Tania Asbæk: "Jeg har en fornemmelse af, at mange tænker, at jeg er kommet nemt til det"

Tania Asbæk har kunst i blodet og en baggrund i reklamebranchen. Alligevel skulle hun kæmpe for at bevise sit værd i kunstverdenen, da hun giftede sig ind i kunstfamilien Asbæk. I dag står hun i spidsen for Collaborations, som både rummer udstillingssted og kunstrådgivning, og hvor hun sammen med sin mand, Thomas Asbæk, vil nytænke den måde, kunst formidles på. Og så kræver hun mere plads til kvindelige kunstnere.

Hvornår oplevede du første gang at være god til noget?

– Jeg har altid følt, at jeg godt kunne finde ud af ting, når jeg virkelig forsøgte. I skolen var min selvdisciplin måske ikke den bedste, hvilket nok hænger sammen med en manglende evne til at fordybe mig i noget, jeg ikke synes, giver mening i den store sammenhæng. Men som udgangspunkt føler jeg et stort ansvar for det arbejde, jeg påtager mig, og da min selvtillid altid har været ganske ok, er jeg vel en af den slags irriterende mennesker, der virkelig og helt ærligt tror på, at du kan, hvad du vil.

Hvornår begyndte du at interessere dig for kunst?

– Min mor er kunsthistoriker, og der var kunst i vores hjem. Vi havde bl.a. en skulptur, der forestillede en gipstelefon, hvor drejeskiven var formet som et stort bryst. Og det gav fuldstændig mening, at de to stykker træ, min mor havde fundet i skoven, forestillede Adam og Eva. I skolen skrev jeg alle mine opgaver om kunst og kunstnere, og på CBS skrev jeg hovedopgave om armslængdeprincippet i kunstverdenen, hvilket jo er sjovt i forhold til min rolle som formidler i dag. Kunsten var min primære hobby, men det var ikke et mål for mig, at det skulle blive min professionelle levevej.

Hvad betød det for din karriere, at du mødte din mand, Thomas Asbæk?

– Efter jeg fik min kandidatgrad, arbejdede jeg i flere år i reklamebranchen som projektleder. Men jeg brugte nærmest al min fritid på at gå på kunstmuseer. Thomas er vokset op i en verden, hvor kunst var noget, man beskæftigede sig med professionelt, og derfor kunne han ikke kunne drømme om at bruge en søndag på at tage til Malmø for at gå på museum.

– Jeg har altid opsøgt kunsten, og derfor har jeg det lige omvendt. Da jeg mødte Thomas, havde han allerede Asbæk Art Consulting sammen med sin mor Patricia Asbæk. I forhold til vores respektive interesser og kompetencer gav det rigtig god mening, at jeg blev en del af AAC og siden etablerede Collaborations sammen med Thomas. Jeg ser det ikke som noget, der blev serveret for mig, men som en chance, der bød sig – og som jeg greb.

Hvad er Collaborations?

– Vi har forsøgt at lave et nyt koncept: Vi er kunstrådgivere med et udstillingsrum. Udefra ligner vi et galleri, men vi repræsenterer ikke kunstnere. Vi får en idé til en udstilling og finder så de kunstnere, der kan løfte den. Og så laver vi udstillingen i samarbejde med de gallerier, som repræsenterer kunstnerne. Som rådgiver sælger du ofte kunstværker ud fra en pdf, men vi har også brug for at vise kunsten live og fortælle historierne. Kunst er jo i bund og grund historier.

Hvordan har du det med at være en Asbæk i dag?

– Når bølgerne ind imellem går højt mellem Thomas og mig, har jeg måttet minde ham om, at det ikke altid er så nemt at være gift ind i den familie. Jeg har en fornemmelse af, at mange tænker, at jeg er kommet nemt til det, mens jeg selv synes, at jeg har haft et enormt ansvar at leve op til. Det har taget tid at positionere mig og få formidlet, at Collaborations i høj grad er mit eget projekt. Jeg kører det sammen med min mand, men ikke qua min mand. Det er qua mine egne interesser og kompetencer. Jeg har fået nogle muligheder, men det har krævet tid at opnå den fornødne respekt i branchen.

Hvad er din største karrieremæssige succes? 

– Det var en udstilling, jeg lavede i Collaborations 8. marts 2019 på Kvindernes Internationale Kampdag med 11 af de dygtigste kvindelige, danske kunstnere. Bl.a. Trine Søndergaard, Lulu Kaalund, Rose Eken og Klara Lilja. Der var både de tunge og de unge navne repræsenteret, og jeg tror, der kom over 500 mennesker. Man kunne hverken komme frem eller tilbage eller rigtig se kunsten, men det gjorde ikke noget, for det var budskabet, der var vigtigst.

Hvad var det for et budskab?

– Jeg har ikke behov for at råbe og skrige, at jeg er feminist, men jeg synes, mænd og kvinder skal behandles lige, og jeg synes, vi har et problem med, at kvinder er underrepræsenterede på museerne. Hvor ligger det ansvar? Det ligger bl.a. i vores underbevidsthed. Jeg vil typisk ansætte en fra CBS som mig selv, og en mandlig gallerist har oftest flest mandlige kunstnere repræsenteret. Vi prøver ikke at være moraliserende eller fordømmende, men bare markere, at kvindelige kunstnere skal have mere plads. Det var vores eget lille opråb. Og det var en kæmpe succes.

Off topic: Hvordan er det at sidde til en familiemiddag med Asbæk’erne?

– Det er vildt kaotisk, for vi er jo kugleskøre. Der bliver råbt rigtig højt og meget, og selv om alting ser så flot og lækkert ud, er der orkaner og tornadoer løs, når der diskuteres kunst eller politik. Det er som et hav, der lige pludselig åbner sig, og så er der bare lyn og ild og torden, og bagefter sejler vi over i et helt vindstille område. Det er intellektuelt og sagligt, bestemt, men det er også virkelig voldsomt.

Hvad er det bedste ved dit job?

– Det er friheden til at leve en drøm ud. Kunst er det eneste positive narkotikum, der findes, fordi det er potentielt bevidsthedsudvidende. Kunsten åbner nogle kanaler, og det er jeg meget lykkelig over at få lov til at være med til.