Ny roman skildrer Grønland sublimt
Kim Leines nye roman "Profeterne i evighedsfjorden" udspiller sig i 1700-tallets Grønland med en præst som hovedkarakteren. Et atypisk valg, der dog viser sig at fungere perfekt. Se her, hvor mange stjerner ALT for damerens boganmelder har givet.
Hold da op! Sådan en bog udkommer der ikke en gang om året. KIM LEINE, har med ”PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN” gjort sig helt fri af sin egen historie. Romanen, der for størstedelens vedkommende foregår i Grønland i slutningen af 1700-tallet, bygger på virkelige begivenheder.
Præsten Morten Falck ankommer til Sukkertoppen, hvor han får et tæt forhold til Therkel og Lydia, der er uægte børn af en gammel danskerpræst (og horebuk). Han møder en gruppe eskimoer, der har skabt deres egne profeter. Leine beskriver det hele, så man må tro, at han ikke bare har boet i Grønland, men også har levet i 1789.
Man suges ind i præstens historie og hans deroute – kulminerende i et anfald af dysenteri, hvor man følger hvert et sprut fra hans nedbrudte mave. Handlingen fungerer nærmest på to niveauer: Den, du umiddelbart bare rives med i, og så den, du pludselig opdager, når du har læst bogen til ende. Her spiller forfatteren dig et reelt puds. Må indrømme, at jeg først selv opdagede, hvor sublim fortællingen er, da jeg læste første del af romanen igen.
Gyldendal, 525 sider, 299 kr.