11 ting I kan lave i juleferien med børn
Ah, julefreden har sænket sig - hos de voksne, altså. For ungerne har stadig masser af krudt, der skal brændes af. Vi har fundet 11 hyggelige aktiviteter, I kan lave sammen.
1. Et cafébesøg med varm hyldebærsaft, gløgg og æbleskiver
Intet smager og dufter så godt som julen. Derfor kan alle hyggelige stunder suppleres af julegodter. Det er jo december! Hvis du ikke orker at skulle ud, kan I bare lave café derhjemme med småkager og gløgg. Eventuelt kan I holde teselskab med bamser og dukker. Det er alligevel også meget hyggeligere.
2. Sov længe – inde i stuen
Det er simpelthen så rart at sove længe, men med børn er det svært at komme til det. Et tip er at lægge madrasserne ind i stuen og beholde nattøjet på. Så kan du blive liggende og putte under dynen, og dine børn vil synes det er fedt at hoppe rundt, lave tumelege og hygge sammen med dig i det bløde univers.
3. Lav jeres egen bagedyst-konkurrence
Brug resterne fra årets konfekt-lavning til at bage en fin kage sammen, som kan pyntes med glimmer, krymmel og marcipan-figurer. De mindste vil synes, det er sjovt bare at røre rundt i skålen, mens de større børn kan bruge deres kreative evner.
4. En lang tur i skoven, hvor I kan bygge de bedste huler
Nu hvor der ikke ligger sne på bladene, er det nemt at bygge en hule i det fri. Det kan selvfølgelig også bare foregå i haven, hvis du ikke har en skov i nærheden, men uanset hvad er det skønt at komme lidt ud og få brugt sin energi. Skal legen foregå indendørs, kan I også samle jer om at lave et sejt fort af tæpper og puder i stuen.
5. Tag på skov- eller strandtur på jagt efter kogler, sten og andre af naturens skatte
Er I ikke til hulebyggeri, kan skovturen i stedet blive brugt til at samle ting i naturen, som vil styrke dit barns læring gennem leg. Bagefter kan naturens skatte blive brugt til af produktion af dekoration i huset såsom malede sten eller hjemmelavet legetøj. Så er der til flere dages hygge.
6. Tag på udsalgs-shoppingtur - eller nyd byens gader
Mange butikker når at skyde januarudsalget i gang, før det overhovedet er januar. Der er masser af kup at gøre til få penge, og hvis du har valgt at geare lidt ned på julegaverne, er det en oplagt lejlighed til at få fyldt dit barns klædeskab op. Hvis I ikke har nået at tage på juletur sammen, kan udsalgsturen sagtens bruges som erstatning – lysene hænger der stadig.
Du kan også bare tage junior under armen og lade bentøjet slæntre ned ad butikstorvene og byen generelt, imens I kigger vinduer, drikker varm kakao og taler om det fine julepynt omkring jer. Der er helt sikkert masser at se på.
7. Tag en tur ned i en hobbyforretning
Søstrene Grene eller Tiger har billigt grej, hvis du ikke går så meget op i malingens kvalitet. Efter I har fundet pensler, maling og papir frem, er det bare at gå i gang. Lad fantasien råde eller sæt nogle børnesange på, som I skal tegne og male til. Du kan også finde gamle aviser og magasiner frem og lave sjove ting ud af dem.
8. Hold brætspilsdag
Behold nattøjet på, sæt æbleskiver og juleknas frem og invitér jeres indre konkurrencemennesker på besøg. Brætspil er sjove for både børn og voksne, og kombinationen til sjov læring og eminent familiehygge. Tal om, hvad der sker og tag jer god tid til at slå hinanden hjem i Ludo, Afrikas Stjerne eller et andet sjovt brætspil.
9. Tag på legeplads med medbragt picnickurv
Tag den tykke vinterjakke på, et tæppe, der kan tåle at blive lidt beskidt og find et af de mange borde-bænke udenfor, hvor I kan holde picnic med nemme retter. Find gerne et sted med en sjov legeplads eller en anden god aktivitet for ungerne, som brænder energi af. Der er vel ingen regler om, at man kun kan tage madkurv med om sommeren.
10. Find gode bøger på biblioteket og læs højt
Det gode ved at låne bøgerne er, at du hurtigt kan se, om dit barn gider læse dem, og hvis der er en favorit, kan du bagefter måske få den billigt på udsalg. Hyg derhjemmer bagefter med højtlæsning og varm the. I kan finde masser af gode bud på julebøger her.
11. Se en film
Der kommer altid en masse gode og klassiske julefilm i fjernsynet, når der er juleferie. Og hvis I skal opdateres på de lidt nyere, så er der masser at hente på Netflix, HBO og Minbio. Frem med tæpper og popcorn. Så er dén juleferie reddet.