Frida Hallqvist: "Tøj er så meget mere end bare tøj"
På travle hverdage når Frida Hallqvist at springe i både sportstøj, suits og kjoler. Hun går efter det feminine og farverige og klæder sig kun i det, som fremhæver hendes personlighed. For træningseksperten er tøj nemlig meget mere end bare tøj.
Stil
Feminin, stilren, elegant og sporty. Halvdelen af dagen går jeg i træningstøj og sneaks, og den anden halvdel er det kjole og stiletter. Jeg skifter ofte tøj på grund af mit arbejde med både træning, modelarbejde, reklamejobs og businessmøder, hvor jeg rådgiver virksomheder om sundhed. Det er vigtigt for mig at kunne kombinere forskellige outfits, som passer til dagen, og hvad den bringer.
Inspiration
Den får jeg på Instagram, Pinterest og på rejser. Jeg elsker at se, hvordan andre mennesker sammensætter deres outfits. Specielt på hoteller eller på restauranter, når folk har gjort lidt mere ud af sig selv.
Favoritdesigner
Jeg har mange! Men hvis der er en designer, som består år efter år, er det Dea Kudibal. Hun laver de smukkeste silkekjoler, bluser og jakkesæt i en lækker kvalitet, som føles, som om de er skræddersyet til dig.
Hverdag
Mine hverdagsoutfits er meget forskellige, da jeg hver dag starter med dagens træning i træningstøj. Derefter skifter jeg til jeans og en strik, skjorte eller suit, som jeg gerne kombinerer med hvide sneaks eller høje stiletter. Jeg har altid ekstra sko med i bilen, så jeg hurtigt kan pifte looket op, hvis jeg skal videre til noget.
Fest
Jeg ender næsten altid i en kjole. Jeg elsker kjoler, især i silke og farver. De får mig til at føle mig feminin og smuk. Jeg bruger dem gerne med matchende stiletter, og så har jeg et par flade skiftesko i tasken, så jeg efter middagen kan danse natten lang.
Garderobegengangeren
Det, jeg har mest af, er helt klart træningstøj og kjoler i alle farver, som hænger farvekoordineret i mit skab, så jeg nemt kan finde kjolen efter farven, jeg ønsker.
Jeans
Sidst jeg var i Stockholm – jeg er jo svensker – købte jeg mine første Acne-jeans og har næsten brugt dem hver dag siden. De sidder så godt, er vildt behaglige at have på, holder vask efter vask, og de passer både til en hoodie eller en pæn top med høje hæle.
Sko
Mine fødder er mærket efter flere år som balletdanser, og det giver mig udfordringer i forhold til sko. Jeg har prøvet så mange stiletter, som jeg ikke kan gå i, men nu har jeg fundet nogle mærker, der fungerer godt for mig, nemlig Apair, Custommade og Roccamore. Til hverdag går jeg altid i hvide sneakers, og jeg har rigtig mange fra Sorel, som laver de sejeste designs med sjove farver, så det ikke bare er en træningssko.
Smykker
Jeg elsker smykker og har mange forskellige. Jeg kan godt lide at matche, så både øreringe, armbånd og halssmykker er i samme serie. Hverdagsfavoritterne er min earcuff-ring fra &Copenhagen og mit ur fra Rolex.
Undertøj
Det skal sidde godt, være behageligt og ikke stramme for meget. Jeg går meget op i kvalitet og pasform, og at det er smukt og lækkert. Change, OW og Hunkemöller fylder det meste af min undertøjsskuffe for tiden.
Tasker
Jeg har næsten altid brug for en stor taske, da jeg mange ting med hver dag og ofte er rundt til flere forskellige jobs, så der skal kunne ændres i mit look. Til middag i byen bruger jeg dog en lille, smart taske. Mine yndlingstasker er fra YSL, Mulberry, Chloé, Gucci og Hugo Boss – jeg elsker at skifte dem hver dag og matche dem med mine outfits.
Altid i tasken
I tasken har jeg altid mobil, læbepomade, hårelastik og en vandflaske. Jeg prioriterer at drikke meget vand og lider nok af angst for at løbe tør og blive tørstig.
Shoppingstrategi
Jeg er stoppet helt med at impulsshoppe, da jeg har lavet så mange fejlkøb tidligere i mit liv. Min strategi er nu først at rydde ud og gennemgå det, jeg har. Så får jeg et overblik over, hvad jeg mangler. Derefter kigger jeg på nettet og sammenligner priser, hvorefter jeg bestiller online og prøver det hjemme i ro og mag.
Butikker
Jeg shopper gerne i Lyngby eller Hellerup, da der er meget roligere end inde i København. Jeg får stress af for mange mennesker omkring mig. Der er også derfor, jeg er blevet så glad for onlineshopping. De store sites som Zalando, Bootz og Mytheresa har alle mærker samlet ét sted, og der er tit gode tilbud, og det er nemt at sende retur, hvis det ikke er et match. Det har virkelig hjulpet mig med at undgå fejlkøb og få en garderobe, som hænger sammen i stil og farver.
En rejse værd
Jeg elsker at gå på markeder i udlandet og køber tit smykker, sandaler, strandtasker og stråhatte – ting man kun finder i små byer i Sydfrankrig og udenfor Barcelona eller på små øer i Thailand og Grækenland. Der kan man finde de specielle guldkorn, og man føler, at man har et stykke af verden med hjem.
Største samling
Det er nok tasker; jeg samler på dem, sparer op til dem og bruger dem flittigt, for de bliver kun pænere år efter år. Hver taske har et lille minde knyttet til sig, enten fordi jeg f.eks. fik den i gave, fandt den på en rejse eller købte den, fordi jeg opnåede noget specielt.
Tendenser
Stærke farver er blevet min nye ting. Jeg har tidligere brugt meget beige og gammelrosa, men nu er skabet også fuld af farver, som gør mig glad og giver mig energi.
Bedste køb
Min første Gucci-taske, som jeg købte sammen med min mor i Rom for over 20 år siden. Der er så mange minder forbundet med den taske; jeg havde arbejdet hårdt og sparet op til den i lang tid og var så stolt af mig selv over at kunne købe den. Det er et dejligt minde at have med min mor.
Seneste køb
En badedragt til min seneste rejse, som gik til Maldiverne. Det blev det bedste køb! Brugte den hver dag og følte mig så pæn og lækker. Det er svært at finde badetøj, som bare sidder perfekt, uden at du får irriterende sollinjer over det hele. Badedragten er fra OW og er gul og stropløs og blev på plads både i vandet og i solstolen.
God stil
Lad din personlighed vise sig igennem din stil. Tænk over, hvordan du er som person, og hvordan du ønsker at fremstå, og træf derudfra nogle stilvalg, som du gennemfører i detaljer fra sko til smykker. Brug kun tøj, som fremhæver dig og din personlighed; så kan din garderobe aldrig blive forkert. Tøj er så meget mere end bare tøj; det kan give dig mere mod, og få dig at føle dig stærk og glad – og give dig en større tro på dig selv.