Nadia Nadim hader flokmentalitet: "Jeg er ikke et får"

Tre vendinger går igen.

Tre udtryk, som Nadia Nadim bruger i flæng i de timer, vi er sammen med hende i moderens villa i Vejle, og som samtidig tegner et tydeligt billede af hende som person:

Det ene er ”100 procent”. 

For eksempel går hun 100 procent efter at vinde titlen i familiens interne Masterchef-konkurrence. Hun ved 100 procent, at hun skal være kirurg. Og hun synes, det er 100 procent mystisk, at hun er endt med at leve af en holdsport. 

Det andet er ”det er, hvad det er”. 

Det er, hvad det er, at hendes hold på grund af coronakrisen har misset chancen for at vinde den Champions League-finale, som hun har drømt om. Det er, hvad det er, at hun og hendes storesøster er uenige om næsten alt. Og det er, hvad det er, at nogle mennesker mener, hun er utaknemmelig og hellere skulle rejse tilbage, hvor hun kommer fra.

Nadia Nadim er enten 100 procent engageret eller videre med et skuldertræk.

Det sidste udtryk, der dukker op i flere sammenhænge, er ”livet er for kort til …”. For kort til at være så stædig, at man ikke kan sige undskyld. For kort til at hænge sig i tøsefnidder. 

– Livet er for kort til, at man kan tillade sig at ødelægge dagene, siger hun på et tidspunkt, da vi taler om, hvorfor folk godt kan lide hende, selv om hun på mange måder er kantet og kompromisløs.

– Generelt er jeg meget positiv. Jeg kommer ind i rummet med en positiv energi, og for mig gælder det hver dag om at være så glad som muligt. Jeg tror, den energi smitter af … Og så er jeg jo utroligt charmerende og karismatisk og hahahaha …

Hun griner, men hun ved det; hun trækker folk til sig. Som barn kunne hun gå alene ud i skolegården med en bold, og så ville de andre flokkes om hende for at være med. Men hun ved også godt, at folk kan slå sig på hende. Sådan er det at være rebel, og det er det, interviewet handler om i dag:

Hvad lægger du i ordet rebel?

– En rebel er en person, der går den vej, hun synes er den rigtige. Mange følger den samme tankegang som alle andre – fordi sådan er man opdraget, normen siger det, samfundet siger det. Rebellen siger ”Hmm nej, jeg har ikke lyst til at gå den vej der, for jeg synes, den her vej er bedre, så jeg går min egen vej”. Jeg følger min hjerne og mit hjerte, og mange gange er jeg blevet opfattet som rebelsk eller arrogant, fordi jeg ikke gør som alle andre. Det er også gået op for mig, at det føles rebelsk, hvis man er direkte og konfronterer folk.

Nadia Nadim ser det nærmest som sin pligt at udfordre de bestående hierarkier og normer. Hun kalder dem, der ikke gør det, for får. 

– I fodbold er det sådan, at alle skal gå samme vej, og alle skal følge reglerne. Det er ikke fordi, jeg ikke kan indordne mig og respektere autoritet – sådan er jeg blevet stemplet mange gange – men jeg har bare ofte stået i en situation, hvor jeg har følt, at det her giver ikke nogen mening: Der må gerne være 10 får, men jeg er ikke et får, så jeg har stillet spørgsmål eller sagt ting direkte til folk, som jeg ikke skulle have sagt, fordi det er imod normen. 

– Jeg er ikke ude efter diskussionen, men hvis det er det, jeg tænker, så siger jeg det højt. Jeg har mange gange tænkt ”Fuck, det her er dumt, Nadia, sig det ikke, bare vær ligeglad”, men jeg har det svært med mig selv, hvis jeg ikke får sagt tingene. Også selv om jeg ved, det får konsekvenser.  

Nadia Nadims ubændige trang til at sige sin mening kom til udtryk, da hun i selvbiografien ”Min historie” langede ud efter sine landsholdskammerater og formanden for spillernes fagforening.

Landsholdet lå i 2017 i konflikt med Dansk Boldspil-Union, fordi parterne ikke kunne blive enige om en ny aftale, og Nadia Nadim kritiserede i bogen sine medspillere for at have ladet sig manipulere af Spillerforeningens formand. 

