Storbyferie med ungerne: Her er 6 anderledes oplevelser i New York for hele familien
Storbyferie rimer ikke ligefrem på børnefamilie, men det kan være ret magisk at opleve verdens kulturcentre med dine små yndlingsmennesker i hånden. Digital redaktør Amalie har været med familien i New York ad flere omgange. Her får du hendes bedste råd til The Big Apple i børnehøjde.
1. På stolper
En grøn oase er blomstret frem i New Yorks industrielle havneområde ved Hudson River.
Little Islands, hedder den arkitekttegnede park på stolper, der med sin skæve form ikke ligner noget, du før har set.
Allerede ved indgangen sænker dine skuldre sig, og lynhurtigt står det klart, at det her er et sted for børn og barnlige sjæle. Komponér din egen melodi ved at hoppe rundt på fliser med lyd i og dyst med junior i sjove udendørsspil, sjippe-lege og hele baduljen, der alt sammen ligger frit tilgængeligt ved området med food trucks.
I de små afkroge stødte vi også på finurlig kunst, der gerne må udforskes af små hænder. Og så er den fine park det perfekte sted at lege gemmeleg med de lidt større børn. Alt sammen med New Yorks Meat Packing District og New Jerseys skyline i baggrunden. Ikke dumt, vel?
2. Paw Patrol for en dag
Er junior bidt af en gal Bluey, Trolls eller havfrue, kan I få én på opleveren i Camp, der foruden at være en ret sej legetøjskæde også sælger tematiserede oplevelser i hemmelige rum bag deres butikker. Vi var f.eks. et smut til Adventure Bay, hvor min datter fik mulighed for at hjælpe Chase, Rubble, Marshall, Rocky, Zuma og Sky på en mission for at redde byens beboere. Det var en kæmpe oplevelse.
De to butikker på Manhattan har forskellige temaer, som skiftes ud fra tid til anden, så hold øje med hjemmesiden. Vær også opmærksom på, at oplevelserne er guidede og på engelsk – og så koster de, ja, spidsen af en jetjager. Ligesom alt andet i New York.
Læs mere på Camp.com.
3. Legepladser i massevis
Over 20 legepladser gemmer sig rundt omkring i Central Park og gør den kæmpestore oase til lidt af et børnemekka. Dyttende biler og travle forretningsfolk er skiftet ud med små stisystemer og åbne vidder, der fungerer fremragende til krudt-afbrænding og en mental pause.
I kan også tage i zoo, kravle på statuen af H.C. Andersen og se på små modelsejlbåde i Conservatory Water, der mere populært kaldes Model Boat Pond.
Er vejret varmt og solrigt, synes jeg, at I skal pakke badetøjet og lægge vejen forbi Heckscher Playground for lidt vandleg. Generelt er legepladsen et hit for børn i alle aldre, så tag også gerne forbi, selvom vejret ikke viser sig fra sin fineste side.
4. Home runs
Der findes ikke kedelige øjeblikke, når du ser live sport i Amerika. Alle pauser er pakket med underholdning, og der er helt klare traditioner for, hvornår du skal klappe, og hvilke sange du skal synge. Selv har jeg stadig til gode at besøge Yankees Stadium, men jeg har før set baseballkampe i USA med min datter.
Har du sportsinteresserede børn, tør jeg derfor godt love, at I får én på opleveren på tribunerne med en bøtte popcorn på skødet, imens I synger med på “New York, New York” af Frank Sinatra, når The New York Yankees vinder.
En baseball kamp kan hurtigt blive en lang fornøjelse, så vær forberedt på, at I ikke når at se hele kampen eller tag en pause på legepladsen i Kids Clubhouse undervejs. Sørg også for at bestille billetter til den familievenlige tribune – ikke kun af åbenlyse årsager, men også fordi de ofte er placeret, så stenhårde baseballbolde på afveje ikke kan nå jer. Husk at booke billetter i god tid.
Læs mere på Mlb.com/yankees.
5. Legeland møder Eksperimentariet
Pisker det ned fra himlen på netop den dag, hvor I skulle lege i parken? Fat mod. På Children’s Museum i Brooklyn eller på Manhattan kan børn lege amok i alt fra minibyer til metrosystemer, teste deres viden som dyrlæge for junglens mange arter og lave flot kunst i hobbyrummene. Tænk klassisk legeland, der møder Experimentariet i Hellerup.
Museerne fremstår lidt slidte, men der er stadig garanti for flere timers sjov i de forskellige legeuniverser, der mest er til børn under seks år. De to børnemuseer er også mest en anbefaling til jer, der har mange dage i New York, for det er nu engang sjovest for ungerne.
Læs mere på Brooklynkids.org.
6. Hemmelig agent in spe
Kan I spotte en løgner? Snige jer ubemærket igennem et rum med laser? Eller finde skjulte koder i cyberspace? Hvis der bor en lille spion hjemme hos dig, skal I sende ham eller hende på øvelse i SPYSCAPE – et helt museum viet til spionage og med masser af interaktiv leg. Støvet historiefortælling er pist væk, og i stedet træder I ind i et vildt, digitalt spionunivers, som var I selveste MI6-agenter på en vigtig opgave for rigets sikkerhed. Det kan kun blive sjovt!
Genial oplevelse for både større børn og voksne, men også temmelig pebret. Husk at booke jeres billetter i god tid.
Læs mere på Spyscape.com.