Babys udvikling

Sådan er den første time for en nyfødt baby

En baby gennemgår ni faser i løbet af den første time i livet. Læs her minut for minut, hvad et nyfødt barn oplever.

Tid er relativt, og hvis man er en nyfødt baby, kan man nå at opleve en masse den første time af livet. Hvad der præcis foregår, satte et hold svenske forskere sig til at finde ud af i 2010 ved hjælp af 28 helt nyfødte børn.

Babyerne blev videofilmet fra det øjeblik, de blev født, og et mønster viste sig: Når det første skrig var overstået, faldt babyerne til ro og hvilede sig lidt, inden de blev mere opmærksomme og begyndte at bevæge lemmerne, studere morens ansigt og søge efter brystvorten, hvor de fik sig et måltid, inden de faldt i søvn.

Resultatet skulle bruges til at finde ud af, hvordan hud-mod-hud-kontakten indvirker på babyernes evne til at blive ammet, og hvad der egentlig sker i den første, afgørende tid som ny verdensborger.

Forskerne kunne efter forsøget inddele den første tid i ni faser: Fødselsskrig, afslapning, opvågning, kravlen, afslapning, tilvænning, amning  og søvn – et temmelig actionfyldt program, når man indtil nu har ligget trygt foldet sammen i fostervand.

Her nedenfor kan du se en typisk første time for et nyfødt spædbarn. Da der kun var tale om 28 babyer i forsøget, vil en masse børn falde uden for skemaet, men det giver et fint overblik over, hvad sådan en lille størrelse ofte går igennem på blot 70 minutter.

Faktaboks

1. minut: Baby skriger sit første robuste, vrede skrig, der hjælper med at sparke lungerne i gang.

2. minut: Tid til afslapning et kort øjeblik på morens bryst helt i ro. Forskere mener, at denne tavse pause oprindeligt er til for, at babyen bliver holdt skjult fra rovdyr.

2,5. minut: I takt med at baby vågner, begynder det lille menneske at åbne øjnene for første gang og får også langsomt gang i at bevæge hoved og mund.

8. minut: Babyen bliver endnu mere aktiv og får interesse for omverden. Den vil holde øjnene åbne i fem minutter eller længere, hvor den vil kigge på morens ansigt og bryster, blive interesseret i at spise, lave små lyde for at sige, at den er sulten, og bevæge hænderne mod munden.

18. minut: Tid til afslapning igen. Og tid til endnu en lur.

36. minut: Energien er vendt tilbage. Nu gælder det om at komme op til mors bryst for første gang. På turen er babyen afhængig af sin lugtesans for at finde vej.

62. minut: Babyen begynder at sutte på morens bryster for at drikke små mængder råmælk. Sutteriet stimulerer brysterne til at lave “rigtig” mælk og hjælper også morens livmoder med at trække sig tilbage til normal størrelse.

70. minut: Babyen falder i søvn efter strabadserne.

Kilde: sciencenews.com og Acta Pædiatrica

LÆS OGSÅ: Babys udvikling: Fra første smil til første ord

LÆS OGSÅ: Brysternes udvikling: Fra undfangelsen til efter amning

LÆS OGSÅ: Tal med dit ufødte barn