– Første gang jeg fik følelsen af, at Mads Øland opfatter kvindelige fodboldspillere som kaglende høns, glemmer jeg aldrig. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde præcist, men jeg kan tydeligt huske følelsen af at føle mig lille og dum, skrev Nadia Nadim i bogen.

Forhandlingerne endte med at bryde sammen, så landsholdet missede en VM-kvalifikations-kamp. Nadia Nadim mener, at spillerformanden var en dårlig repræsentant i konflikten med Dansk Boldspil-Union, fordi hans fokus primært var på herrelandsholdet, og hun bebrejder sine holdkammerater for at være gået med på spiller-formandens taktik.

Når du vælger at gå ud med sådan en kritik, så har du vel kalkuleret risikoen for at blive upopulær?

– 100 procent. Jeg vidste godt, hvad konsekvensen ville være. Men igen; det var sådan, jeg opfattede det. Mens konflikten stod på, havde vi diskussionen indbyrdes, og jeg var sådan ”come on, folkens!”, men jeg gik ikke ud og sagde det på det tidspunkt. Ja, jeg er egoist, men jeg ville ikke gøre noget, der gik ud over holdet. 

– Men jeg sagde til dem, at han ikke talte vores sag, og det var præcis det, der kom til at ske. Vi fuckede op, og det førte til, at vi ikke kom til VM. Tro mig, jeg kunne have skrevet meget mere og været mere led, men det gad jeg ikke. Folk er forskellige, og nogle er lettere at manipulere med, men jeg kunne godt gennemskue, at manden sagde det, vi gerne ville høre, for at få os med på hans plan. Og bagefter var der ingen, der indrømmede ”Ok, vi har fucket op”.

Hvem er Nadia Nadim

• Født 1988.
• Kom til Danmark i 2000, efter at være flygtet med sin mor og fire søstre fra Afghanistan.
• I 2009 blev hun som 21-årig den første danske fodboldspiller med indvandrer-baggrund til at spille en landskamp for Danmark. Samme år begyndte hun på medicinstudiet på Aarhus Universitet.
• Har spillet professionelt i USA, England og nu i Frankrig. Vandt EM-sølv med det danske landshold i 2017.
• Kåret af Berlingske til Årets Dansker 2017.

Efter bogens udgivelse tog holdet med anfører Pernille Harder i spidsen afstand fra hendes kritik. 

”Det, Nadia beskriver, må stå for hendes egen regning. Det kan resten af holdet ikke nikke genkendende til. Vi har god tiltro til Spillerforeningen, og vi har taget beslutningerne som et hold”, forklarede Harder på vegne af holdet i Politiken.

Hvordan var stemningen på holdet, da I mødtes igen?

– Lige umiddelbart efter var der rigtigt dårlig stemning. Virkelig dårlig. 

Hvordan kom det til udtryk?

– Jeg ved ikke, om jeg skal sige det, men jeg siger det alligevel: Folk var sure, og jeg vidste også godt, at Mads Øland (spillerformanden, red.) stod bagved og pustede til ilden.

Hvordan håndterede du det?

– I starten var jeg ikke påvirket af det, men så begyndte det at blive sådan ”du skal ikke have bolden”-agtigt ude på fodboldbanen. Jeg tror, der var to-tre situationer, hvor jeg følte ”det er sgu sindssygt”, og for mig var det værste, at jeg ikke kunne reagere 100 procent, som jeg gerne ville.

– Jeg havde nogle snakke med min træner, og så endte det med, at jeg stillede mig op forklarede: ”Prøv lige at høre her, det her har ikke noget personligt med jer at gøre, for hvis det skulle være personligt, så havde jeg skrevet mange flere ting”.  

– Det er mennesker, jeg har kendt i 10-12 år, og jeg opfatter dem som mine venner. Det, der pissede mig af i den her situation, var, at de ikke kunne forstå min side af historien, men med kvinder og piger kan det hurtigt blive småligt, og jeg er ikke selv en smålig person – måske fordi jeg har haft mange drenge-venner, og to af mine søstre er også rigtige tom boys – så jeg har ikke den der pigementalitet, og jeg følte lige der, at det blev ret småligt. 

