Mette fik kejsersnit: “Jeg er ikke ked af at være gået glip af selve fødslen”
Mette Hovmand-Stilling var nervøs for, at hendes anden fødsel blev ligesom den første. Da forløbet begyndte at ligne det foregående, bad hun om et kejsersnit.
– Det starter så fint med normale, tiltagende veer. Barnepigen kommer og tager sig af vores ældste barn, og vi kører til sygehuset. Her åbner jeg mig så langsomt, at vi når en spadseretur til kiosken og har overskud og ro i maven, fortæller Mette Hovmand-Stilling, chefredaktør på Vores Børn.
Hun har brug for en god oplevelse efter en hård fødsel af sin første søn, som tog 28 timer med en epiduralblokade, der ikke virkede optimalt. Oplevelsen har i forbindelse med den nye graviditet krævet samtaler med en jordemor, for Mette vil gerne forstå, hvorfor det blev så barsk en omgang.
LÆS OGSÅ: Min fødsel: Akut kejsersnit halvanden uge før det planlagte
– Jordemoren gennemgik Viggos fødsel og sagde, at alt talte for, at det ville gå bedre denne gang. Hun beroligede mig, så jeg havde det fint med at skulle føde igen. Nervøs var jeg, men ikke længere bange.
Fødslen af Otto bliver dog ikke så rolig en oplevelse som håbet.
– De tog vandet, og jeg var syv centimeter åben, men han smuttede op igen, og så var jeg tilbage på fem centimeter, fortæller Mette.
– Pludselig fik jeg stærke smerter, og de fandt senere ud af, at de havde skønnet hans størrelse forkert med næsten et helt kilo, og nu sad han fast i mit bækken. Det var det, der udløste smerterne, men det vidste de ikke på det tidspunkt.
Maratonfødsel, nej tak!
Mette får en epiduralblokade, men den virker kun i 30 minutter. Veerne skyller ind over hende. ‘Du lovede, at det her ikke ville ske igen!’ får Mette bebrejdet jordemoren.
– Jeg var vred og afmægtig, men hun havde jo ikke lovet mig noget − det kunne hun jo heller ikke, fortæller Mette.
LÆS OGSÅ: Kejsersnit: Alt, du skal vide FØR fødslen
– Jeg følte mig egentlig tryg og frygtede ikke for hverken mit eller mit barns helbred, men kunne ikke overskue endnu en maraton-fødsel i stærke smerter, så jeg bad om et kejsersnit. Og fik okay, men først skulle jeg give fødslen endnu et forsøg.
Annonse
Det virker ikke; babyen kommer ingen vegne. Mette bliver kørt på operationsstuen, og fordi bedøvelsen ikke virker optimalt, bliver hun lagt i fuld narkose.
– Jeg var nået dertil, hvor det var okay at gå glip af selve fødslen. Jeg havde så store smerter, at det var en lettelse, husker Mette.
Hendes mand tager imod Otto, og da Mette er syet sammen og klar i hovedet igen, får hun Otto i armene.
LÆS OGSÅ: Mor-tabu: “Jeg bestilte et kejsersnit”
– Jeg er ikke ked af at være gået glip af selve fødslen. Det vigtigste er, at jeg har fået endnu et velskabt barn, siger Mette og fortsætter:
– Efterfølgende fik jeg en forklaring på, at bedøvelsen ikke virkede nok: Jeg er en lille kvinde, og de giver som regel i underkanten for ikke at skade babyen, men det var så ikke nok i mit tilfælde. Jeg har det helt fint med det i dag, og følte mig under hele forløbet i de bedste hænder. Mette har fundet fred med sine to fødsler, men:
–Vi har ingen planer om flere børn, men hvis jeg nogensinde skal føde igen, bliver det med planlagt kejsersnit!
LÆS OGSÅ: Bestilte et kejsersnit: “Angsten for at føde overskyggede glæden
LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen
LÆS OGSÅ: Smertelindring – hvad skal du vælge?
