Mød vores nye madblogger

Mød vores nye madblogger

Ny gæsteblogger på ALT for damernes madblog – Ditte Ingemann, som står bag bloggen TheFoodClub.dk. Ditte kommer fremover til at forsyne os med et ugentligt blogindlæg omhandlende mad. Lær hende lidt bedre at kende her.

Hvornår startede du med at blogge?

Min blog har lige haft 3 års fødselsdag og den startede lidt ved et tilfælde. Jeg kendte ikke specielt meget til blog-mediet, men var begyndt at tage en del billeder af min mad, både derhjemme, på caféer og restauranter. Jeg eftersøgte en form for arkiv til mine billeder, og min mand kom med idéen til bloggen. I starten var det primært billeder, som jeg delte og der var ikke mulighed for at kommentere på bloggen – det kom først senere. Det var egentlig tiltænkt som mit eget lille univers, men det udviklede sig til, at jeg også begyndte at skrive lidt til billederne og pludselig blev jeg helt bidt af det.

Hvad blogger du om?

Min blog består primært af opskrifter, som jeg laver hjemme i mit eget køkken, enten til mig selv eller til gæster. Engang imellem laver jeg konkurrencer på bloggen eller skriver om andre ting som relaterer sig til mit madunivers.

Tager du selv dine billeder?

Jeg tager selv alle billederne og prøver hele tiden at blive bedre til det. Jeg har et Canon 6D, som er et fantastisk kamera. Derudover er det er enormt sjovt at lege med opsætningen af mad, og der er nok gemt en lille foodstylist i mig

Hvad er det bedste ved at blogge?

Det bedste er, at jeg har en kanal, hvor jeg formidle det som jeg elsker og er god til, nemlig mad. Jeg kan fortolke det præcis på min egen måde gennem billeder, tekst og erfaringer – det er jo fantastisk.

Hvad er din egen yndlingsopskrift?

Det er svært at svare på, men jeg må nok sige min hjemmebagte pizza med hvidkålssalat – det er et hit.

Ditte Ingemann

Mit navn er Ditte Ingemann og jeg er 32 år gammel. Jeg er bosat i København sammen med min mand, Søren. Af uddannelse har jeg en bachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Jeg har indtil for nylig arbejdet i Greve kommune, men er nu hoppet ud som selvstændig, bl.a. som madskribent, kogebogsforfatter, blogger på TheFoodClub.dk og meget andet.