeg har ingen ambitioner om at fikse det hele. Det kan jeg ikke. Jeg er bare en kylling med et meget stort næb, og det næb holder jeg af at bruge, og så skal vi have de stærke kræfter i spil derude. Vi kan alle sammen prøve at gøre noget og være opmærksomme på vores omgivelser.

Lisbeth om ALT for damernes Kvindepris

- Jeg har frygtet, at min personlige historie ville skygge for mit arbejde, og den tvivl er endegyldigt blevet fejet væk med denne pris, og det er jeg glad for. Jeg har jo en historie med ALT for damerne. Da jeg var teenager, havde I en novellekonkurrence med temaet kærlighed, og jeg skrev jeg en novelle om en autentisk slåskamp mellem min mor og hendes kæreste Richard, som ender med, at hun slår hul i hovedet, og blodet står ud i en stråle og pletter sengetøjet.

Novellen blev ikke optaget, for den var jo ikke specielt kærlig, men for mig var den jo, jeg havde aldrig oplevet andet, og min mor og Richard endte med at leve sammen i 30 år som hund og kat. De sloges, og alt omkring dem var kaos, men der var noget passion, og jeg tror faktisk, at det var min mors eneste kærlighed. Som voksen har jeg tit tænkt: 'Gad vide, hvad de har siddet og tænkt derinde på redaktionen,' for det var en meget voldsom historie. Derfor er det ekstra fantastisk, at jeg får min første pris af netop ALT for damerne 25-30 år senere.

Læs også: Linn Ullmann: Man kan ikke gå igennem livet uden kriser