Sofie Gråbøl græd i ugevis: "Jeg skammede mig"
Sofie Gråbøl reagerede med egne ord overraskende voldsomt, da David Bowie døde i 2016, fortæller hun nu.
Denne artikel blev bragt hos HER&NU første gang. Dette er en redigeret udgave.
Sofie Gråbøls verden brød fuldstændigt sammen, da David Bowie i 2016 døde af leverkræft.
I 'Portrætalbum' på Radio 4 fortæller skuespilleren, hvordan hun i ugevis græd over dødsfaldet.
"Jeg reagerede overraskende voldsomt. Det kom bag på mig selv, hvor voldsomt jeg reagerede. Så voldsomt, at jeg faktisk græd i tre uger. Og skammede mig over det. Jeg syntes, det var flovt, så jeg gjorde det alene hjemme i mit køkken," siger hun i udsendelsen.
Reaktionen satte tanker i gang hos den 54-årige skuespiller, der ikke havde haft det på samme måde, da hendes far, arkitekten Kaj Fladhede Gråbøl, døde året inden.
David Bowie var med sin musik blevet den faderfigur, hun manglede.
"Min far har ikke været der for mig. Den rolle tog David Bowie i stedet," forklarede hun på Radio 4.
Sofie Gråbøl har tidligere fortalt Kristeligt Dagblad, at hendes forældre blev skilt, før hun blev født, og at hun voksede op sammen med sin mor, bror og stedfar.
"Min far boede faktisk fem år i Kenya, hvor han tegnede hospitaler. Han forsvandt bare – det gjorde man i 1970’erne."