Sådan lærer du dine børn at rydde op

Hænderne op – hvor mange ender jævnligt med selv at ligge på alle fire og skovle legoklodser op i kassen, sætte bøgerne på plads og stille bamser sirligt op på kommoden? Du tænker sikkert, det er for at hjælpe og være lidt effektiv, men sådan forholder det sig ikke, hvis man graver et spadestik dybere. Det er faktisk både at gøre ungerne en bjørnetjeneste og et kortsigtet forsøg på tidsoptimering. Den gode nyhed er, at med investering af lidt mere tid og tålmodighed, så er oprydning både kompetenceopbyggende og selvværdsboostende for dit barn, og det kan også være en rigtig hyggelig fællesaktivitet. Men oprydning og organisering er en disciplin, som kræver øvelse.

– Vi er ikke født med en oprydningssti i hjernen. Men den kan trampes stille og roligt op, hvis forældrene tager barnet i hånden og viser hvordan. Vi må dog også erkende, at det der, der er et rodet værelse i voksenøjne, meget vel kan være hyggeligt i børneøjne, og at det vækker både gode minder og kreativitet, at legen fra i går stadig står fremme, siger Anette Prehn, sociolog og forfatter til bogen Hjernesmarte børn.

Børn er ikke dårlige til at rydde op

Faktisk er oprydning lidt af en pandelapsfærdighed – men pandelapperne er først færdigmodnet, når man er 25 år. Når vi voksne giver børn opgaver og beskeder, overser vi, at de er et andet sted kognitivt end os. Det, vi mener, er logisk og klart formuleret, er det ikke nødvendigvis i børnenes ører. “Spis pænt” eller “ryd op på dit værelse” kan være lige så svært at forstå og udføre for et yngre barn som at slå flikflak, hvis du ikke ved, hvordan man gør.

– Børn i tre til syv-årsalderen bliver tit overrumplet af voksnes overordnede beskeder som “ryd op på dit værelse." Det er et meget overordnet formuleret mål, hvor mange børn vil opleve en form for fremtidståge bagefter. Det vil sige, at barnet bliver usikkert i, hvor søren det starter og slutter, siger Anette Prehn.

Ikke desto mindre falder den slags formuleringer og forventninger ud af voksenmunde hele tiden, og det fører til frustrationer og diskussioner mellem barn og forælder.

– Ryd op på dit værelse, sagde jeg”, “Jamen, det har jeg gjort”, svarer barnet. Og så svarer du måske med et nej, mens barnet siger jo, for det ved, at det har gået rundt og nulret og puttet nogle dukker i en kurv. Problemet er, at I har to forskellige standarder. Spørgsmålet er så, om du skal fortsætte med at blive frustreret over, at dine standarder ikke bliver mødt – eller justere på dem, siger Anette Prehn.

Samtidig skal vi huske, at vores børn på mange måder står i mesterlære hos os. De bliver ikke bedre end den indsats, vi lægger for dagen.

– Vi skal fortælle, hvad vi forventer af dem, og vi skal være rollemodeller for, hvordan man gør. Men vi skal også lade dem gøre sig erfaringer under kyndig og tålmodig hjælp fra os. De skal prøve selv for at lære det, men de kan ikke lære det ud af den blå luft. Til at knække koden til det, de endnu ikke kan, har de brug for forældrenes støtte, siger familiecoach Nadia Holmgren.

Det kræver dog, at man er til stede og har roen til at være i aktiviteten og ikke ser det som et irriterende bump på vejen. Det kan godt være, det tager 30 minutter at få alle klodserne på plads i kassen, fordi barnet undersøger samtlige klodser og spørger til deres farver og former, men det er i dét rum og nærvær, at barnet lærer bedst.

– Tag barnet i hånden og tag jer god tid. Gør oprydningen til en rar aktivitet, I laver sammen, i stedet for noget surt, der skal overstås. Sæt noget musik på, få snakket om dagen, mens I stille og roligt rydder op sammen, og du står til rådighed, siger Nadia Holmgren.

Bryd op i zoner

Hjælp også gerne barnet med at bryde oprydningsprojektet til noget overskueligt og konkret.

– Prøv at inddele værelset i nogle zoner og sig: “Tag du bøgerne, så tager jeg tøjet”. På den måde bliver oprydningen til at overskue. Bemærk gerne, hvad der sker, og italesæt det for barnet. “Hold da op, det hjalp, at alle de bøger kom på plads, hva’?, foreslår Anette Prehn.

Det handler ikke om at rose blindt, men nærmere at hjælpe barnet til at se, at det, det gør, hurtigt gør en forskel, så det får mod på det og føler oplevelsen som en succes, forklarer hun. Undervejs i oprydningen og livet generelt vil der være ting, barnet synes, er både dumt, vanskeligt og besværligt. Her kan det være en god idé at tænke over sit sprog, råder sociologen.