Føler du dig ikke trykket i sådan en situation, hvor du kan mærke, der er en fjendtlig stemning imod dig?

– Jo, det blev lidt trykket, men fuck det, mit liv er for kort. Jeg mister ikke søvn over sådan nogle ting. Jeg har været igennem meget mere lort end det, og jeg har ikke så lang tid til at nå mine mål, så jeg kan ikke spilde tid på at ligge og være ked af sådan noget. 

Nadia Nadim flygtede sammen med sin mor og fire søstre fra Afghanistan, efter hendes far var blevet dræbt af Taleban. Familien kom til Danmark i 2000. Tæt på asylcenteret i Skørping opdagede hun fodboldbanerne og sit eget talent.

I 2009 blev hun som 21-årig den første danske fodboldspiller med indvandrerbaggrund til at spille en landskamp for Danmark. Siden har hun spillet professionelt i både i England, USA og i Frankrig.

Tænker du over, hvor mærkeligt det er, at en ener som dig har holdspil som din levevej?

– Ja, 100 procent! Altså, jeg kan godt lide det fællesskab, man har omkring spillet, og jeg kan godt lide mine venner, på den måde elsker jeg det. Men i mange henseender tænker jeg ”shit, det er mystisk, at jeg er på et hold”. 

– Jeg er generelt god til al sport, så lige meget, hvad jeg var startet på, så tror jeg, at jeg ville være blevet god til det. Fodbold var det nemmeste, og jeg var ikke så privilegeret, at jeg kunne vælge, hvad jeg ville gå til. Vi havde råd til det, og jeg skulle bare have en rund ting at sparke til. Men hvis jeg havde haft muligheden for at gå til andre sportsgrene, så var jeg nok gået andre veje. 

– Det skal ikke misforstås, og jeg synes, det er fedt at være på et hold, men mit mindset passer bedre til en individuel sport. 

Du ejer ikke flokmentalitet?

– Nej, overhovedet ikke. Jeg har altid haft det modsatte. Når alle skulle have de samme ting, så skulle jeg bare ikke have det. Jeg skulle bare ikke have de Kawasaki-sko! Jeg hader det der med at være en flok.

Selv i den flok, der er hendes familie, tager hun de hårde opgør.

Hun er den næstældste ud af fem søstre, men også her udfordrer hun hierarkiet.

– Jeg er nok familiens overhoved. Selv om jeg ikke er ældst i søskendeflokken, så er jeg den, der har taget mest ansvar.

– Det er ikke fordi, jeg ikke har respekt for min storesøster, for det har jeg, men hun har mere kørt sit eget show, hvor jeg nok mere er familiens samlingspunkt. Jeg har ansvar, og det kan jeg godt lide. 

– Men jeg kan godt mærke, det er det, der clasher i søskendeflokken, når hun føler, at hun burde være bossen, men det er hun ikke, og det fortæller jeg til hende ”du har ikke været her, så beklager”.

Hvordan er det blevet sådan?

– Min lillesøster og jeg var ret hurtige til at sige ”vi bliver nødt til at hjælpe vores mor, så vi bliver nødt til at arbejde”. Det er kommet naturligt, og jeg kan godt lide det, og vi har et virkeligt stærkt bånd alle sammen, og jo ældre jeg bliver, jo mere klar bliver jeg over, hvor vigtig familien er.

– Nu har jeg boet i udlandet i snart seks år, så har jeg forstået, hvor meget de små øjeblikke, som man har taget for givet, de betyder.

For Nadia Nadim er familie ikke til diskussion. Det er en konstruktion, der kan stå imod enhver storm. Og dem, man elsker, tugter man.

Hvad skændes I om, når I skændes?

– Jeg skændes mest med min storesøster, fordi jeg nogle gange føler, at hun kun tænker på sig selv, og så siger jeg det. Jeg er virkelig ærlig: ”Det der er selvisk, det kan du ikke være bekendt”. 

For tiden er hele familien samlet for første gang længe. Samlet i huset i Vejle, som Nadia og storesøsteren har købt til moderen. 

