Natasja Crone om kærestens arbejde i Ukraine: ”Jeg vågnede hver time”
Stress og uro har fyldt hos tv-værten, der er vågnet flere gange om natten, mens hendes kæreste fysisk er i Ukraine for at dække krigen mod Rusland. Det fortæller Natasja Crone i podcasten Skål Søster.
Tv-vært Natasja Crone har det ”okay” med, at hendes kæreste, kollegaen Rasmus Tantholdt, er taget tilbage til Ukraine for anden gang, men hun havde det slemt sidst, han var væk.
Det deler den populære tv-vært i den nye podcast Skål Søster, hvor kendte gæster sammen med ALT for damerne gennemgår ugens personlige højde- og lavpunkter hver fredag.
Sammen med journalist Sisse Sejr er Natasja Crone gæst i podcasten, og for hende har et lavpunkt været Ruslands invasion af Ukraine, som ikke kun har været altoverskyggende på verdensdagsordnen – men også hjemme i privaten hos TV 2-parret.
Som krigskorrespondent er Rasmus Tantholdt nemlig fysisk i Ukraines hovedstad, Kyiv, for dække krigen, der brød ud i februar i år.
”Denne gang har jeg det okay med det. Da han var afsted første gang, var han væk i to måneder. Han har aldrig været væk i så lang tid. Der havde jeg det virkeligt lavpunktsagtigt med det, for det var jo på et tidspunkt, hvor ingen vidste: Hvad er det her, og bliver Kyiv bombet om tre sekunder?! Jeg vågnede hver time om natten og tjekkede nyheder. Meget stressende,” fortæller Natasja Crone i podcasten Skål Søster.
Rasmus ringer hjem
Selvom hun er en garvet journalist, så påvirker overskrifter om journalister hende altid, understreger Natasja Crone. For eksempel da to reportere fra Ekstra Bladet blev beskudt og såret.
Hvis Natasja Crone ikke ved hvilket medie, en ramt journalist er fra, kontakter hun også direkte de medier, som bringer nyheden.
”Hver eneste gang, der er sådan en overskrift, og hvis der ikke er medie på - hvis der bare står ”dansk journalist skudt” - så kan jeg godt finde på at skrive til Ekstra Bladet eller BT og sige: ”Gider I ikke lige skrive medie på, for alle kimer mig og Rasmus ned?!”. Det skaber en frygt i alle, der kender ham,” forklarer hun.
Med tiden er Natasja Crone blevet bedre til at vænne sig til sin partners arbejde, og hun kalder det for en slags ”new normal” i deres hverdag. Det har hjulpet meget, at Rasmus altid sørger for at give lyd fra sig, når han har mulighed for det.
”Han er god til at ringe enormt meget, og det er ikke sådan, at jeg lige pludselig ikke ved, hvor han er, og han er god til at involvere mig i alle mulige detaljer, så jeg også ved, hvad der foregår,” siger hun i podcasten og uddyber:
”Så nu har jeg det meget godt med det – og denne gang skal han ikke være væk i to måneder.”
Rasmus Tantholdt kommer hjem i løbet af denne uge.
Hør hele afsnittet af podcasten: Skål, Søster! Her blev der så talt om Michael Bojesen-sagen, som minder om andre MeToo-sager, vi har set. I studiet blev det diskuteret, om disse bortdømte mænd nogensinde kan komme tilbage, og om Natasja Crone har en pointe, når hun ikke ser noget problem med, at Jes Dorph medvirker i en fodbold-podcast. Fredagsbaren er åben! Skål, søster!
Ugens medvirkende: Rikke Dal, Sisse Sejr og Natasja Crone, samt vært Josefine Stork.