12-årige Magnus har sovet i telt i over 1200 nætter: "Jeg falder i søvn til alle de gode lyde"
I en lydkulisse af gryntende minigrise, træernes susen og uglens tuden falder Magnus Schabert i søvn i sit telt hver nat. Det begyndte med et spejdermærke, men er blevet en livsstil for den 12-årige dreng, der ikke længere kan forestille sig at sove indenfor.
Morgendisen ligger tæt omkring det råhvide bomuldstelt i familiens Schaberts have i Rolfsted på Østfyn. En lille smal sti af træfliser fører hen til teltets åbning, hvor 12-årige Magnus Schabert byder velkommen.
"Værsgo – kom ind i mit telt, siger han med høj stemme og et stort smil i øjnene. Han trækker den blå uldhue godt ned omkring ørerne og skisokkerne på fødderne lidt op. Denne morgen er der minusgrader i teltet, men det generer ikke Magnus, som siden 2019 har sovet i sit telt stor set de fleste nætter."
"Jeg har kun frosset om tæerne én gang. Det var dengang, der var 18 minusgrader om natten," fortæller han med et grin, der får hans blå øjne til at glimte kækt under huens kant.
Ved siden af sidder Magnus' mor, Camilla, som kan fortælle, at lige den nat gik hun og hendes mand ud for at se til Magnus. Om alt var okay. Om morgenen spurgte Camilla, om han havde sovet godt. Og svaret var: Ja, selv om det var lidt koldt om tæerne.
"Han sov i en temperatur, der svarer til en dybfryser. Det er altså lidt vildt, siger Camilla, der ikke overraskende er stolt over sin søns viljestyrke – og evne til at tilpasse sig kulden."
"Jeg sover i uldnattøj og med hue og skisokker," fortæller Magnus, der også har en god boksmadras og en sovepose, der pakker ham godt ind.
Sov fra en storm
Magnus begyndte at sove i telt, fordi hans storesøster Freja udfordrede ham: Hun fortalte Magnus, at han kunne indkassere spejdermærket "Snorky", hvis han sov i telt i et helt år. Den tog Magnus straks til sig:
"Jeg syntes, det lød sjovt. Jeg elsker at være udenfor, så jeg ville også prøve at være udenfor om natten," fortæller han.
Og inden længe kunne han mærke, at nætterne i haven gjorde noget godt for ham.
"Jeg ligger og lytter til en masse gode lyde, inden jeg falder i søvn. Vores minigrise grynter, det suser i træernes blade, og uglen i skoven tuder. Det er rigtig fedt," siger han, mens Camilla tilføjer, at Magnus har diagnosen ADHD, og at eventyret udenfor hjælper ham med at finde ro i sin krop og sit sind.
"Du slapper fuldstændig af og får en masse frisk luft, siger hun til Magnus, der nikker kraftigt. Han mener selv, at han får 50 procent mere luft ved at ligge i telt, end hvis han sover indendørs."
Magnus sover kun indenfor, når han overnatter hos sine søstre i deres lejligheder i Odense – eller nytårsaften, hvor hans forældre har forbudt ham at sove ude – hvis en vildfaren raket skulle komme forbi. Én nat kom han modvilligt ind i huset, da stormen Malik rasede.
"Martin og jeg gik ud og så til Magnus, da vi syntes, at stormen var lidt heftig. Teltets top var faldet sammen, men Magnus lå godt og sov. Vi kiggede lidt på det sammenfaldne telt og vurderede, at det var sikkert nok for ham at sove videre ude," fortæller Camilla, 43.
Inde i huset hygger lillebror Valdemar på otte år sig – han har endnu ikke udvist interesse for at sove ude.
En nat i Tivoli
Da det første år var overstået – og spejdermærket indkasseret – var Magnus klar til at fortsætte sit telt-eventyr. Han fandt på, at hans næste mål skulle være 1001 nætter.
"Jeg tænkte på historien om "1001 nats eventyr" og tænkte: Hvorfor ikke gøre det til et rigtigt eventyr?," siger han ivrigt.
Iveren mærker man også, hvis man følger Magnus på de sociale medier – han har sin egen YouTube-kanal, hvor han under navnet "Teltdreng" gerne vil inspirere andre til at sove ude og lave andre aktiviteter i det fri. Og da Tivoli i København hørte om hans 1001-nats-projekt, inviterede de ham ind og sove nat nummer 1000 på Plænen.
"Det var så fedt. Jeg er den første, der nogensinde har overnattet i Tivoli," lyder det stolt fra Magnus – der fik lov at have sine forældre med.
Nu er næste mål sat. Magnus vil sove i telt i 2002 nætter. Faktisk resten af sit liv. Han kan ikke forestille sig at sove indenfor længere.
Drømmen er at blive landmand, men en plads i tv-programmet "Alene i vildmarken" er også på listen – inspireret af hans møde med "Cykeldrengene", som vandt programmet i 2021. Tanken får det til at gnistre af spænding i ham.
"Jeg har lært til spejder, hvordan man finder mad i naturen. Det kunne være sejt at deltage i programmet," siger han med et stort smil.