Thomas Korsgaards bøger skabte splid i familien: ”Jeg havde ikke noget at miste”

Thomas Korsgaard har bygget sit forfatterskab på sin opvækst i en dysfunktionel familie, der har vendt ham ryggen. Og en dag blev det pludselig vigtigt for ham at skrive testamente. Det blev et langt testamente, fortæller den prisbelønnede mønsterbryder her.

Hver gang Thomas Korsgaard havde fødselsdag som barn, tænkte han, at der nu var et år mindre, til han fyldte 18.

Det var ikke udsigten til at få kørekort og stemmeret, han talte ned til, men mest af alt den lettelse, han forestillede sig, at det måtte være at blive myndig, så han kunne komme væk fra Nørre Ørum, der ligger uden for Skive og knap nok kan kaldes en by.

Et fladt og øde sted, hvor man hverken kan gemme sig eller komme væk. Det var her, Thomas Korsgaard voksede op i en familie på seks, der var præget af svigt, vold, fattigdom og stigmatisering.

"Jeg begyndte meget tidligt at tage et alt for stort ansvar på mig. Som den ældste følte jeg, at jeg var den, der skulle have overblik og passe på, at der ikke skete mine forældre, søskende og mig selv noget. På den måde blev rollerne jo byttet om, og jeg følte, at det mere var mig som barn, der skulle sørge for, at mine forældre følte sig elskede, end at det var omvendt. Det har da klart påvirket min følelse af eksistens-berettigelse," fortæller Thomas.

"Den rolle havde jeg på mig i mange år, og når man har det, er tanken om at skulle klare sig selv ikke så skræmmende, selvom man kun er 12 år, som jeg tror, den ville være for mange andre. Den er på en måde nærmere lidt frisættende, for så skal man jo kun tage sig af sig selv."

Egentlig bryder han sig ikke om at tale om sin barndom og hjemegn, selvom han bliver ved med at vende tilbage sit udgangspunkt i sine bøger. Først i sin trilogi om homoseksuelle Tue, der vokser op i en socialt belastet familie, og som er delvist baseret på Thomas' eget liv og fik hans familie til at vende ham ryggen. Og nu også i sin nye novellesamling, 'Snydt ud af næsen'.

Titlen refererer til en af novellerne, hvor man følger den tilbagevendende karakter Kevin, som folk siger er snydt ud af næsen på sin far og mest bare omtaler som ”Aage Jørgensens søn”. For man er det, man kommer af, hvilket gør det så godt som umuligt at tage skæbnen i sin egen hånd.

"Det er jo virkelig reducerende, for man er jo også noget i egen ret. Det peger selvfølgelig også tilbage på mine erfaringer med at vokse op et sted, hvor alle kendte hinanden. Som barn oplevede jeg selv noget i stil med det, Kevin går igennem. Det at blive mødt med at være nogens søn og fornemme, at det altså ikke er helt godt."

Thomas Korsgaard11.jpg

For Thomas føltes barndommen ensom og klaustrofobisk.

"Når jeg havde det svært, kunne jeg lukke øjnene og forestille mig, at jeg skulle til København og skrive. Jeg har vidst, at jeg skulle noget med ord, siden jeg var meget ung. Det gav mig på en eller anden måde en retning for alle mine drømme," fortæller han. 

"Når man vokser op ude på landet i Danmark, er København jo det, der er størst og længst væk. Men det kunne i virkeligheden lige så godt være Stockholm. Det bliver ligesom bare et billede på noget andet – eller noget mere. Man ved ikke nødvendigvis helt, hvad det egentlig er, man leder efter, når man søger ud. Jeg kunne bare mærke, at jeg var virkelig sulten på livet."

Thomas kunne heller ikke vente til sin 18-års fødselsdag og endte med at forlade Nørre Ørum allerede som 17-årig. Han skiftede gymnasium, fik et job som telefonsælger på Politiken og havde i flere år en rodløs tilværelse uden en fast base ret længe ad gangen. Lige indtil han romandebuterede i en alder af 21 år og blev en del af en ny bølge af unge, homoseksuelle forfattere og mønsterbrydere som Glenn Bech og franske Édouard Louis, der med udgangspunkt i egne oplevelser beskriver klasseskel og udkanten af samfundet.

