”Det er et kæmpe tabu at finde en mand, der har mistet sin kone”

Det er svært ikke at lade sig rive med, når forfatter og iværksætter Michelle Hviid Brix taler om den store kærlighed, hun deler med sin mand Morten.

Fra første sekund var de begge overbeviste om, at de var bestemt for hinanden, og i dag vil de allerhelst være sammen hele tiden. De mødte hinanden over Tinder i april 2019 og blev gift i september måned året efter.

Men når man forelsker sig i en mand, der har mistet sin kone for relativt nyligt, kan være en rød klud for øjnene af mange mennesker. For kan man det? Kan man tillade sig at træde i en anden kvindes sted? Så hurtigt? Og hvad med børnene?

I forhold til sidstnævnte har det betydet meget, at der fra start af var mange åbne og bramfri samtaler i familien – ikke mindst med Mortens datter Esther på 19 år, som har Downs.

”På mange måder har Esther været en gave i det, for hun er fuldstændig ufiltreret. Jeg joker somme tider med, at grunden til, at Morten bare kan elske mig uden af glippe med øjnene, er, at han har været vant til at få alt det usagte lige i skallen de sidste 20 år af Esther. Hun siger det, hun ser. Hun sætter sig foran mig og siger "Hej, hvem er du? Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at du er her, for du er jo ikke min mor". Nej, det er jeg jo ikke. Men jeg kunne godt tænke mig at få lov til at være her alligevel. "Okay, hvorfor?". Fordi jeg elsker din far”, fortæller Michelle Hviid Brix i interviewet og uddyber:

”På den måde har Esther været et springbræt for nogle rigtig svære samtaler. Jeg tror, at jeg anden gang, jeg mødte Mortens børn, sagde, at hvis jeg nogensinde oplevede, at de ikke turde tale om deres mor, fordi jeg var i lokalet, så ville jeg blive meget ked af det. Så det hele er kommet meget naturligt, fordi der ikke er noget, der er usagt her i huset. Men det er jo ikke kun børnene, jeg skal forholde mig til, det er også deres mors familie og deres mors venner og veninder. Det har ikke nødvendigvis været nemt.”

Hvordan har det været?

”Jeg føler virkelig, at jeg især efter brylluppet er ude over det. Men der er røget nogle stykker i svinget. Bare fordi jeg eksisterer. Om jeg så havde heddet Hanne, Sofie eller Stine – bare det, at der eksisterede en kvinde i den her konstellation, det var der ikke plads til. Og det har været skide hårdt. Der var en dag tæt på brylluppet, hvor jeg kørte min vej og sad helt ulykkelig på en rasteplads. Der var simpelthen nogen, der prøvede at stoppe brylluppet. Jeg vidste godt, at de ikke kunne, men alligevel vågnede jeg op badet i sved efter et mareridt om, at de havde fået forklaret Morten, at han ikke skulle gifte sig med mig.

Du siger, at der er nogle, der er røget i svinget?

”Ja, der er nogle stykker, der simpelthen ikke engang har svaret på bryllupsinvitationen. Som ikke engang meldte afbud eller forholdt sig til, at vi skulle giftes. Der var en, der ringede og sagde: ”I vores hjerter vil Morten altid været gift med Tine, så vi kommer ikke”. Og så har vi aldrig hørt fra dem siden.”

Hold da op?

”Ja. Men Morten har været meget tydelig hele vejen igennem og har sagt: ”Hvis man betvivler mit valg, så betvivler man også mig. Hvis man tror, at jeg ikke er i stand til at vurdere, om det er godt for mine børn at være sammen med Michelle, så betvivler man også min måde at være far på, og så er det jo ikke mine venner”. Den dag, jeg sad ude på rastepladsen og var så ked af det, skrev jeg faktisk et opslag om det på Facebook, og det kommenterede Morten med det samme: ”Du har ikke gjort noget forkert. Hvis der er nogen, der har gjort noget forkert her, så er det mig, der har fejlet. Kom hjem”.

