Morten Albæk har én særlig leveregel, som vil give mening for mange
Morten Albæk vil have flere timer i swimmingpoolen med sin efternøler, end han havde med sine store børn. Lille Elliot har fået ham til at se tilbage på sit liv og love sig selv ikke at blive ved med at gentage de samme fortrydelser.
Morten Albæk opererer ikke med nytårsforsæt. Men med et livsforsæt. Som han repeterer denne onsdag formiddag, hvor 2023 stadig ligger nyt og uspoleret foran os.
"Det er at blive endnu dygtigere til at holde, hvad jeg lover – både over for mig selv og over for andre," siger han.
Og hvordan går det så med det?
"Jeg har en følelse af, at det går bedre år for år i takt med, at jeg bliver ældre. Der er heller ikke så meget ved at blive ældre, hvis det ikke er det samme som, at afstanden mellem det, man siger, og det, man gør, mellem det, man vil, og den måde, man agerer på, den bliver mindre og mindre. Altså noget af glæden ved at blive ældre er velsagtens, at man bliver mere og mere den, man gerne VIL være, og ikke den, man STRÆBER EFTER at være, eller den, andre FORVENTER, man skal være."
Sådan er samtaler med Morten Albæk.
Personlige spørgsmål bliver til almenmenneskelige observationer. ”Jeg” bliver til ”man”. Det er også tilfældet i hans seneste bog 'Falske sandheder i livet', hvor han beder os reflektere over de tilsyneladende sandheder, vi er omgivet af: Er man, som man er? Kan man blive lige, hvad man vil? Skal man elske sig selv, før man kan elske andre?
I bogen deler han ud af sin egen erkendelse af, at dét billede, han havde af sin verden og sig selv, har været baseret på samfundsnormer og leveregler, som har vist sig at være tanketomme talemåder, der ikke var så evigt gyldige, som han troede.
Én af disse erkendelser fik han, da han i 2019 var med til 12-ugers scanning af sin efternøler, Elliot, og oplevede at blive grebet af taknemmelighed over at se det lillebitte væsen tone frem i 3D på skærmen. I bilen på vej hjem gik det op for ham, at han ikke kunne huske det øjeblik med de to ældste børn. Fordi han ikke havde været med til scanningerne. Han havde været på arbejde.
”Aha-oplevelsen på Skejby Sygehus affødte da også spørgsmålet: Har jeg i det hele taget levet mit liv på en meningsfuld måde”, skriver han i bogen.
Manden, der gennem mere end to årtier har forsøgt at få os til at forvalte vores ene liv med omtanke og insisterer på at minde os om de gab, der er mellem vores ord og handlinger, kom selv i tvivl om, hvorvidt han var i utakt med sine egne leveregler.
Vi har kendt dig noget tid nu, og du har altid virket, som om du var meget i sync med dig selv, men det har du ikke været eller hvad?
"Det er et interessant spørgsmål... det her med selverkendelse. Jeg tror også, at jeg i de forskellige livsfaser har følt, at jeg var i sync med mig selv, men spørgsmålet er, hvor dyb en erkendelse af mig selv, der lå til grund for den selvopfattelse. Og ja, på udvalgte områder har jeg levet det liv, jeg gerne ville, og i udvalgte korridorer af livet absolut uden fortrydelser."
Annonse
"Men når jeg står og kigger tilbage på det liv, der nu er mere end halvt realiseret, så kan jeg sagtens se, at der er områder, hvor jeg skulle have ageret anderledes, hvis jeg skulle have haft den maksimale mening ud af livet i den pågældende livsfase."
"Det er ikke sådan, at jeg løber rundt og tror, vi kan leve et fortrydelsesfrit liv – det kan vi overhovedet ikke – og det vil sige, at lige så lidt det perfekte menneske og dermed liv findes, lige så lidt findes det fortrydelsesfrie liv. Men det centrale er, at vi ikke repeterer de samme fortrydelser, så de kommer til at nage og irritere og skabe eksistentielle sår i sjælen.
Og når jeg rejser tilbage i tiden og forholder mig til mine fortrydelser, så kan jeg jo sagtens se ting, der ikke var særligt begavede rent eksistentielt. Og der er nogle af fortrydelserne, jeg har repeteret. Fortrydelser er dog ikke af det onde, hvis de bliver til erkendelser. For en fortrydelse rummer netop muligheden for at ændre de handle – og levemåder, der ikke beriger ens liv med mening."
Dagen i dag
Morten Albæk er i Milano, da vi har denne telefonsamtale. Han har nogle dage med møder, inden hans to ældste børn, Emilia og Asger, støder til, og turen bliver til ferie. Det er dem og lille Elliot, bogen er dedikeret til.
Og dem, han først og fremmest tænker på, når han formulerer meningen med sit liv:
”Jeg vil forsøge at leve hver dag på en sådan måde, at de mennesker, hvis kærlighed jeg ikke kan leve foruden, har nemt ved at elske mig i morgen”.
Levede du sådan i går?
