"Du er dig, og du skal ikke være nogen anden"
Kunstner Szhirley Rokahaim har svært ved at sætte et label på sin stil. For hende er det vigtigt, at klædeskabet overvejende er fyldt med glade farver, finurligt print, og skønne smykker, så hun altid kan skabe et legesygt look, der matcher humøret.
Stil
Jeg ved faktisk ikke, om den kan beskrives på andre måder, end at den er mig. Jeg elsker at lege og kan ikke få nok farver, men samtidig elsker jeg også det klassiske. Så jeg klæder mig efter humør og begivenhed.
Inspiration
Jeg kan nærmest finde inspiration i det meste omkring mig.
Favoritdesigner
Sådan en har jeg faktisk ikke rigtig længere; det hører mine yngre dage til. Jeg kan bedre lide at kigge på og blive inspireret af alle mulige typer og personligheder, som har leget med deres kreative udtryk.
Hverdag
Det kommer meget an på årstiden. Her om vinteren er det mest kjoler og matchende suits eller sæt, jeg har på til hverdag. På de helt hyggelige hjemmearbejdsdage er det bløde bluser og bukser, man kan have det godt i.
Fest
Jeg har egentlig ikke så meget festtøj, men kan godt lide at ”spice” tøjet op. Når jeg skal ud, pifter jeg et outfit op med crazy sko, tasker og bælter – og sindssygt mange smykker!
Garderobefavoritter
Jeg har en svaghed for jakker i alle afskygninger. Dét, og så matchende sæt og suits.
Igen & igen
Blazere er gengangere i mit skab. De passer så godt både ud over kjoler, til jeans og til joggingbukser.
Jeans
Jeg går ikke så ofte i jeans, men når jeg smyger mig ned i nogen, er de fra Denim Hunter.
Sko
Altså i en drømmeverden, hvor klimaet var varmt hele tiden, så er svaret klart sandaler! Jeg elsker sol og sommer og kan best lide, når hverken krop eller fødder er lukket hermetisk inde i sko og tøj.
Smykker
Idet jeg selv er smykkedesigner, laver jeg de pieces, jeg synes, vi kvinder står og mangler. Jeg har et fantastisk udvalg, elsker at lege med forskellige sammensætninger, og jeg synes aldrig, at jeg kan få nok smykker på.
Tasker
Jeg har flere favoritter i min samling, men den jeg for tiden går allermest med, er en muleposetaske fra Day Birger et Mikkelsen. Den er hverken for lille eller for stor og kan rumme lige præcis de ting, jeg skal have med mig de fleste dage.
Altid i tasken
I tasken har jeg altid pung, lipgloss, mascara og et lille spejl. Åh ja, og hømhøm-hundeposer og slik.
Shoppingstrategi
Min strategi er slet ikke at kigge og være opsøgende, for så finder jeg alt muligt, jeg ikke anede, jeg havde brug for. Så jeg går faktisk aldrig nogensinde sådan rigtigt ud og shopper. Jeg falder mere tilfældigt over det.
En rejse værd
Jeg drømmer altid om at finde flere sandaler. Jeg har stadig et par i hovedet, som jeg så i Italien for flere år siden, og dem krydser jeg stadig fingre for at finde i min strørrelse en dag.
Største samling
Det må være frakker og jakker – i alverdens former og længder.
Mere af
Jeg skal ikke have mere af noget. Eller jo, det skulle lige være plads!
Tendenser
Jeg elsker, når det personlige touch får lov at skinne igennem, i stedet for slavisk at følge hvad der lige er oppe i tiden.
Mest opsigtsvækkende køb
Det må nok være mine lyserøde pelsslippers fra Gucci, som jeg købte for tre-fire år siden. Jeg faldt pladask for dem på grund af farven, og fordi de bare så helt gakket dejlige ud. Normalt køber jeg ikke pels, men disse er et overskudsprodukt fra et skadedyr, så det kunne jeg være med på.
Fejlkøb
Jeg har begået så ualmindeligt mange fejlkøb igennem tiden, så jeg øver mig i at gå væk fra de ting, jeg falder over, og som jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke kan leve uden. Hvis tanken om tingen bliver ved med at dukke op i mit hoved, så ved jeg, at det er noget, jeg faktisk vil komme til at bruge flittigt.
Aldrig uden
Jeg har nogle smykker, jeg har arvet fra min mormor, som betyder meget for mig, samt et par stykker fra min far, som også har fået større betydning efter hans død.
Klar på 5 minutter
Jeg ville hurtigt kaste en kjole og en blazer på, tage lidt beauty blur fra Vita Liberata i ansigtet, concealer under øjnene og lipgloss på læberne.
God stil
Investér i de der items, som du kan krydsbruge til det meste af din garderobe, og køb det, som får dig til at føle dig godt tilpas, cute og ”popping”. Du skal blive glad af at se dit spejlbillede og tænke: ”You got this, girl!”.