En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Vi er blevet helt ekstremt dårlige til at sige nej til vores børn.

Det gælder både, når de plager efter en plastikdims i spotvarer-mekka, til legeaftaler, vi ikke kan overskue eller bare et helt almindeligt nej til, at de ikke kan blive længere oppe og se film.

Nej’et er blevet et fyord, vi helst gerne vil undgå i vores børneopdragelse, og vi forsøger ihærdigt at bede vores arvinger om at have et åbent, nysgerrigt, og ja-agtigt sind.

Vi bliver tudet ørene fulde om, hvordan vi, i børnehøjde og på børnenes præmisser, skal forklare nej’et. For tænk nu hvis vores nej sætter sig for hårdt i den bette psyke.

Hvad er der blevet af det nej, der bare var et nej, da jeg var barn? Og vigtigst af alt, hvad gør det ved vores børn, at de oplever en gruppe af forældre, der ikke tør at sige nej? Den udvikling passer umådeligt dårligt til alt det, vi forsøger at lære vores børn, når de rammer teenageårene, for her bliver det vigtigt at kunne mærke efter og sige nej.

Jeg bemærker det i særdeleshed på min søns skole, hvor jeg for et par år siden fik beskeden om, at: “Forestil dig at barn A gerne vil lege med barn B i pausen, så er det vigtigt for os, at barn B siger ja, så det er simpelthen ikke ok bare at sige nej”.

Umiddelbart fuld forståelse herfra, for ingen børn skal føle sig ekskluderet. Men… Selvfølgelig må barn B sige nej til at lege med andre børn i frikvarteret, hvis barn B ikke har lyst, tænker jeg. Det er jo FRIkvarter!

Læs også

"Er der en voksen til stede?" Katrine har været til sit første forældermøde - og det gik ikke stille for sig

Jeg kan forstå på mine veninder med skolebørn, at den slags er ganske almindeligt, og at det er en del af skolernes mobbepolitik. Men er det måske på tide, vi revurderer den form for kommunikation?

Strategien mod mobning, der senere blev landsdækkende, blev udviklet i starten af 00’erne – inden sociale medier, inden Metoo, samtykke og inden personlige grænser var noget, vi tænkte yderligere over.

Jeg hører det hver dag. Selv i køen i Netto, hvor en stakkels forælder har den allerbedste intention om at sige nej til sit overtrætte barn, der skiftevis står og hænger og tigger op af den skidesmart-placerede slikhylde lige ved kassen. “Ikke chokolade nu, skat – vi skal jo hjem og have aftensmad”.

Barnet fortsætter sin mission. Mor ned på knæ, i børnehøjde og anerkendende for at møde sit barn, som vi jo har lært via utallige eksperter: “Jeg forstår godt, du har lyst, men …” Mor går i panik og mærker sved på panden til trods for vinterkulden.

De andre i køen kigger, ruller med øjnene, og tanken om hvad et “NEJ!” gør, er uudholdelig. I get it! Jeg har selv været der. Barnet vinder og får sit Kinderæg.

Læs også

49 pigenavne vi ikke længere vælger til vores børn

Har vi virkelig så dårlig samvittighed over manglende tid og nærvær, stigende skilsmisserater og skærmtid, at det går ud over vores nej? Er det her, skoen trykker? Er det derfor, vi som forældre er mere udmattede end nogensinde før? Fordi vi konstant tisser i bukserne og ender med at rende rundt med sjaskvåde bukser, tyndslidte nerver, angst, stress og jeg skal gi’ dig.

Hjemme hos os øver min kæreste og jeg os på at sige nej hver eneste dag. Primært fordi jeg har bemærket, at det gør godt i det lange løb og at respekten over for mor og far bliver større.

Til gengæld må vores børn også hjertens gerne sige nej. Det gælder både til de kogte gulerødder, til legeaftaler og til det velmenende, men til tider insisterende kram fra en bedsteforælder. Ligesom det er vigtigt for os, at de forstår, at de ikke skal gøre noget, bare fordi andre forventer det af dem.

Skal vi ikke bare prøve at lade være med at bede vores børn om at iføre sig en lalleglad ja-hat, og i stedet lære dem vigtigheden og styrken i at være i deres følelser – uanset om det er en god eller dårlig dag?

Lad os vise dem et godt og stærkt eksempel, som meget passende kan starte med at være et nej i Nettokøen.