Gråt er hot!

Gråt er hot!

Er dit hår begyndt at blive gråt? Så fortvivl ikke. Gråt hår er in. Den tid, hvor de naturlige grå lokker for alt i verden skulle farves væk, er forbi. Voksne kvinder lader i stigende grad de grå hår forblive grå, mens unge piger snyder sig til den hotte farve. Her kan du møde tre kvinder, der er gået med på den grå tendens.

Da Isabella Thordsen fik farvet sit hår gråt, havde hun ikke regnet med så mange positive kommentarer. Det var både fra andre kvinder, der syntes, at hendes nye hårfarve var flot, men også fyrene kom med komplimenter. De mange "thumbs up" og "you look cool" har bekræftet hende i, at det var det helt rigtige valg, da hun bad frisøren om at farve hendes hår gråt. Den 21-årige sønderjyske pige, der til dagligt er bosat og studerer i London, har fra naturens side lyst hår. Det var hos en frisør i London, at hendes hår blev farvet gråt. Tidligere har hun tyet til frisørens kemikalier, når hårfarven blev for "leverpostej". Hendes naturlige hårfarve er både blevet suppleret med lyse striber, og en enkelt gang er det også blevet farvet mørkt. Men aldrig vildere end det. Ideen til det ekstreme grå hår fik Isabella Thordsen sammen med nogle veninder. Der blev diskuteret, om håret skulle farves lyserødt, blåt eller hvidt. Men risikoen for, at det hvide hår ville give et for afbleget look, var alligevel for stor til, at hun turde farve det i netop den farve. I stedet endte valget på det grå look. For Isabella Thordsen er det en vild hårfarve i forhold til, hvad hun tidligere har haft, men hun er langt fra alene om at dyrke den grå og anderledes tendens.

Anja Bisgaard Gaede, der er trendchef hos Pej Gruppen, et skandinavisk trendbureau, bekræfter, at det grå hår er en stigende tendens. Med frontfigurer som frisøren Gun-Britt Zeller, der stolt viser sit grå hår frem, er hårfarven blevet accepteret og legaliseret. Kvinder, der naturligt får gråt hår, vælger i stigende grad ikke længere at skjule det, mens unge kvinder, ligesom Isabella Thordsen, der ikke er gråhårede i forvejen, farver sig til de grå lokker. En af grundene til dette skift i hårfarve-moden skal findes i de seneste års finanskrise. Krisen har haft en indflydelse, og forbrugsfesten er ovre. Vi forbrugere søger i langt højere grad efter immaterielle værdier, forklarer Anja Bisgaard Gaede. Det er værdier, som det grå hår signalerer, nemlig visdom og klogskab. Disse værdier kan ikke købes for penge og er derfor typiske at stræbe efter i krisetider.

Accept af de grå hår

Lene Pii var forud for finanskrisens immaterielle effekt. I 1993 blev hun som 44-årig gråhåret. Da de første grå hår i hovedbunden begyndte at stirre tilbage på hende i spejlbilledet, valgte hun med det samme at acceptere hårets tilstand. Tidligere havde Lene Pii farvet håret, men med gode råd og ekspertise fra Lenes egen datter, der er frisør, blev de enige om at lade det grå hår forblive gråt. Lene Pii er i dag 64 år og arbejder som fodterapeut med egen klinik. Både kunder og veninder er misundelige over hendes naturlige grå hår. Især veninderne på hendes egen alder kommer med rosende ord om hårets stålgrå farve.

– Da det begyndte at blive gråt, syntes jeg faktisk, at det var vældig pænt. Min egen mor havde samme hårfarve som mig, og det var rigtig flot. Folk kommenterer, at jeg er heldig med sådan et hår. Jeg har også veninder, der gerne selv vil have det, fordi de synes, det er flot.

Det grå hår kan give et ældre look, men det synes Lene Pii ikke, det gør i hendes tilfælde. De grå nuancer i håret har endda fået folk til at tro, at det er farvet. Trendchef Anja Bisgaard Gaede mener heller ikke, at det grå hår signalerer alderdom.

– Det er et naturligt islæt, som også er blevet mere legalt i de senere år i forhold til, at de ældre er blevet yngre, så at sige. Dem man førhen betegnede som de gamle og grå har i dag fået et meget yngre mentalt mindset, hvilket gør dem langt mere aktive. De er blevet et segment i sig selv, hvilket har medført, at det er blevet legaliseret at være gråhåret.

At de ældre er blevet mere aktive kan bl.a. ses på arbejdsmarkedet. I modsætningen til alle øvrige aldersgrupper er andelen af beskæftigede 60-64-årige steget, siden den økonomiske krise ramte Danmark. I alle andre aldersgrupper er andelen, der er i job, faldet.


Graviditet gjorde Katrine gråhåret

For Katrine Flindt var det langt fra let at acceptere de grå hår. I dag er den 39-årige læge gråhåret og glad for det, men da hun var i starten af 20'erne, og de første grå hår begyndte at titte frem, var det et deprimerende syn.