"Lige i går stod i logistikkens og rejseriets tegn, og det er immerværk vanskeligt at finde nogen dybere mening i en lufthavn udover den mening, der ligger i at nå ens fly inden afgang. Men hvis vi går tilbage til årets første dage, så ja, det gjorde jeg."
Hvad gjorde du rigtigt dér?
"Jeg havde besluttet mig for ikke at lade mig beruse så meget på årets sidste dag, at jeg ikke kunne stå frisk op med min mindstemand og nyde morgenen sammen med ham. Jeg fik genfortalt til mine store børn, at jeg elsker dem og er stolte af dem, og at jeg glædede til, at vi skulle på tur sammen til Norditalien. Jeg satte mig ned og fik organiseret nogle ting til vores besøg her i Milano.
Noget, der handler mindre om mine egne interesser og mere om mine børns, og oplevede den glæde, det altid giver mig at gøre noget for andre. Det tror jeg, at jeg en dag om mange år kommer til at skrive om: Det meningsfulde i at begrænse sin frihed og sine behov i målet om at skabe meningsfuldhed for ens næreste og kæreste. For kærlighed er nu engang én af de ting, man ikke bliver fattig af at give væk."
Men vil livet ikke altid have mange dage, hvor vi gør ting, der skal gøres, uden at vi forholder os ret meget til kvaliteten i dem – ligesom din rejsedag?
"Jo, og jeg fejler ofte. Nogle gange er det, som om folk ikke vil høre det … men er du vimmer, jeg fejler også i det her! Ikke majoriteten af tiden, for så ville jeg simpelthen ikke kunne være i mig selv, så ville jeg ligge i eksistentiel fosterstilling. Men i løbet af 365 dage har jeg selvfølgelig også flere dage, hvor det, der er meningen med mit liv, ikke bliver foldet ud. Sygedage, rejsedage, tychobrahesdage."
Annonse
"Men det gode ved at have afklarede livssentenser som den, jeg har formuleret, er, at de er med til at give dig svimlende dårlig samvittighed, når du ikke lever op til dem."
Så dårlig samvittighed er en god ting?
"Vi skal huske på, at dårlig samvittighed er og bliver en af vores mest kærlige og vigtige følgesvende. Den arbejder for os, den arbejder for at formindske gap’et mellem det, vi ideelt set gerne ville, og det, vi gør. Vi skal ikke være bange for den dårlige samvittighed. Vi skal lade den være, og det er ikke fordi, vi skal være selvpinere, men vi bliver nødt til at lade følelsen af fortrydelse og irritation blive og ikke fortrænge den – før vi har handlet.
Før vi har brugt den dag i dag til at gøre det en lille smule bedre, end vi gjorde i går. Fordi så har den dårlige samvittighed det med at lægge sig, og den gode samvittighed begynder at tone frem. Jeg har selvfølgelig også dage i løbet af et år med dårlig samvittighed over ikke at være den far og det menneske, jeg gerne vil være."
Annonse
Manisk flid
Morten Albæk arbejdede i 15 år som direktør i Danske Bank og Vestas, i dag er han direktør i sit eget firma, det internationale konsulenthus Voluntas, han sidder i flere bestyrelser og har udgivet en række bestseller-bøger. I hans nye bog, 'Falske sandheder i livet', udfordrer han blandt andet den sandhed, at succes gør én lykkelig. Heri ligger én af hans egne største kursændringer.
"Flid er en positiv dyd, men jeg har til tider overdrevet min flid i jagten efter succes og magt og pekuniære ambitioner. Jeg kunne godt have været mindre flittig med mit arbejde og mere flittig med andre facetter af livet. Det er en af mine største fortrydelser, og det er den falske sandhed, jeg senest er begyndt at afvikle."
"På den ene side mener jeg, at flid er sundt, og at flidsetik er væsentlig. Altså det at være grundig med noget får du masser af glæde af – ikke bare arbejdsmæssigt, men også hvad angår venskab, forældreskab, dine interesser, men når jeg kigger tilbage på det, så kan jeg se, at der er timer, jeg har lagt i mit arbejde, der var unødvendige, men det vidste jeg jo ikke. Jeg troede, de timer var nødvendige for at opnå mening. Det gav måske nok faglig succes, men ikke ”eksistentiel succes” – altså mening."
"Jeg har altid og vil nok altid arbejde mere end gennemsnittet, fordi jeg godt kan lide at arbejde. Så jeg vil aldrig fralægge mig flid som et værktøj til dygtiggørelse eller realisering af mulighedsrum. Min simple morale er bare, at den maniske flid, jeg har haft, der har været mere drevet af forfængelighed end stræben efter at skabe noget, der var nødvendigt eller smukt, den er jeg glad for at have lagt bag mig."
"Når jeg står, hvor jeg står nu, så fortryder jeg, at jeg ikke lukkede computeren ned på flere ferier tidligere på dagen, end jeg gjorde. Men jeg holdt den ikke åben, fordi jeg ønskede at degradere eller disrespektere min familie. Jeg troede, det var nødvendigt. Det ved jeg nu, at det ikke er, og derfor vil jeg ikke gentage den samme fejl igen."
Fortryder du det i forhold til dine børn, din kone eller dig selv?