Intet at miste

Bøgerne om Tue var egentlig ikke tænkt som en trilogi fra begyndelsen, for Thomas er ikke en forfatter, der kan lide at lægge sig fast på en bestemt form eller ide på forhånd. Ligesom han føler sig fanget, hvis han skal gøre det, der forventes af ham.

Ligesom Thomas flytter Tue fra Jylland til København som 17-årig, og det ærgrede ham, at læserne så det som en lykkelig slutning. Der gik dog nogle år, før han fik skrevet tredje bind, ”Man skulle nok have være der”, hvor Tue føler sig rodløs og ensom i sine nye rammer, samtidig med at han prøver at tillære sig den kreative klasses koder.

"Der var noget, der rumsterede i mig, fordi folk sagde til mig, at det var godt, han kom til København – derovre, hvor der er kunst, og hvor folk lever på den RIGTIGE måde. Der er sådan en selvforståelse i København, som jo godt kan være lidt selvgod. Og der havde jeg lyst til at vise, at det heller ikke er så nemt at komme til et nyt sted uden nogen forudsætninger og uden at kende særligt mange mennesker. Du starter jo helt fra nul," fortæller Thomas.  

"Jeg syntes selvfølgelig også, at det var hårdt at flytte hjemmefra på den måde, fordi det jo var en helt ny by, samtidig med at der var alle mulige kedelige praktikaliteter, som jeg ikke vidste noget om. Men der var også en stor lettelse og frisættelse i, at jeg kun skulle tage mig af mig selv."

Hvor han fandt styrken og modet til at tage skæbnen i sin egen hånd i så ung en alder, ved han ikke. Nørre Ørum er nemlig et sted, hvor mange ender med at blive hængende. Måske var det kombinationen af at føle sig anderledes og længslen efter noget større, der overskyggede frygten for alt det, der kunne gå galt.

Thomas Korsgaard6.jpg

"Det er så gådefuldt for mig selv, hvorfor nogle bliver mønsterbrydere, og andre ikke gør. Hvad var det lige, der gjorde, at JEG turde det – og gjorde det. Jeg tænkte nok ikke så meget over det. Jeg tror mest, at det udsprang af en følelse af ikke rigtigt at have noget at miste og en tillid til, at livet byder på noget spændende, hvis man griber ud efter det," fortæller Thomas, der i den seneste tid har været meget optaget af H.C. Andersen, der som 14-årig forlod sit hjem i Odense og satte kursen mod København, og han er meget fascineret af, hvad det er, der får de kræfter og det mod frem i et menneske. Men hvad angår Thomas selv, ved han ikke, om han vil betragte sig selv som modig.

"Det er ikke sådan et ord, jeg går og tænker på. Jeg har ikke lyst til at kalde mig selv modig, men jeg kan heller ikke lide, når jeg er ængstelig og bange, for så bliver man jo bare passiv. Så det er da noget, jeg gerne VIL være. Jeg tror dog mest, at jeg nok nærmere bare var naiv – eller dum nok," siger han.

"Nogle gange, når jeg har udgivet bøger, er folk kommet hen til mig for at sige: ”Ej, hvor er du modig!”. Og så får jeg det sådan, hvorfor siger du det? Hvad er der at være bange for?!"

Han slår over i et panisk tonefald.   

"På en måde kan dumheden jo være god," konstaterer han.

Hvem er Thomas Korsgaard?

Thomas Korsgaard1.jpg
  • Forfatter, der brød igennem med sin trilogi om Tue. Den består af romanerne 'Hvis der skulle komme et menneske forbi', 'En dag vil vi grine af det' og 'Man skulle nok have været der' – sidstnævnte modtog han boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for.
  • Aktuel med novellesamlingen 'Snydt ud af næsen' og udgav for nylig også børnebogen 'Drengen der gik i et med tapetet'.
  • Han er 28 år og bor i København.

