Eton mess med jordbær og hyldeblomst
En nem sommerdessert som smager sprødt og sødt. Du kan også lave den med makroner. Så bliver smagen i retning af en god jordbærtrifli.
Ingredienser
- 1 bakke jordbær ( 500 g )
- 1 spsk flormelis
- 2½ dl piskefløde
- 2 dl græsk yoghurt 10%
- 2 spsk hyldeblomstsirup eller lidt flydende honning*
- 10-12 marengs
- lidt friske hyldeblomster
Sådan gør du
- Nip jordbærrene og skær dem i kvarte. Mos halvdelen med en gaffel sammen med lidt flormelis. Pisk fløde til flødeskum.
- Rør græsk yoghurt med lidt hyldeblomstsirup og mosede jordbær og vend det med flødeskum. Knus marengs groft. Kom marengs i bunden af en skål, kom jordbærcreme over og et lag marengs mere. Gentag med friske jordbær, creme, lidt knust marengs på toppen, friske jordbær og lidt mynte. Drys med friske hyldeblomster.
- *)Hyldeblomst-sirup laver du ved at indkoge koncentreret hyldeblomstsaft og krydre det med lidt citronsaft og revet citronskal.
PRØV OGSÅ: Is med saltkaramelsauce og bær