Sådan bliver en modetendens skabt

Der er ingen enkeltpersoner eller byer, der kan diktere, hvordan moden skal se ud.

Sådan har det lydt de seneste mange år, når modens udvikling er blevet diskuteret. Man siger, at moden er blevet mere demokratisk, at mange tendenser lever ved siden af hinanden, og at ungdomskultur, gademode og internettet har fået en stadig større rolle at spille, når det handler om at komme med tips til, hvordan vi skal klæde os.

Paris dikterer ikke kjolelængden, og de tider er ovre, da modeblade og forretninger blindt rettede ind, når Coco Chanel eller Christian Dior tegnede en ny silhuet og flyttede sømmen til lige over knæet. Man kan ikke udstikke retningen for næste sæson ved at holde et modeshow.

Det er der bare ingen, der har fortalt Hedi Slimane. Den egenrådige kreative chef for Yves Saint Laurents gamle modehus, som han har omdøbt til Saint Laurent Paris, sætter som ingen anden designer i nyere tid sit markante aftryk på sæsonens modetendenser.

Han er tydelig afsender på en flabet stil gennemsyret af rockmusik og attitude, og hvis du overvejer at anskaffe dig en skotskternet kilt, en læderjakke og et par motorcykelstøvler, er det, fordi Hedi Slimane sidder et sted i baghovedet og udstikker kursen.

Når et toneangivende modemagasin som fransk Vogue dedikerer sin septemberforside til ”grunge-feber”, er det en direkte udløber af Saint Laurent Paris-kollektionen for efteråret 2013. Der var ingen andre i den tunge del af modebranchen, som var på sporet af en revival for blomstrede babydoll-kjoler, skovmandsskjorter til kvinder og en duft af genbrugsbutik. Men Hedi Slimane har opfanget noget i tiden og matchet det med sin interesse for tynde rockstjerner og blege modeller.

LÆS OGSÅ: Vasker du dit lingeri korrekt?

Californien møder Paris

Hedi Slimane har været væk fra modebranchen i en årrække. Han var en succesfuld herredesigner hos Dior, men i 2007 droppede han ud og slog sig ned i Californien for at arbejde som fotograf. Han fokuserede på outsidere og smukke unge mennesker.

Den vinkel har han taget med til Saint Laurent Paris. Det er lykkedes ham at flytte designafdelingen til Los Angeles, hvilket er uhørt for et fransk modehus, og der er temmelig meget californisk livsstil i hans bud på moderne dametøj.

Det har skaffet en del kritikere, og da han debuterede sidste år med en flodbølge af gulvlange, flagrende kjoler, store hatte, gigantiske sløjfer og et bohemelook taget ud af de kreative L.A.-miljøer, faldt der hårde domme fra den ældre garde af modejournalister. Det var ikke fint nok. Men det seneste år har vist, at Hedi Slimanes fornemmelse for rockstil er i takt med tiden. Man kan nu se ekkoer af hans bohemelook i andre mærkers kollektioner (tjek de seneste reklamekampagner fra f.eks. H&M og Gina Tricot), og på gadeplan har mange haft lyst til at adoptere det rockede look.

Det er heller ikke svært. Man behøver ikke betale 24.000 kr. for en læderjakke hos Saint Laurent Paris for at være med på grungemoden i efteråret. Der hænger sikkert én, der er stort set magen til og har masser af lynlåse i bikerstil, i den nærmeste secondhandforretning.

Det er vigtigt at understrege, at det er en ny fortolkning af grunge, der er i gang. Målet er ikke at ligne en groupie til en Nirvanakoncert i 1992. Det handler om miks-og-match og er blevet kaldt ”voksen-grunge”, fordi stilen er langt mere udspekuleret og afbalanceret i dag.