Et vendepunkt

For Thomas’ vedkommende begyndte torsdag den 3. februar 2022 som så mange andre dage. Han stod tidligt op og gav sig tid til at vågne med en kop kaffe, før han tog hen og styrketrænede. Da han kom hjem, tog han et bad, og derefter satte han kurs mod sit forlag, Lindhardt og Ringhof, i det indre København for at mødes med sin redaktør, som han altid gjorde den første torsdag i måneden.

På et tidspunkt blev han spurgt, om han ikke havde lyst til at gå op i kantinen og hilse på sin forfatterkollega Merete Pryds Helle, der også var på besøg. Da han trådte ind i kantinen, blev han mødt af en masse mennesker og kameraer.

"Jeg blev bare så overrasket. Jeg vidste jo på en eller anden måde godt, at det var, fordi jeg havde modtaget De Gyldne Laurbær. Men det var så mærkeligt at have set vinderne i fjernsynet, siden man var barn, og så pludselig selv stå der. Det føltes helt uvirkeligt. Jeg blev helt perpleks. Det var meget ud af kroppen-agtigt. Og jeg husker ikke ret meget af det, andet end at jeg først bare blev helt rystet og tænkte, hold da kæft … Altså jeg troede ikke helt på det."

De Gyldne Laurbær er boghandlernes pris, der uddeles i begyndelsen af året. Datoen ligger dog aldrig fast på forhånd, da en del af ritualet er, at vinderen skal overraskes. Med prisen, som han modtog for 'Man skulle nok have været der', skrev han sig, som den yngste vinder nogensinde, ind i en række af store forfattere som Karen Blixen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Inger Christensen, der alle har modtaget prisen.

Thomas Korsgaard5.jpg

Resten af dagen blev han hængende på forlaget, og fejringen fortsatte til ud på aftenen, hvor nogle venner og forfatterkolleger kom ind og sagde tillykke.  

"Og så vågnede jeg dagen efter til en lejlighed fyldt med blomsterbuketter, som jeg havde fået af folk, der var mødt op for at ønske mig tillykke. Når der sker noget stort i mit liv, kan jeg godt blive ramt af lidt blues bagefter, for det er mærkeligt at vågne op derhjemme dagen efter helt alene. Blomsterne betyder jo, at det ER sket, men hvad skal jeg så?"

Han prøvede at sætte sig ned og skrive, men var for forvirret til at kunne fokusere, så han gav sig i stedet til at svare på alle de beskeder, han havde fået, fra en ende af.

"Det var mærkeligt at være ude i det offentlige rum i de der dage, for det er jo en pris, som bliver dækket alle steder, og det betød, at rigtig, rigtig mange mennesker havde set det. Så når jeg skulle ud og mødes med venner eller til træning, rullede folk bilvinduerne ned og sagde tillykke. Og jeg er ellers sådan en, der rigtig ofte går rundt i min egen lille verden. Det var ligesom dengang, man blev student og gik rundt med studenterhuen, hvor folk sagde tillykke, når man kom gående. Folk var utroligt søde i de dage."

Thomas ser prisen som et stort skulderklap og en opfordring til, at han bare skal føle sig fri til at skrive, hvad han vil. Og for eksempel udgive en novellesamling, nu hvor han føler, at mange forventer, at han kommer med den helt store roman på 600 sider.

Testamentet

Mens Thomas stadig arbejdede på 'Man skulle nok have været der', blev han ramt af en skræmmende tanke: Hvad nu hvis han pludselig skulle gå bort? Hvem skulle så arve ham? Med tiden udviklede det sig til, hvad han selv betegner som en form for neurose. Og da han ikke kunne slippe tanken, blev han nødt til at handle.