– Vi har købt huset, så vi har et sted at have en base, for jeg hadede, da vi boede til leje og skulle flytte rundt. 

Og selv om hun og storesøsteren har deres opgør, så er blodets bånd altid stærkest.

– Det er, hvad det er, og i sidste ende tror jeg, vi har et fælles mål, og det er at forbedre livet for os selv og for min mor. Jeg vil gerne have, at min mor skal have det bedste liv, der overhovedet er muligt. Hvis jeg klarer mig godt, så er det ikke bare mig, men hele min familie, der klarer sig godt, det er vigtigt for mig, at alle forstår det. Når de klarer sig godt, så bliver jeg stolt af dem. Uanset, hvad vi gør, så gør vi det sammen.

Storesøsteren er læge i Norge, to søstre er sygeplejersker, den sidste er handicaphjælper og typen, der ikke kan køre forbi et dyr på vejen uden at skulle holde ind til siden for at tage sig af det, griner Nadia. Hun er selv et semester fra at være færdig med lægestudiet.

– Jeg tror, det har været naturligt, at vi har valgt at gå den vej, for alt det, vi har oplevet, sætter tingene i perspektiv. Vi ved fra os selv, at når man er helt nede og ligge, så er det de små gestures, der gør en forskel. De små handlinger, folk har gjort for mig, har gjort mig til den, jeg er i dag med de valg, jeg tager, og jeg vil gerne være i en position, hvor jeg kan gøre det samme for nogle andre. 

– Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg gør, og hvordan jeg gør det. Når jeg går rundt i gaderne, så siger jeg hej til hvert et menneske, jeg møder, for man ved jo ikke, om det er en, der har det virkeligt skidt, og at det, at man smiler og siger hej, ændrer hele dagen for dem. 

For en søsterflok, der er født i et Afghanistan, hvor piger ikke måtte gå i skole, er det et kraftfuldt statement at uddanne sig, og Nadia Nadim er ikke i tvivl om, at deres mors rebelskhed har banet vejen for dem.

Da hendes mand døde, måtte hun finde en vej ud af den fremtid, der ventede: Det var afghansk tradition, at mandens bror skulle overtage både formue og kone efter hans død. 

Men hun fik sig selv og de fem piger smuglet ud af landet til Europa.

– Min mor har altid været rebelsk. Da hun startede i skole, var hendes far imod, så hun gik bag hans ryg for at kunne komme i skole. Nogle af de træk, jeg har, har jeg fra hende. Hun gør det, hun tror er rigtigt. Om det har konsekvenser for det, folk tænker om hende, er hun ligeglad med.

– Min mor var del af en gruppe, der kæmpede for kvinders rettigheder og kæmpede imod, at de ikke måtte gå i skole og have et arbejde eller færdes ude i samfundet uden at være sammen med en mand. Da krigen brød ud, og man ikke måtte tage i skole, så underviste hun folk derhjemme. For hende er undervisning vigtigt, så du kan danne dig dine egne holdninger, for ellers er du bare et får, der følger, hvad der bliver sagt. Uddannelse er nøglen, og det er også en af grundene til, at jeg er Unesco Champion (internationale sportsstjerner, der er talspersoner for Unesco, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, red.).

Selv om interviewet ikke skal handle om hendes flygtningebaggrund, har den betydning. For hun har en mening om integration, om danskhed og om tonen i debatten, og også her skiller hun sig ud fra mange andre sportsstjerner. Hun melder klart ud – og tager konsekvensen. Som for eksempel i 2017, hvor hun til DR udtalte: 

– (…) al den negativitet om folk med anden etnisk baggrund, holdningen til mennesker i nød, debatten om at være ”rigtigt” dansk – de konstante slag, man får i hovedet. Det gør faktisk, at jeg ikke vil være 100 procent dansk. For hvis det er den nye danskhed, vil jeg ikke være en del af den. Så vil jeg ikke være dansker.

Hun vidste godt, det ville give bagslag.

– Reaktionerne var hovedsageligt positive, men mange var også sådan ”hold nu kæft, du er utaknemmelig, og hvis du er utilfreds, kan du sende mig dit kontonummer, så sender jeg dig penge til at komme hjem igen”.