Så har du oplevet det som et tabu, at man kan finde en anden, når man har mistet sin ægtefælle?

”Ja, det er et kæmpe tabu, og der er så mange, der har skrevet til mig om det, men der er ikke nogen, der siger noget offentligt, fordi alle har noget smerte forbundet med det. Sorg er jo frygt. I det her tilfælde frygten for, at hvis jeg flytter ind her i huset og begynder at lave om, så forsvinder børnenes mor for evigt. Men sådan er det jo ikke. Tine kommer aldrig til at forsvinde, hun er børnenes mor. Men den frygt kan man ikke arbejde særlig konstruktivt med.”

”Og så må jeg også lige sige, at Morten vidste i halvandet år, at han til sidst ville komme til at stå alene. Selvfølgelig gjorde han sig nogle tanker om det, og jeg var heller ikke den første, han datede. Det er klart, hvis han havde kunnet vælge, ville han have gjort hvad som helst for at kunne beholde Tine i bare ti minutter længere. Men nu var det sådan. Og skulle han så ikke have et ønske om at komme ud i verden igen på et tidspunkt? Jeg tror, at når man er gift i 20 år, så kommer der automatisk en hverdag, en måde at tackle tingene på og en måde at være i verden på. En følelse af samhørighed. Hvis man ufrivilligt får det i skallen efter 20 år, fordi der opstår alvorlig sygdom og død, så forholder man sig til, hvad der var godt i de 20 år, hvad man savnede i de 20 år, og hvad man kunne tænke sig i de næste 20 år. Det skete for Morten i den tid, hvor Tine var syg, og før jeg overhovedet kendte ham. Da hun døde, havde han allerede for sig selv formuleret, hvordan hans liv fremover skulle være. Men da jeg så dukkede op samtidig med, at han var i gang med at ændre på tingene, blev jeg i nogens bevidsthed et skræmmebillede. En, der har tvistet hans hjerne. Men det havde han så fint klaret selv, før jeg overhovedet var en del af hans liv. Jeg havde intet med det at gøre.”

Så folk tænker ikke over den lange proces for Morten, der lå forud?

”Præcis. Og jeg vil godt sige, at jeg er så taknemmelig for, at jeg ikke var den første kvinde i hans liv efter, at han havde mistet sin kone. Hør her, en mand, der er så lækker, sexet og i god form … Selvfølgelig havde han datet andre, og jeg synes, det er så snæversynet, hvis man ikke kan forstå det. Jeg har fået nogle vilde kommentarer om, at det var da fint, at jeg lige var her til at trøste enkemanden. Men da det så gik op for folk, at jeg var her for at blive, så var de ikke søde mere. Jeg fik f.eks. at vide, at min cykel ikke skulle holde ude i indkørslen. Øh, undskyld – hvor skulle den så holde? I naboens indkørsel? Der var massiv uvelkommenhed fra flere sider. Derfor var jeg også så glad for, at vi til brylluppet skulle lege en gætteleg, hvor vi sad med ryggen til hinanden med min sko i den ene hånd og hans i den anden. Så stillede børnene forskellige spørgsmål, og vi skulle række den sko op, der passede: Hvem er bedst til at lave mad? Begge sko op. Hvem er mest sur om morgenen? Michelles sko op. Hvem sagde først: Jeg elsker dig? Og der kan jeg se på videoen, at vi begge to fuldstændig samtidig rækker Mortens sko op. Det var nemlig ham, der sagde det. Så hvis nogle måske havde en opfattelse af, at jeg kom valsende og scorede den velhavende enkemand fra Gentofte og tvistede hovedet på ham, fik de syn for sagen. Sådan var det ikke. Og det var super fedt, at det blev så tydeligt.”

Læs resten af det store interview med Michelle Hviid Brix HER.