"Når man ikke er gift og heller ikke har nogen børn, så er der jo tale om en tvangsarv, der går til ens nærmeste familie. For mig har det egentlig ikke noget med penge at gøre, det handler mere om bøgernes eksistens. Og jeg synes da, at det er en mærkelig tanke, hvis rettighederne til mine bøger skulle gå til min familie, der ikke ville have, at de blev udgivet i første omgang," fortæller han.

"Det ville være frygteligt. Tænk hvis der var nogen, der skulle få lyst til at få trykt i begyndelsen af hver bog, at jeg var enormt skør, dum og psykopatisk. Fra ende til anden. Hvis man kan sige det alle mulige andre steder, hvorfor skulle man så ikke også få lyst til at få det skrevet ind i bøgerne? Så det har også bare været en måde at prøve at tage ansvar for mit eget liv."

Han henviser til blandt andre sin bror, der udtalte i medierne, at han på ingen måde kunne genkende det, Thomas fortalte om sin opvækst i sine bøger og i medierne.

"Der er jo nogle ting, der simpelthen bare er sket – man ved godt selv, når noget er sket. Så kan oplevelsen jo blive fortolket på forskellige måder. Men jeg tror, at der er rigtig meget, der handler om skyld og skam, og hvilken plads det skal have.

Det er nogle meget mærkelige mekanismer, der går i gang, når der er sket voldsomme ting i en familie. Det ser man jo faktisk rigtig ofte, når folk fortæller om, at de har overlevet store svigt eller overgreb i deres barndom. Det er jo langt, langt, langt, langt de fleste, der bliver mødt med, at det er løgn, og du lyver. Og det passer ikke. Og derfor er der meget få, der fortæller om det."

Fordi mange er blevet så sure på hans bøger, blev han derfor også bevæget, da han tilbage i november modtog årets kunstnerpris fra Kulturelt Samråd i Skive og på den måde fik opbakning fra hjemegnen.

Thomas Korsgaard4.jpg

"Jeg bilder mig på ingen måde ind, at jeg sidder og skriver udødelige værker. Altså det kan man jo godt komme til at tro nogle gange, når man sidder og skriver, og det er jo nok også meget godt, fordi det kan der være et drive i. Så derfor var det nok mere en neurose, jeg blev ramt af, som handler om, at jeg synes, det ville være mega uretfærdigt, hvis min familie arvede rettighederne.

Nu har jeg fået lavet et testamente, som er tinglyst og notarstemplet. Det er et meget langt testamente, hvor der står alle mulige spændende og sjove ting. Der er overraskelser til højre og venstre, det kan jeg godt fortælle dig. Det var virkelig sjovt, da jeg først gik rigtigt ind i det."

Men det har også været abstrakt at forholde sig til i så ung en alder.

"Det er jo på en eller anden måde totalt abstrakt, for det er jo aldrig noget, man selv kommer til at opleve. Men ved du hvad?"

Han holder en pause.

"Jeg ved jo godt, det lyder totalt krukket og åndssvagt, når man ikke er mere end 28. Men så kan man slappe af på det punkt. Så da jeg først ligesom fik den neurose, var jeg på en eller anden måde også nødt til at gøre noget ved det. Det kan godt blive sådan noget, der fylder for meget."

Når hjernen går i fordærv

I tiden op til at Thomas modtog De Gyldne Laurbær, havde han været længe på farten for at lancere 'Man skulle nok have været der'. Han havde derfor ikke skrevet i noget tid og længtes efter tasterne, da det er der, han finder ro.

"Jeg havde brugt så mange måneder på at lave interviews, signere bøger i butikker og holde foredrag. Jeg var så baldret af at være ude og snakke om mig selv og mine bøger – og det havde jeg jo faktisk været i mange år inden, fordi jeg har udgivet ret hyppigt. Men det har selvfølgelig også været meget sjovt."

Men han tror også, at udmattelsen handlede om, at der var så meget fokus på ham som person og hans fortid.