– Jeg har det svært med, at jeg hele tiden skal være taknemmelig for at have fået hjælp. Det er fair nok, jeg ikke er født her, men jeg føler mig dansk, og jeg føler, jeg bidrager meget til samfundet, men det er ikke fedt hele tiden at skulle bevise sig selv. 

– Det er, hvad det er. Men forestil dig, hvis sådan en som mig nogle gange kan føle sig udenfor, og at jeg ikke er accepteret, hvordan har de mennesker, der er mere perifære, det så? De må føle det 100 gange mere, end jeg gør.  

Efterfølgende blev hun af Berlingske kåret til Årets Dansker 2017.

Nadia Nadim har set sin mor tage svære beslutninger, der ændrede fremtiden. Det er den målestok, hun måler sit liv på. Hun vil have folk omkring sig til at tage bevidste valg.

– Jeg siger det, som det er, selv om det ikke er rart at høre. Når jeg siger til min søster: ”Du er godt nok blevet fed, tag dig sammen”, så siger jeg det, fordi jeg er bekymret for hendes helbred.

– Når jeg siger noget på klubplan eller landshold, så er det fordi, jeg gerne vil have, at vi skal blive bedre. Jeg gør det ikke for at hakke ned på folk, men for at ændre på en situation.

– Jeg siger det ikke til alle, men jeg siger det til de mennesker, jeg har noget med, og som jeg holder af. Jeg går ikke op i, hvad andre mennesker gør, men hvis jeg er på et hold, og der sker ting, som i sidste ende påvirker mig, så er jeg ego nok. For jeg vil gerne vinde, jeg vil gerne blive bedre, og hvis der er noget, der gør, at vi ikke topper, så siger jeg det.

Slår folk sig ikke på dig nogle gange?

– Jo, det gør de. Det er ikke fordi, jeg er et ondt menneske, jeg ville selv elske, hvis folk var lige så direkte over for mig, som jeg er over for dem. For det er jo ikke altid, man selv er klar over, hvad man har gang i. Hvis nogen sagde til mig ”hey, det der er dårlig stil”, så ville jeg tænke over det og begynde at være opmærksom på ”har jeg lavet en fejl?”. De mennesker, der kender mig og er tæt på mig, de ved godt, det ikke er ondskabsfuldt ment. De slår sig, men det skaber også et tættere bånd.

Betyder det noget for dig, om folk kan lide dig?

– Nej. Det har det aldrig gjort. Jeg er kold i røven. De mennesker, som jeg elsker og har omkring mig, er der, fordi de synes, jeg er en cool person. Hvis du kan lide mig for den, jeg er, så fedt. Hvis du ikke kan lide mig for den, jeg er, så fair nok. Jeg kan heller ikke lide alle mennesker. Jeg kan ikke lide al mad. Det er naturligt. 

Når dit liv bliver gjort op, hvad har du så ændret?

– Jeg håber, at jeg har været med til at ændre, at kvinder bliver sat i boks. At der ikke er nogen boks, du vælger selv, hvor din grænse går. Fodboldmæssigt vil jeg gerne huskes for, at jeg har været med til at ændre synet på kvindefodbold. 

– Jeg vil gerne arbejde for bedre vilkår for kvinderne og for at sprede fodbolden til steder, hvor piger i dag ikke må spille fodbold. I vores del af verden er vi nået til, at vi gerne vil have vores del af kagen, men der er steder, hvor pigerne ikke engang er med i den kamp, de er ikke engang på banen.

I huset i Vejle serverer mor Hamida grøn te og nødder. 

Nadia har hjulpet i haven og hugget brænde. Men det meste af tiden hygger hun sig bare.

– Jeg har i mange år haft følelsen af, at nu sidder de alle sammen derhjemme og hygger sig, mens jeg går glip af det. Så jeg tanker familietid op, og når krisen er ovre, kan jeg klare mig.

– Vi har sådan en MasterChef-konkurrence kørende. I dag er det min tur. Jeg skal lave noget thai chicken. 

Går du efter at vinde?

– 100 procent! Jeg har kørt dirty talk i en uge, så jeg bliver nødt til at præstere.