– Brug sætninger som: “Vi øver os på det ...” Det gælder også i vores respons: “Det er så svært mor!”. “Ja, og det er fordi, det kræver øvelse. Når du får det, vil det blive lettere. Jeg hjælper dig indtil, det sker.” Det vigtige er, at man ikke overtager for barnet, men i stedet engagerer sig, siger Anette Prehn.

– Når man taler i midlertidighedens sprog, giver det en rummelighed og et perspektiv hos den voksne, som vi har brug for. For børn ér under uddannelse. De bygger evner op bogstaveligt talt henad vejen, og det er meget rarere og et bedre læringsmiljø at gøre det i, hvis man omgives af forståelse i stedet for irritation, siger hun. Derudover kan det være en fordel at inkorporere de ting, barnet har lyst til at lave, lidt snedigt.

– Det handler hverken om at forhandle eller at stille belønninger op, men rigtig tit afbryder vi barnet, når VI synes, det er tid til at rydde op. Men barnet vil gerne lige læse kapitlet færdigt i den bog, det netop læser, se det afsnit af Gurli Gris, det er i gang med eller noget tredje. Og det kan man jo godt forstå, siger Anette Prehn.

I de situationer råder hun til, at man er forstående og imødekommende, og også gør brug af en slags gulerod.

– Hvis barnet gerne vil X, så læg en opgave Y, inden det opnår X. Jeg forstår, hvis barnet skal have ti minutter til at blive færdig med det, det er i gang med, men så skal vi også bruge et kvarter på at rydde op, før barnet kan få lov til at hygge sig med at lave slim. Og det er ikke til forhandling. Forældreskab handler også om godt lederskab, siger Anette Prehn.

Tilpas længden af opgaven og sværhedsgraden til dit barns evner og alder. Børn under ni år har tit brug for, at man står til rådighed eller bare hjælper med at overskue opgaven, mens det tre-fireårige barn har brug for, at man er inde på værelset og deltager og opmuntrer til oprydningen. I det hele taget er det et godt princip altid at stå til rådighed for barnet, når bare det har prøvet selv først.

– Nogle gange hjælper dit tilstedevær alene, andre gange skal du lige motivere eller give et lille tip, og andre gange igen har de brug for mere regulær hjælp fra dig. Men skam dem aldrig ud eller kommentér på, at de ikke kunne selv, når de beder om hjælp, siger Nadia Holmgren.

Og så skal vi huske at anerkende vores børn. Ikke for selve resultatet, men mere intentionen og umagen, de gør sig. For det ér godt gået at børn øver sig i at lære nyt hele tiden, understreger hun.

Lad nu barnet

En anerkendelse, vi forældre gerne skal nå er, at vores smag ikke er en facitliste. Det er ikke af ond mening, men tit kan vi komme til at rette på børnene eller prøve at overbevise dem om, at for eksempel farvesortering er bedre end deres system. Men det handler lidt fortærsket om at vælge de vigtige kampe og slække på andre. At barnet skal køre med cykelhjelm er ikke til forhandling. Men hvordan barnet rydder op og indretter sig, kan vi måske godt give det mere medbestemmelse over.

– Det ér jo faktisk deres værelse. Hvis de synes, deres sortering er bedre, så lad dem da! Og hvis barnet synes, at nogle påskegule krukker passer superflot op mod den grønne væg, så prøv at anerkende det ansvar, som barnet tager, og nyd dets engagement og evne til at træffe beslutninger selvstændigt, selvom du synes, det gør ondt i øjnene. Det andet dræber barnets motivation, siger Nadia Holmgren.

Noget af det allervigtigste, vi træner med barnet, når vi øver færdigheder i at rydde op, er nemlig slet ikke selve oprydningen – selvom den også er vigtig.

– Det, vi stille og roligt lærer vores børn, er ansvar og fællesskab. Ikke perfekt oprydning. Men træning af oprydningsfærdighederne og de hjemlige pligter lærer også barnet, at vi klarer nogle ting hver for sig og sammen i familiefællesskabet, siger Anette Prehn. Og det lærer børn dels af at blive vist vejen, og dels af at finde ud af, at vi har forventninger til deres evner og bidrag.

– Alle børn bør vide, at du er vigtig for denne her familie. Dit bidrag kan ikke undværes, og du er ikke bare sød og til pynt. Men vi forventer, du er med til aktiviteterne. Det bliver federe, når vi er sammen. Det gælder både, når vi går en tur i skoven, og når vi lægger vasketøj sammen, siger Nadia Holmgren.

Til gengæld er det, der høstes måske det bedste, vi overhovedet kan give dem med på vejen.

– Det er dét, der bygger børns selvværd og selvtillid og giver dem den første følelse af samhørighed, siger Nadia Holmgren.