"For at banalisere det helt ned: De timer, jeg ikke havde i swimmingpoolen, i baghaven eller dagligstuen med Emilia og Asger, da de var tre et halvt år, fordi jeg sad og klimprede på mit tastatur en time eller halvanden mere, end jeg burde, i min iver efter at svare hurtigere, end hvad der var nødvendigt, eller påtog mig et ansvar, jeg godt kunnet have ladet ligge eller delt med andre, det er timer i den swimmingpool, jeg aldrig nogensinde får igen.
Nu får jeg mulighed via Elliot for at lukke computeren og være nærværende sammen med ham, og det fylder mig jo både med taknemlighed og glæde, men også en smule sorg. Sorgen over, at der er ting, jeg gør med ham, som jeg ikke fik gjort sammen med hans ældre søskende."
"Jeg har ikke dårlig samvittighed over det liv, jeg har givet mine ældste børn. Det handler om, at jeg vil have de ekstra timer i swimmingpoolen med Elliot. Det centrale er at forholde sig til nuet ved at rejse tilbage og reflektere over, hvad det er for nogle følelser, mit historiske liv har givet mig, og som jeg ønsker enten at reproducere eller aldrig føle igen. Det tror jeg, at rigtig mange af os vil få en gave ud af at gøre."
"Jeg synes, jeg har givet mine børn et godt liv – det skal de selvfølgelig være dommere over – men jeg tror, de er enige. Har det været et perfekt liv? Nej. Har jeg været mere fraværende i udvalgte øjeblikke, end jeg burde? Ja. Men har jeg samtidig også i andre øjeblikke elsket dem så intenst, som ethvert barn fortjener, og måske med højere hyppighed end de fleste? Sandsynligvis. Så i det samlede perspektiv er det hele gået nogenlunde godt. Men svaret er deres, ikke mit."
Kærlighed og selvrespekt
Morten Albæk fortæller tydeligvis gerne om forholdet til sine børn, men er mere tilbageholdende, når det kommer til parforholdet. I bogen skriver Morten Albæk om sin hustru.
”Sara, med hvem jeg har stiftet den familie, jeg har i dag. Og det liv, vi skabte sammen, er et, jeg for alt i verden ikke vil være foruden. Men også et liv sammen, som for eksempel lige nu, mens jeg skriver disse linjer, har det svært, og som vi er usikre på om vi skal fortsætte under samme tag.”
Hvad ligger der bag denne formulering?
"Jeg skriver det, fordi når man skriver en bog om falske sandheder, så nytter det ikke at lægge en falsk sandhed ind i bogen. Jeg skriver det, fordi jeg godt vil understrege, at mit liv er lige så kaotisk uforudsigeligt og fyldt med udfordringer som alle andre menneskers liv."
Til gengæld vil han gerne tale mere filosofisk om kærlighed. En af de falske sandheder, han udfordrer i bogen, er, at ”man skal elske sig selv, før man kan elske andre”.
"Selvkærlighed synes for mange at være blevet et stykke surrogat; vi begynder at tro på, at hvis vi bare kan elske os selv, så har vi ikke brug for kærlighed fra andre – ja sågar helt ned i romantiske forhold begynder vi at tro, at vi i singlelivet kan finde meningen med livet eller roen i livet bare ved at elske os selv.
Men sandheden er, at analyse efter analyse viser, at den klare majoritet af singler gerne vil have en romantisk partner, så uanset om de fylder sig selv med kærlighed, så mangler de stadig en, der kan give dem kærlighed. For man kan ikke give sig selv et kys, et kram eller et kompliment, der har samme tyngde og effekt som det, der er givet af en anden, der elsker én."
"Jeg synes, man skal værdsætte sig selv og respektere sig selv, men er det en forudsætning, at vi elsker os selv, for at vi kan værdsætte og respektere os selv? Nej, det er det slet ikke! Forudsætningen er, at vi har erkendt os selv, og at vi bærer os selv med integritet, mod og tydelighed."
Men giver det ikke meget god mening, at man skal elske sig selv, før andre kan elske en?
"Nej, det, der giver os modet til at give kærlighed, det er ikke selvkærlighed, det er vores selvværd og selvrespekt. Og der er forskel på disse tre. Jo mere vi værdsætter os selv, og jo mere vi respekterer os selv, jo mere modige er vi med at give kærlighed, før vi selv har modtaget den, og så bliver det ikke sådan et waiting game, hvor vi sidder og venter på, at den anden skal tilkendegive kærlighed, før vi tør give vores. Så bliver kærlighed snarere en transaktionel ydelse, og så er kærligheden revet i 10.000 stykker, for det har aldrig været intentionen med den, at den skulle være transaktionel og ”commodified”."
"Jeg tror på, at jo mere kærlighed man giver, jo mere får man tilbage. Så derfor burde buddet bare hedde ”elsk” frem for ”elsk din næste, som du elsker dig selv”. Får vi altid lige så meget kærlighed tilbage, som vi giver? Nej, men der er ingen risiko at løbe, for vi får altid mere tilbage, end hvis vi ingenting gav."