– Jeg farvede allerede mit hår på det tidspunkt, men det var irriterende, at de grå hår lige pludselig skulle styre, hvornår jeg skulle farve mit hår. Samtidig fik jeg også tankerne: "Er jeg allerede ved at blive gammel, eller hvad betyder det her? Er der andre ting, der kommer til at forfalde i min krop?"

Der skulle næsten 10 år og en graviditet til, før hun lod de grå hår forblive grå. I starten valgte hun at farve sit hår for at skjule det. Men da hun som 32-årig blev gravid, satte det en stopper for de skrappe hårfarveprodukter. I takt med at hun lod være med at skjule det grå hår, oplevede hun en ændring. Både hos selv, men også fra menneskerne omkring hende.

– Jeg arbejdede på det tidspunkt på en psykiatrisk afdeling, og jeg oplevede et skift hos mig selv, da jeg begyndte at stå ved, at mit hår var gråt. Jeg oplevede også, at jeg fik en større pondus, både over for patienter og kollegaer. På en eller anden måde fik jeg en større styrke, og jeg kunne være mere voksen.

Da Katrine Flindt kunne mærke den øgede respekt over for hende i kraft af de signaler, det grå hår udsendte, blev det også lettere at acceptere, at folk opfattede hende ældre, end hun reelt var. I dag er det grå hår fuldt ud accepteret, og Katrine kunne ikke finde på at skjule den grå hårfarve. Den opfattelse, hun tidligere havde, er nu revurderet. Kvinder og gråt hår er ikke længere et symbol på alderdom. Tværtimod.

– Jeg opfatter kvinder med gråt hår som nogle, der står ved deres kvindelighed og deres styrke på en gang. Jeg opfatter det som et tegn på mod.

LÆS OGSÅ: Vasker du dit lingeri korrekt?

Forskellige nuancer af grå

Selvom den grå tendens har ramt bredt, så varierer det, hvilke grå nuancer, der er trendy i de forskellige aldersgrupper. Da Isabella Thordsen satte sig i frisørstolen, var det ikke med et ønske om, at det grå hår skulle se naturligt gråt ud. Hun havde på forhånd sikret sig, at frisøren forstod, hvilken nuance af den grå farveskala, hun ønskede, at hendes hår skulle få. Og selvom hun ikke havde forventet så mange kommentarer fra omverdenen og ikke havde overvejet, hvilke signaler, det grå hår udsendte, kan hun godt forstå folks reaktion.

– Jeg tænkte ikke så meget over signalværdien, inden jeg fik det farvet. Det var mere bagefter, hvor jeg tænkte, at folk egentlig reagerer på den hårfarve, som man har. For når man ser det på yngre, ser det jo unaturligt ud, og derfor fik jeg mange reaktioner.

Det look, Isabella Thordsen gik efter, er ifølge Anja Bisgaard Gaede, meget typisk for netop hendes type og aldersgruppe. Hun forklarer, at det især er de unge, lidt avantgarde og moderigtige folk, der har taget den sølvgrå tendens til dig. Denne nuance har et langt mere skinnende look, end de naturlige grå farver, som Lene Pii og Katrine Flindt repræsenterer.

Isabella Thordsen, Lene Pii og Katrine Flindt er alle tre beviser på, at det i langt højere grad er blevet acceptabelt og moderne for kvinder at have gråt hår. Denne accept har i længere tid hersket hos mændene, hvor skuespillere som George Clooney og Sean Connery får påklistret mærkatet "Silverfox" fremfor "gammel grå mand" på sig. Det grå hår er en naturlighed, der nu også omfatter kvinderne. Gråt er hot – også til kvinder!

Mad- og boligtendenser har ramt vores hår

Førhen har de varmere, rødlige og brunlige nuancer præget vores hårfarvevalg. Men ifølge Anja Bisgaard Gaede er det i dag blevet trendy at bede frisøren om nogle koldere farvere. Farveønsker a la "nøddebrun" og "kastanje" bliver i højere erstattet af "askeblond" og "sølvgrå". Og dette skifte i farvevalg er ikke enestående i frisørstolen. Anja Bisgaard Gaede forklarer, at det er en tendens, der har ramt flere områder, før den ramte håret. Hvis man kigger mod boligområdet, så er det blevet moderne at hive træstubbe ind i boligen. Måske har du selv skiftet dit sengebord ud med et stykke træ. Eller måske har du lagt mærke til de mange træsorter, som præger interiørsiderne i diverse boligblade. Det kan sågar være, at du har stået med enden i vejret i din lokale skov og hevet ramsløg op af jorden for at kunne kreere en suppe, som hylder det nordiske køkken. I hvert fald er det de mange nordiske og naturlige tendenser, som også har præget vores mad og boligvaner, der nu har ramt skønhedsområdet.

– Det er en modreaktion på noget af alt det her gyldne og varme, som vi har set i mange sæsoner. Det lægger sig også meget op ad den nordiske tendens, som falder rigtig fint i spænd med de lyse træsorter og alle de naturlige nordiske elementer, hvor der er masser af fine grå nuancer. Det er noget, der bevæger sig rundt i hele trendmanegen og nu også i beauty-afdelingen, forklarer Anja Bisgaard Gaede.

LÆS OGSÅ: Trine Skoller - Her er min modefortid