Boliginspiration

"Mit hjem skal først og fremmest være hyggeligt"

På Østerbro i København ligger en lejlighed, hvor lyset strømmer ind gennem taget. Her har gulve, vægge og lofter fået en hvid overhaling, og vægge er væltet for at forstærke dagslysets effekt. Og på den skønne tagterrasse kan man nyde den herlige udsigt over byens tage.

En lejlighed midt i byen behøver ikke udelukke at være tæt på lys og luft.

– Da vi så lejligheden første gang, faldt vi fuldstændig for tagterrassen. Tænk engang, at det var muligt for os at få adgang til sådan et skønt sted, fortæller Sidsel, der bor her med sin mand og datter på 2 år.

Efter købet gik parret i gang med at vælte vægge, blænde døre og male de fleste gulve hvide. Lys og luft er bærende elementer i parrets indretning og for at udnytte det optimalt, valgte de at ændre på rumfordelingen i lejligheden.

– Vi ønskede at drage nytte af overetagens direkte adgang til terrasse og lys, så vi lavede et stort køkken-alrum og kombinerede det med lidt stue øverst. Der er sol på terrassen hele dagen, og det er fantastisk at følge, hvordan lyset forandrer sig løbende. Derfor vidste vi, at vi ville komme til at bruge den øverste etage mest, siger Sidsel.

Nedenunder har parret derfor lavet et soveværelse, et arbejdsværelse og et værelse til datteren Carmen.


Utraditionelle løsninger

Mens parret var i gang med istandsættelsen opdagede de alkoven mellem de to etager.

– Da vi overtog lejligheden, hang der persienner ned foran og de tidligere ejere brugte udelukkende rummet til opbevaring. Da vi netop havde besluttet os for at nedprioritere en decideret stue, fandt vi på at bruge alkoven til tv- og hyggerum, siger Sidsel, som er lykkelig for den utraditionelle integrerede løsning, der passer perfekt til hendes idé om, hvordan deres hjem skal være.


– Mit hjem skal først og fremmest være hyggeligt, let og luftig. Jeg er ikke så vild med de store, klassiske lejligheder, hvor stuerne ligger en suite. Jeg kan bedst lide lidt skæve vinkler og sjove løsninger.

Derfor har parret også valgt at indrette sig med en gennemgående hvid base, der så brydes af sjove påfund og enkelte farver.

Sidsels blog

Mens Sidsel gik hjemme på barsel, læste hun forskellige bøger om at leve i nuet.

– Jeg lærte at sætte pris på de små ting i hverdagen med Carmen på en ny måde. Når man er på barsel indsnævres ens liv pludselig til at udspille sig i ens hjem og derfor var det vigtigt for mig at øve mig i at nyde alle de skønne små ting, der udspiller sig lige dér – i hverdagen.

Som en måde at understøtte dette på, begyndte hun at blogge på Garsdalslykke.blogspot.com. Samtidig har hun altid været meget interesseret i boligindretning og valgte derfor at blogge om både sit liv og sit hjem, så bloggen ikke er ren boligindretning.

– Man kan jo blogge om alt muligt, men for mig var øvelsen jo at fokusere på det positive i hverdagen, og bloggen blev derfor hurtigt mit kreative frirum. Den handler om den lille lykke i hverdagen, den der ligger lige foran din næse, forklarer hun.

Bloggen er derfor også blevet en måde, hvorpå Sidsel dagligt minder sig selv om alt det gode i hendes liv.

Om boligen

Her bor: Sidsel Garsdal, 32, Jakob Lykke, 38, Carmen Garsdal Lykke, 2 år.

Boligen: 2-etagers lejlighed på Østerbro i København.

Areal: 97 kvadratmeter og tagterrasse på ca. 12 kvadratmeter

– Selv på en dag hvor alt er gået galt, er der også sket gode ting. Det er de oplevelser, jeg øver mig i at huske, og som jeg skriver om aftenen, når Carmen sover. På den måde slutter dagene med en positiv oplevelse og det giver mig god energi.