Hun var tæt på at dø under fødslen

Smukt og romantisk. Et perfekt billede af far, mor og barn i lykkerus. Sådan havde 27-årige Vlora Christiansen på forhånd tænkt, at hendes fødsel ville ende. Virkeligheden blev, at hun var tæt på at dø.

Fødslen begynder egentlig stille og rolig. Den højgravide kvinde fra Aalborg mærker 11. september sidste år, at noget vand begynder at sive. Hun skyder det hen og tager et bind på, selvom der er smerter hen over maven. Som timerne går, fortsætter vandafgangen, så hun ringer til hospitalet.

– Jeg siger: ”Prøv at høre, det siver ud af mig”, men jordmoren tror, det er udflåd, og beder mig om at give det natten over, fortæller hun til Voresbørn.dk.

Næste dag er der dog igen tvivl. Mens Vlora er ude at handle, kommer der et stort skyl. Senere efter aftensmaden begynder en snert af frygt at melde sig, for Vlora mærker mindre liv fra sin datter. Hun tager derfor med sin mand Kasper i al hast på hospitalet, hvor hun bliver scannet.

Og så går det stærkt, for der er næsten ikke mere fostervand tilbage, og barnet har været udsat for bakterier og skal have antibiotika. Fødslen skal derfor med det samme sættes i gang.

Helt i chock

Stresset baby

Ignorerer signaler

Glemmer smerterne

Seks timer senere vågner hun omtumlet, øm og med endnu en operation bag sig.

I timerne forinden har lægerne været i fuld gang. Livmoderen ville ikke trække sig sammen, så kejsersnitarret blev skåret op og livmoderen sat fast i et forsøg på at redde den, så Vlora har mulighed for at få børn igen.

Familien er samlet om Vloras seng, og endelig kan hun få lov til at holde Angelina.

– Jeg tager hende fuldstændig ind til mit bryst, og så begynder hun bare at sutte. Jeg glemmer alt, hvad der er sket, og hun ligger bare på mig. Det var, som om mine smerter forsvandt. Da min mand skal tage hende for at give hende noget at drikke, kommer smerterne igen, og jeg ligger bare og græder.

Men hun er i live. Datteren har det fint. Godt nok svulmer maven op, så Vlora skal til MR-scaninng, men det er heldigvis ikke så alvorligt. I ugerne efter er hun mere smadret, end man kan forestille sig, og det er hårdt at få kroppen til at komme sig efter de to operationer. Her mange måneder senere er der stadig problemer med den, men Vlora er alligevel dybt taknemmelig.

– Jeg er taknemmelig for, at det er mig, det gik ud over, og ikke min datter. At det ikke var hende, der skulle indlægges, at jeg ikke har født for tidligt, og at hun er sund og rask. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg var skyld i, at der skete hende noget, siger Vlora.

Og så er hun taknemmelig over alle dem, der donerer blod, og at vi her i landet er i gode hænder på fødegangen. Begge dele var med til, at hun overlevede. Og ikke blot det – lægerne formåede at redde livmoderen.

I dag er hun nemlig gravid igen og skal føde i midten af juni – med planlagt kejsersnit.