Kaya Brüel: Det klæder mig vildt godt med stramt skørt og høje hæle
Egentlig foretrækker skuespiller og sanger Kaya Brüel, 40, et lidt mere bohemet look, men har også en skjult kærlighed til det stive puds med pencilskirt og skjorte – selvom hun aldrig går i det. Få forklaringen her sammen med hendes bedste tip til shopping i ind- og udland.
Hvad ser man dig aldrig i?
Som skuespiller bliver man udsat for lidt af hvert, når man skal spille en bestemt type. Jeg skulle engang spille en direktør og fandt ud af, at sådan et sæt med stramt skørt, skjorte og et par høje pumps faktisk klædte mig helt vildt. Desværre ville man nok aldrig se mig i sådan et klassisk sæt til hverdag. Folk ville jo tro, jeg havde skiftet branche, og var blevet advokat. Derfor nyder jeg at have det på, når den slags roller byder sig.
Hvem er dine favoritdesignere?
Af danske mærker er jeg glad for Munderingskompagniet, der laver de lækreste skindting, Ganni, som har skønt basic tøj og sko, Gestuz, som har fede bukser, skjorter, kjoler og jakker og ikke mindst Wackerhaus, som har lavet noget af det tøj, jeg har været gladest for og gået mest i. Når jeg skal optræde eller til et arrangement, der kræver lidt ekstra, laver David Andersen nogle fede, rå og lidt anderledes ting, Jesper Høvring og Lasse Spangenberg er virkelig dygtige til gallakjoler, og kan få enhver kvinde til at føle sig som en dronning.
Læs også: Se Ibi Støvings klædeskab
Hvor shopper du herhjemme og i udlandet?
Herhjemme er mine yndlings butikker Nué, Ganni eller Zornig (Frederiksberg). Sidstnævnte er kun, når der er luft i budgettet, eller jeg skal have noget helt særligt som en taske, jakke eller sko. I udlandet skal jeg altid finde en American Apparel (som jeg endnu ikke forstår ikke findes herhjemme).
Hvem har god stil i dine øjne?
Dem, der formår at sætte noget sammen, man ikke lige selv havde tænkt på. Jeg synes tit, jeg kommer til at gå i det samme, og sætte det samme sammen. Min veninde Sara Bro har altid, også som barn, været god til at skabe sin egen stil og være lidt utraditionel. Min datter og jeg kan godt finde en ting i en butik og sige, at den er "Sara-Bro-agtig". Det er ofte et eller andet vildt med glimmer og guld. Og så er hun en af de få, der kan stavre på legeplads i stiletter og se godt ud.
Kaya beundrer især sin veninde, tv-vært Sara Bro, for hendes gode og unikke stil og for at turde lidt ekstra.
Hvad er dit største fejlkøb?
Jeg havde et trip med at købe Christian Louboutin sko for nogle år siden (før de kom til Danmark). Først fik jeg et par, der var for små, så solgte jeg dem. Så købte jeg et andet par, som passede, men var for høje, så solgte jeg dem. Så købte jeg nogle, der var lavere, men igen for små, de blev også solgt. Så fik jeg et nyt par, for spidse, så byttede jeg dem – til dem jeg har i dag, som er perfekte. Har også et par i skabet, som jeg købte i udlandet på udsalg. For store. Så dem skal jeg til at sælge nu. Hurra for Trendsales.
Hvad er dit seneste køb?
Jeg fyldte 40 i august, og jeg synes det er på tide at få i en rigtig diva-pels, der både kan holde mig varm, men også gøre sig godt når jeg skal være ekstra fin. Jeg har valgt at få special lavet en meget smuk ulvepels fra (canadiske ulve) fra mærket CAAN af Annika Hueg Kærså. Jeg kan godt lide tanken om at pelsen er fra et dyr der har levet godt, og at den er et unikum og helt min egen, når det nu skal være.
Pelsen fra Caan, som Kaya købte til sig selv i 4-års gave.
Er der et specifikt item, du altid køber?
Skjorter har det med at hobe sig op i mit klædeskab. De er nemme til at dresse et hverdags look op feks.
Skjorter fra Zara og Gestuz.
Læs også: Se Julie Bertelsens fire stiltip