"Når man skriver tæt på sit eget liv, som jeg jo gør, selvom det også bliver formet om til noget andet, betyder det også, at jeg har sat mig selv i en situation, som gør, at der altid er nogen, der går meget tæt på mig, når jeg ligesom er derude. Og det kan godt komme på lidt overraskende tidspunkter, og så skal jeg jo virkelig sætte grænser. Nogle gange får jeg det bare ikke gjort, og så går jeg hjem og er helt bombet, for det er jo ikke sjovt at føle, at man har fået overtrådt sine grænser," siger han.

"Jeg kan godt få det lidt dårligt af det faktisk, hvis det har stået på for længe, fordi jeg føler, at min hjerne går i fordærv, og jeg bare tonser rundt og snakker om mig selv. Jeg savner at have en samtale med mig selv om nogle spændende ting, for det er jo lidt det, jeg gør, når jeg skriver, så har jeg alle mulige overvejelser om mennesker, temaer og de figurer, jeg prøver at skrive frem i det, der skal blive til en bog."

Blikket udefra

Et af de spørgsmål, han får stillet allermest, er, om det ikke er en ensom tilværelse. Især når han ikke har en kæreste eller familie at læne sig opad.

"Selvfølgelig er der en ensomhedsfølelse i mig og alle mulige komplekser i den forbindelse. Men skriften har reddet mig. Uden den ville mit liv være meget, meget svært. Og den har ligesom været en bestandig del af mit liv, siden jeg var meget ung og vidste, at jeg gerne ville udtrykke mig på en eller anden måde. Det er et holdepunkt og et frirum. Også et hjem, fordi det består, uanset hvad der ellers sker i mit liv. Så har jeg det."

Thomas synes derimod, at det er det modsatte af ensomt.

Thomas Korsgaard2.jpg

"Jeg synes, at det er så fyldigt og rigt. Det føles som samvær, faktisk, at have et manuskript, og når det kører allerbedst, kan alt ligesom tale sammen med det. Så det er sådan en beholder for ALT, hvad jeg ser, oplever og tænker på – og selvfølgelig kan alt ikke komme med, men det bliver sådan en samtalepartner, som jeg så bare har hen over virkelig, virkelig lang tid. Derfor bliver det også altid meget stille, når jeg er færdig med en bog, for hvor skal jeg så rette alle mine tanker hen?"

Hvis han ikke skriver på en bog, prøver han at føre dagbog hver dag.

"Det er meget rart at vide, hvad man har lavet, men det er faktisk også en måde at holde sig lidt i kontakt med det at skrive, så det er sådan en del af mine rutiner. Når ens arbejde er så lystfuldt og opsluger en så meget, føles det jo ikke altid som arbejde. Og især når jeg bor alene, smelter tiden helt sammen.

Så selvom man faktisk kan se, at man producerer noget, kan man føle, at man ikke laver en skid, fordi der ikke kommer en kæreste hjem og siger: ”Nu skal du altså stoppe, fordi der er aftensmad”. Og det synes jeg jo egentlig er meget dejligt, at der ikke gør, for så kan jeg bare blive i det, jeg nu havde gang i. Men det betyder også, at der ikke er et blik på mig udefra."

Han synes, det er interessant, at andre tænker, at forfatterlivet må være ensomt, når han ikke selv føler det. Det oplever han også, at andre tænker, når folk hører, at han er single.

"Jeg behøver ikke at få en kæreste for hvilken som helst pris. Jeg opsøger det heller ikke. Jeg er ikke på apps eller noget som helst. Det er der flere, der slet ikke kan forstå. For dem er det virkelig altopslugende vigtigt at få en kæreste. Det er også fair. Sådan må man gerne have det. Når folk spørger til det, prøver jeg at skifte emne. Der er jo ikke rigtigt noget at sige.

Men mange synes, det er synd for mig, og forsikrer mig om, at det nok skal komme. Og det synes jeg er så interessant. Det er jo noget mærkeligt, der er med os mennesker. Vi vil have det, alle de andre har. Vi spejler os jo helt vildt i hinanden."