Den dybere forklaring på, hvorfor Hedi Slimane puster live i grunge, kender vi ikke. Den 45-årige franskmand har stort set ikke talt med pressen, siden han kom til Saint Laurent i 2012. Bortset fra en hidsig Twitter-diskussion med en kritiker fra New York Times, som han kaldte ”skolegårdens bølle”, efter hun havde nedgjort hans idéer. Der ligger en lyst til konfrontation i Hedi Slimanes valg af stil. Han går med vilje ikke samme vej som de andre parisiske designere, og på den måde lever han op til ånden fra Yves Saint Laurent. Den store modeskaber, der døde i 2008, havde også et blik for gadestil og ungdom og var i 1960’erne banebrydende, da han begyndte at lave modetøj til en bredere skare (prêt-à-porter) frem for kun at interessere sig for udvalgte, velhavende kunder (haute couture).

LÆS OGSÅ: Mød fire designere og deres muse

Overraskende comeback for pels

Set i forhold til en anden af efterårets tendenser virker Hedi Slimanes grunge-revival dog ganske ufarlig. Der er noget mere på spil, når det handler om pels.

Der findes næppe noget i modebranchen, som deler meningerne så markant, som pels gør. Det er den ultimative luksus, mener nogle, mens andre opfatter brugen af pels som modbydelig dyremishandling. Pels har længe været et tabu blandt modefolk, og siden 1980’ernes hårdkogte antipels-kampagner har materialet i lange perioder være usynligt i modebilledet.

Men nu er det her igen. Både i kunstmateriale og som ægte mink, sæl, ræv mv. Efterårskollektionerne fra Fendi, Gucci, Céline og mange andre markante mærker indeholder pels i forskellige fortolkninger – mest som pynt, og der er sket en teknologisk udvikling af materialet, så det i dag findes i et utal af farver og kvaliteter.

Blandt pelsbrugerne finder man også Versace, Valentino og Jean Paul Gaultier. Herhjemme har Day Birger et Mikkelsen indledt et samarbejde med Kopenhagen Fur, der ligeledes danser tæt med yngre talenter som Anne Sofie Madsen og Astrid Andersen, som er uden berøringsangst over for det kontroversielle materiale.

Netop Kopenhagen Fur er en vigtig årsag til, at pelsene igen bliver luftet. Det danske firma står for verdens største pelsauktion, og fem gange om året mødes indkøbere og mellemmænd fra hele verden i en stor hal i Glostrup for at købe skind. Her er prisen på mink gået lodret opad, og Kopenhagen Fur forventer at sælge for 13 mia. kroner i 2013. Det er ny rekord.

Det er særligt i Asien, at interessen for pels blandt forbrugerne er eksploderet. Kineserne har fået flere penge til forbrug, og de vil have pels, og det er en vigtig årsag til, at man ser mere pels på catwalken. Udviklingen er også et resultat af Kopenhagen Furs omfattende lobbyarbejde. Man inviterer designere til København for at prøve at arbejde med de danske skind, ligesom man samarbejder med designskoler flere steder i verden. Filosofien er, at pels er et materiale som alle andre, og det bør de designstuderende være fortrolige med.

Men selv om pelsen har fået nyt liv, er der fortsat mange modefolk, der siger kategorisk nej til pels. Den berømte designskole Central Saint Martins i London vil af etiske årsager ikke lade de studerende bruge pels, og designeren Stella McCartney nægter at arbejde med animalske materialer overhovedet. Hun anvender end ikke læder til sko og er frontfigur i kampagner for organisationen Peta, der vil standse pelsens fremmarch.

Læs videre på næste side...

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN: Clara Paget er Guccis nye museFortsat fra forrige side

Skru op til maks.!

De moderne kulørte pelse passer ind i en gennemgående tendens, der handler om at skrue op for det hele. Man kan kalde stilen for maksimalisme, og eksplosive print, voldsomme broderier og pelse i pink er den totale modsætning til de seneste års stilrene minimalisme.

Sådan arbejder modebranchen gerne. Hver aktion skaber en reaktion, og efter en tid med smalle ben vender vidde og luft altid tilbage.

Minimalismen har været den dominerende europæiske tendens. Der blev skåret ned på pynten, snittene blev helt rene, farverne diskrete, og fra tyske Jil Sander til svenske Filippa K har det afskallede look fremstået som selve definitionen på moderigtig elegance. Mest markant har udførelsen være hos Céline, der under designeren Phoebe Philos skarpe blik har sat den minimalistiske overligger højt og fået mange til at følge efter.

