Brystkræft: Sådan undersøger du dig selv

Brystkræft: Sådan undersøger du dig selv

Kvindens bryst består hovedsageligt af fedtvæv og mælkekirtler – det er i mælkekirtlerne, de fleste tilfælde af brystkræft starter. Detanbefales, at man undersøger brysterne selv på det samme tidspunkt hver måned, lige efter at menstruationen er slut.

Artiklen blev bragt første gang i september 2014.

SÅDAN UNDERSØGER DU DIG SELV

• Stil dig foran et spejl med hænderne på hofterne. Kig på dine bryster og tjek, om der er hudforandringer som rødme, hævelse og sammentrækninger eller forandringer af brystvorten – som indtrækninger, skældannelse eller sekretion. Løft armene op over hovedet og kig efter forandringer i udseende eller form.

• Når du skal føle på brysterne, er der tre metoder. Fælles for dem gælder, at brystet skal føles blødt og glat som en ekstra fast hovedpude, når du trykker på det:

Linjemetoden: Før fingerspidserne på de tre midterste fingre langs en lodret linje. Start i armhulen og bevæg dem ned til under brystet. Flyt fingrene lidt længere ind og bevæg dem langsomt op. Gentag bevægelsen op og ned, indtil hele brystet og armhulen er undersøgt.

Cirkelmetoden: bevæg de tre midterste fingre i cirkler. Start i yderkanten af brystet og arbejd dig langsomt indad mod brystvorten i en cirkelbevægelse. Tjek også armhule og øvre del af brystvæggen.

Strålemetoden: Bevæg de tre midterste fingre i et mønster, der minder om egerne i et hjul. Fra yderkanten af brystet ind mod brystvorten. Gå tilbage til yderkanten og tjek næste ”stråle”. Husk armhule og øvre del af brystvæg.

• Mærker du forandringer – en klump eller en lille, hård knude, bør du kontakte lægen. De fleste forandringer er ufarlige, men kan skyldes begyndende brystkræft. Alt for ofte opdages brystkræft først, efter at sygdommen har spredt sig til andre områder af kroppen. Ved at undersøge brysterne selv kan du opdage en kræftknude tidligere.

Kilde: Sundhed.dk, hvor du også kan finde en video, som viser, hvordan du gør: Sundhed.dk

LÆS OGSÅ: Her er programmet til Støt Brysterne Løbet 2015

LÆS OGSÅ: Se hvad der gemmer sig i årets goodiebag

LÆS OGSÅ: Sæt kryds i kalenderen: Nu er datoerne for ALT for damernes kvindeløb 2016 fastlagt