"Hun var askegrå i hovedet, og jeg var klar over, det var helt tosset med hende"

Budskabet på kagen var ikke til at tage fejl af, da familien Lundvig Hauge-Nielsen i november 2018 holdt en lille fest, hvor de fejrede, at datteren Eline havde taget sin sidste kemo-pille. "Fuck kræft", stod der. To et halvt års behandling for leukæmi var overstået.

"Så måtte vi godt sige sådan, blev vi enige om," siger Elines far, 35-årige Dan.

"Jeg var så glad. Det var slut med piller, slut med kræft, slut, slut, slut … "siger 10-årige Eline.

Glade var også resten af familien: Elines brødre, Alex på ni og Mads på fem år, og hendes mor, Emma. Men familien har ikke glemt hverken de svære år eller hospitalsklovnene, der var et opmuntrende indslag undervejs.

Siden Eline blev syg, har Dan og Emma derfor arrangeret klovneløb i hjembyen Jyderup. Sygdommen viste sig den 17. maj 2016, hvor Eline havde det så skidt, at hun besvimede i armene på sin far.

"Hun var askegrå i hovedet. Jeg var klar over, det var helt tosset med hende," siger Dan.

Lægerne var enige, og Eline blev akut indlagt på Rigshospitalet, hvor diagnosen leukæmi lå fast et par dage senere. Forude ventede en hård tid, fik de at vide.

"Heldigvis sagde lægerne, at der var rigtig god helbredelse for den form for leukæmi, Eline havde. Så selv om der har været dage, hvor vi har været bange, var vi aldrig rigtig nervøse for hendes liv," siger 33-årige Emma.

"Vi tog det dag for dag. Hun skulle bare igennem," tilføjer Dan.

Familien lægger ikke skjul på, at forløbet har været hårdt. En udfordring var, at Emma var gravid. Hun og Dan besluttede derfor, at det var ham, der skulle indlægges med Eline.

Han tog plejeorlov fra sit mekaniker-job, mens Emma passede sit job som social- og sundhedsassistent og forsøgte at give Alex en nogenlunde normal hverdag. Meget tid gik dog med kørsel mellem Jyderup og Rigshospitalet, og det var Alex glad for.

"Jeg savnede Eline herhjemme, så det var rart at komme ind til hende," siger han.

Perler og havfruer

Mens Emma kæmpede for at få tingene til at hænge sammen derhjemme, havde Dan og Eline lange dage på Rigshospitalet, hvor de skulle have tiden til at gå.

Nogle dage var ekstra svære, når Eline skulle have kemo-behandlinger, have taget blodprøver eller lægges i narkose. Dan forklarer, at hospitalsklovnene var gode til at komme forbi i de tunge situationer.

"Kan du huske, da du havde været i narkose for at få en sonde i næsen, så du kunne modtage mad og medicin den vej også? Du syntes, den var irriterende og hev den ud, da du vågnede. Så måtte du i narkose igen og få lagt en ny. Da blev du godt nok sur," siger Dan.

"Der var også en gang, hvor jeg skulle have taget blodprøve, hvor der kom der en klovn og satte klemmer i mit hår og slog to ting sammen, så det lød som hestehove. Det var så sjovt, at jeg ikke tænkte på blodprøven," siger Eline.

Efter to måneders indlæggelse begyndte hun at komme lidt hjem på orlov. Så selv om de fortsat var på hospitalet det meste af tiden, kom der nogle pauser.

"Det var dejligt, når man havde Eline hjemme i sin køjeseng igen," siger Alex.

Undervejs kom lillebror Mads til verden, så ud over savnet af Eline skulle Alex nu også være den store dreng derhjemme.

"Du var så superdygtig. Men vi var også lidt heldige, at du havde mormor, der flyttede ind hjemme hos os," siger Dan.

Klovneløb

Også i forhold til Alex var klovnene gode.

"Da Eline begyndte at få det så godt, at man kunne lege med hende på hospitalet, kom de med balloner, vi kunne fægte med," siger Alex.

Mens han og Eline glædede sig over de pusterum, klovnene gav dem i den svære tid, brugte Dan tid på at læse om de klovneløb, der er med til at skaffe penge til ordningen. Og allerede det første år med Elines sygdom, besluttede han og Emma, at de ville arrangere et klovneløb i Jyderup.

"Vi så det som en mulighed for at give noget tilbage til klovnene," siger de.

Dan fik lavet løberuter på henholdsvis tre, seks og ti kilometer og skulle give Danske Hospitalsklovne besked om, hvor mange deltagere, han forventede, så de kunne få medaljer og røde næser til alle.

"Vi havde ikke prøvet sådan noget før og gættede på 80 deltagere," siger Dan.

Heldigvis nåede han at justere tallet. Til det første klovneløb, han og Emma stod for i maj 2017, kom der 321 deltagere.

"Jeg løb med. Morfar hjalp mig," siger Eline, der dengang slet ikke var rask.

Men det var hun i november 2018, hvor familien fejrede, at behandlingen var slut. Det er dog ikke slut med klovneløbene, som familien forsat står for i Jyderup. Dan fortæller, at de i 2019 havde over 600 deltagere.

"Det er mange i en lille by som Jyderup," siger han med et smil.

De følgende to år spændte corona ben for løbet.

"Så i år skulle vi ligesom starte forfra og var tilbage på 300 deltagere. Men vi kommer stærkt tilbage," siger Dan.

Eline er enig.

"Jeg tænker tit på de børn, der stadig er indlagt på afdelingen. Jeg er glad for, at vi kan hjælpe med at sende penge, så de også kan få hjælp af hospitalsklovnene," siger hun.