Det er fortsat en markant bevægelse, men der er i år tydeligvis mange mærker, som har haft behov for at lufte alvoren ud og få noget spas og lir tilbage i designet i form af f.eks. vildtvoksende blomsterprint, selvlysende materialer, religiøse motiver og masser af guld.

Givenchy-designeren Riccardo Tisci har lavet fjollede sweatshirts med Bambi-motiv og print så flammende gyldne, at de ligner farven på en dansk efterårsskov. Hans fans tæller blandt andre popstjernerne Beyoncé, Rihanna og Lady Gaga, der virkelig kan bære maksimal mode – og smitte andre med tendensen.

Kenzo er gået amok i dyreprint, og Dolce & Gabbana leger igen med religiøse ikoner. Selv en tidligere minimalist som Tom Ford bruger nu hele farveskalaen og blander pelsværk i pangfarver med blomsterbroderi og ponchoer i etniske mønstre. De ser ud til at været sprunget ud af siderne på magasinet National Geographic, som Style.com smukt udtrykker det.

LÆS OGSÅ: Derfor elsker kvinder sneakers

Mange designere nævner, at de er vilde med tv-serien ”Downton Abbey”, der i sin seneste sæson rykkede ind i de brølende 1920’erne og viste kvindernes stigende frihed med et udvalg af friske kjoler. En lignende inspiration kan findes i årets svulstige filmatisering af romanen ”Den Store Gatsby”. Der er noget romantisk over den maksimale udnyttelse af farver og tilbehør. Den er i hvert fald god for humøret, og måske er det udsigten til, at den globale krise kan få en ende, der får designerne til at drømme om guld og kulørte kjoler. Minimalismen har danset tæt med krisen i en periode, hvor tilbageholdenhed og alvor har været en del af hverdagen. Nu lokker en ny, festlig dansepartner.

Stor, større, størst

Det er ikke kun farver, der er skruet op for i denne sæson. Mange ting ser også ud til at være vokset. Det handler om frakker, man kan drukne i. Tasker med plads til et helt fodboldhold og en generel interesse for volumen og størrelse oversize. Noget af denne forvoksede modebevægelse udspringer formentlig af mandlige kæresters klædeskabe.

Boyfriend-looket har været en faktor de seneste år, hvor piger har hugget store bomuldsskjorter og collegejakker fra herregarderoben. Eller har blandet streetwear lavet til mænd ind i mere feminine kombinationer. Men særligt de store overfrakker, man ser hos blandt andre Stella McCartney og MaxMara, virker som en direkte forlængelse af en bestemt stildannede kollektion, som Comme des Garçons viste sidste år. Det var faktisk tøj til efteråret 2012, men så fuld af radikale idéer, at det tager tid for markedet at forstå og fortolke dem.

Det japanske mærke præsenterede en serie kolossale frakker, jakker og bukser, der så ud, som om de var klemt flade. Modellerne lignede vandrende påklædningsdukker. Chefdesigneren Rei Kawakubo har aldrig ”kun” lavet mode, og siden japanernes indtog i den internationale modeverden for 30 år siden, har designet været fuld af kommentarer til tidens kultur og politik.

Frakkerne i 2D skulle ses som en kommentar til den måde, vi oplever mode på i dag. Vi ser showbilleder på computerskærmen, hvor selv den mest luftige kreation kommer til at virke flad. Men det, der begyndte som en langfinger til branchen og medierne, ser ud til at give mening ude i virkeligheden også. Først så man kvinder fra brændpunktet mellem kunst og mode bære Comme des Garçons store frakker af filt. Næste skridt er fortolkningerne og efterligningerne, og de kommer nu.

Så det kan stadig lade sig gøre at sætte sin egen dagsorden i den demokratiserede modebranche, og hvis ideerne er stærke nok, kan et enkelt modeshow være begyndelsen på en tendens.

LÆS OGSÅ: Pletfrit tøj: Dét gør du, når uheldet sker