”Jeg blev nr. 1. til halvmaraton og nummer 3. til femkilometerruten på samme dag”
Mød kvindeløbets hurtigste og mest udholdende løber.
Line Holmegaard på 32 år var den første over målstregen til gårsdagens halvmaraton. Hun kom i mål med tiden 1.28.23. Hendes personlige rekord er på 1.27.33, så hun var godt tilfreds med resultatet.
"Det er svært når det er så varmt. Ruten er ellers pandekageflad, så man kunne nok have fået en virkelig god tid en anden dag, men jeg synes det er meget fint," siger Line.
Efter at have løbet halvmaraton klokken ti deltog Line Holmegaard efterfølgende kvindeløbets femkilometerrute. Her blev hun nummer tre. Det kalder vi stålvilje.
LÆS OGSÅ: Anne Bech afliver 3 myter om væskeindtag i sommervarmen
Habil løber
Line har løbet i over ti år, og hun har deltaget i fyrre halvmaraton og otte maraton. Hendes interesse for løb startede efter gymnasiet som en "effektiv slankekur". Hun havde et halvt sabbatår, hvor hun begyndte at løbe om morgenen. Det gjorde, at hun tabte sig omkring femten kilo. Løbet blev hurtigt en fast del af hendes hverdag, og siden har hun holdt fast. Det bliver til tres kilometer om ugen fordelt på femløbeture af tolv kilometer.
"Jeg løber altid om morgenen kl. 05.30. Så er det nemlig overstået. Når jeg løber tolv kilometer til hverdag, er det fedt at løbe lidt længere til et løbearrangement. Et maraton kan virke så uoverskueligt, derfor er halvmaraton helt klar min yndlingsdistance."
Line rider også meget, så når løbetræningen er overstået om morgenen, er eftermiddagen fri til ridning. Men de fem ugentlige løbeture bliver aldrig sprunget over. Selv i weekenderne, hvor hun godt kan finde på at stå lidt senere op, står hun gerne op klokken fem om morgenen for at løbe, hvis hun skal til et ridestævne om formiddagen.
"Jeg springer aldrig over. Mine forældre har faktisk snakket om at invitere mig med til Afrika, men min mor spørger "Men Line kan du overhovedet lade være med at løbe i 10 dage?" Det må jo komme an på en prøve," siger Line smilende.
Blod på tanden
I løbet af det sidste års tid er Line begyndt at vinde nogle af de løb, hun deltager i, og det giver lyst til mere.
"Jeg var egentlig ikke så meget konkurrencemenneske førhen, men det er jeg blevet lidt mere nu."
Lines løbekarriere har indtil videre foregået i Danmark, men til efteråret skal hun deltage i Berlins maraton.
"Der er mange der deltager i Berlins maraton, og så var det nemt og billigt – og ruten er flad! Jeg elsker ellers også Spanien, og kunne godt tænke mig at løbe i Madrid eller Barcelona, men der er jo simpelthen så mange bakker. Men det skal jeg nok også en dag, det kunne jeg godt tænke mig."
Det første motionsløb Line deltog i var ALT for damernes kvindeløb for over 10 år siden, hvor hun løb 5 km. Den distance skal hun faktisk også løbe i dag, selvom hun allerede har løbet et helt halvmaraton.
"Jeg vil jo gerne have løbe-t-shirten! Jeg kunne selvfølgelig betale for den, men så synes jeg ligeså godt, at jeg kunne løbe femkilometerruten og få den gratis.
Et godt løberåd
Når du er ude at løbe, er der ifølge Line Holmegaard én ting du kan gøre for ikke at give op undervejs. Og det er at tænke positive tanker om de antal kilometer, man allerede har løbet:
"I stedet for at sige til sig selv: "Nu har jeg kun løbet to kilometer, så der er nitten tilbage", skal man tænke: "Nu er jeg snart på syv kilometer, hvilket vil sige, at jeg har løbet en tredjedel af turen". Eller: "Nu er jeg over halvvejs".
LÆS OGSÅ: Se dagens bedste billeder fra kvindeløbet i København d. 5
LÆS OGSÅ: Nu kan du tjekke din løbetid fra kvindeløbet i København d. 5
LÆS OGSÅ: ”Der er ingen tvivl om, at det er mine børn, der motiverer mig til at løbe og ikke omvendt”